Socialistisk Arbejderavis
Nr. 272 – 12. september 2007 – side 8
Ungeren ved en skillevej
Jesper Juul Mikkelsen
Alle siger at efteråret vil blive hedt og kampen for et nyt ungdomshus vil eksplodere. Selv i den mindste flække i Danmark kan man se graffiti som “Ungdomshus nu“ eller “Hævn 69“; Ungeren er blevet et symbol på oprør for mange unge som ønsker forandring. Og selv i børnehaverne leger man ikke længere røvere og soldater, men autonome og politi.
Men lørdag d. 1. september var et tilbageslag for Ungeren-bevægelsen. Der var indkaldt til fest på Nørrebros runddel, men en mindre gruppe af aktivister ville hellere smadre end feste. Godt nok var det kun ruder der blev smadret på Nørrebrogade, men det skete også på butikker som ikke bare var multinationale selskaber og store banker. Det var et rigtigt dumt træk og episoden er blevet brugt af borgerlige politikere og beboere til at komme i offensiven mod Ungeren-bevægelsen. De forargede politikere siger at de igen har mistet den sidste sympati og det samme siger den lille flok borgerlige “naboer“ på Nørrebro men ingen af disse grupper har nogensinde haft sympati for Ungdomshuset.
Men Ungeren-bevægelsen har problemer, som ikke er blevet mindre tydelige efter lørdag d. 1. september. For det første er det et problem at vi taber point i kampen om den offentlige opinion og dermed mindskes muligheden for at opbygge den brede solidariske bevægelse, som vi har brug for hvis vi skal vinde et nyt hus. For det andet var det et stort problem for bevægelsen at man indkaldte til gadefest, men i virkeligheden brugte det som dække for at gå i gadekamp og knuse ruder. Det er at snyde folk fra vores egen bevægelse, og det kan være meget skadeligt hvis den stil ikke stoppes. På den store demonstration med 69 demoer for Ungeren, kunne man godt mærke at det ikke var den røde løber som var rullet ud; der er stadig mange som støtter kampen for et nyt ungdomshus men mange har svært ved at tolerere hærværket.
En del af disse problemer skyldes at politikerne og medierne fokuserer på volden men ikke på de mange fredelige begivenheder og slet ikke på at finde en løsning.
En anden del af problemet skal findes i vores eget miljø. Der er dele af miljøet der ikke ser kampen som en politisk kamp; forstået som en kamp som kan vindes hvis vi udvider den og aktiverer det flertal som indtil for nyligt støttede et nyt ungdomshus i København.
For dele af bevægelsen er målet snarere at vise afsky imod systemet og samfundet som helhed. En “No future“ ideologi og praksis, som bekræfter de involverede i at man er isolerede, og at selve kampen kun er symbolsk. Det er meget ødelæggende for mulighederne for at opbygge en bred bevægelse, det er navlepillende og vil nærmest, som en selvopfyldende profeti, kun føre til nederlag.
Nederlags-stemningen og frustrationen er ikke ny. Den har gang på gang præget udtrykket i forsvaret for Ungeren. Selvom der masser af gange har været store demonstrationer til forsvar for Ungeren, har det virket som om tiltroen til at man reelt kunne vinde opbakning nok til at forsvare huset ikke var til stede blandt husets aktivist-kerne. Således så vi hvordan december måned både bød på store demonstrationer der samlede og skabte pres på politikerne, samt aktioner der endte i frustrerede gadekampe hvor fokuset efterfølgende var på volden, og hvor politikerne kunne løbe fra deres ansvar uden at frygte for stemmetallene. Efter det rimelig organiserede forsøg på at udfordre og vinde over politiets magtapparat den 16. december, som led nederlag, stod Ungdomshuset relativt isoleret tilbage, og man “valgte“ desværre at forskanse sig i Huset alene, frem for at gå på gaden med løbesedler og demonstrationer, der kunne have genrejst opbakningen og bevægelsen. Et valg der nok blev “truffet“ ligeså meget på grund af manglende kollektiv diskussion af hvordan vi kunne vinde internt i bevægelsen, som en desillusioneret aktivist-kerne. I hvert fald blev chancen forpasset fra slutningen af december og indtil huset blev ryddet i marts. I dagene efter rydningen, og flere gange siden, er vi alle blevet overrasket over hvor stor opbakning bevægelsen har og hvor mange, specielt blandt de helt unge, der faktisk er gået på gaden og er blevet aktive. Dog har diskussionen af hvordan vi kunne organisere os så vi kan vinde, og troen på at det var muligt, ofte manglet i organiseringen.
