Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 7

Watergate, protester mod Vietnamkrigen og det amerikanske imperiums nederlag

Simon Basketter

USA’s nederlag i Vietnam førte til en regeringskampagne mod politiske modstandere med fatale konsekvenser

En amerikansk præsident, der taber en krig ude, står over for en antikrigsbevægelse hjemme, og som snakker om tilbagetrækning af tropperne, mens han udvider sit imperialistiske eventyr – der i sidste ende fører til hans undergang. Det var, hvad der skete for den republikanske præsident Richard Nixon.

En aften i 1972 blev seks mænd arresteret for at bryde ind i Demokraternes hovedkvarter i ejendomskomplekset Watergate i Washington DC. De seks mænd var ansat af det republikanske parti til at finde smuds om Demokraterne. Watergate var en del af en omfangsrig operation fra Nixons side, udarbejdet ikke bare for at angribe Demokraterne, men også for at holde antikrigsbevægelsen tilbage. Udfaldet