Vi er en del af en bredere kamp
Men bevægelsen er heldigvis bred og rummer mange forståelser af hvordan kampen skal føres. Jeg vil her prøve at give et bud på hvordan vi sætter en retning som kan vinde.
Vi er mange som har været på gaden for et nyt ungdomshus dels fordi vi brugte det gamle hus, men også fordi Ungeren er et symbol på “det andet København“ som blev knust. Men kampen om et nyt ungdomshus skal også ses som en del af en bredere kamp, en kamp imod systemets logik. Vi vil fristeder fordi at vi her, korte øjeblikke, kan slippe ud af det system som fastlåser os i roller og rammer som vi ikke selv har magt over.
Et system som i høj grad begrænser vores muligheder og som fortæller os at vores drømme og ønsker ikke er mulige at opfylde. Samtidig sætter systemet stadig flere krav; Vi skal tage lortejobs for at kunne betale de høje huslejer, der er stadig dårligere forhold på studierne, vi bliver præsenteret for en masse normer som vi skal leve op til for at blive en succes, og så den evige tvivl om hvorvidt man er god nok, og frustrationen over ikke at kunne ændre på alle de ting, man vil ændre på. De fællesskaber som er nødvendige for at forandre vores omgivelser er konstant under angreb. Om det er i blokken, i skolen, på arbejdet, eller i bydelen så er vi ikke tiltænkt rollen som dem som skal bestemme eller skulle have noget grundlæggende at have sagt over vores egen hverdag. Dette handler også om kampen for Ungeren. Jeg opfatter, vi er mange som er trætte af at være overladt til statistens rolle. Vi vil tage magten tilbage og stoppe den udvikling som gør os til brikker og tal i andres regnskab. Vi vil sammen med andre være med til at ændre retning på samfundet. Vi vil ikke flere nedskæringer på daginstitutioner, skoler og sygehuse. Vi vil selv sætte tempoet, vi vil godt arbejde med hinanden, men kæmper imod stressen og imod at arbejdet kommer til at fylde hele vores liv.
Dette er den sociale virkelighed, som gør at så mange synes det er fedt med fristeder som Ungeren og Christiania. Det er kampen for at ændre på ens hverdag som er med til at sende folk på gaden. Nogle opfatter det som en individuel kamp, at prøve at befri sig selv. Men for de fleste er det tydeligt at vi sammen skal ændre den politiske kurs, at det er en kamp for kollektive forbedringer der er med til at sende folk på gaden. Derfor er det også muligt at gøre kampen for Ungeren til en del af den bredere sociale kamp.
Hvis vi rejser kravet om et nyt ungdomshus sammen med kravene fra velfærdsbevægelsen kan vi i langt større grad gå på gaden sammen med kammerater og kollegaer fra vores skoler og arbejdspladser. Det skal ikke betyde at ungdomshus-bevægelsen bare skal nedlægge sig selv og gøres til en velfærdsbevægelse, det skal forstås som at vi skal ud og finde alliance partnere. Vi skal støtte deres kamp og de skal støtte vores. Når SOSU’erne går på gaden og kræver mere i løn, kæmper de ligesom os for at forbedre deres liv, når pædagogerne og lærerne går på gaden kæmper de for at blive anerkendt og for ordentlige forhold. Det gør vi også. Vi deler deres kamp imod systemet og vi skal støtte deres kamp og dermed brede ideen og kampen for et nyt ungdomshus ud. Hvis det bliver virkeligheden er chancen for vi vinder meget større, og så vil politikerne begynde at blive nervøse bag deres skriveborde.
Gennem det sidste halvår er det da også denne opfattelse der er vokset frem, i takt med at vores bevægelse er vokset og blevet styrket. Uanset at politikerne stadig løber fra deres ansvar, og reducerer os til et politisk spørgsmål, til en opgave for politiet, så vokser kravet om et nyt ungdomshus, og et mere tolerant og socialt samfund blandt befolkningen og ungdommen. Som det nyeste skridt i udviklingen er initiativet G13 blevet taget for at koordinere kampen og forberede indtagelsen af et nyt ungdomshus. I og med at initiativet både skaber øget mulighed for den nødvendige debat og koordination indenfor bevægelsen, samt åbent erklærer at vi vil indtage et nyt hus, og åbent erklærer både dato, adresse og midler for kampen, er det præcist det inkluderende og mobiliserende skridt der skal til for at komme videre med at udvide kampen for et nyt ungdomshus.
Foto: Svend Espersen
Se også:
SAA 272: Aktion G13
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed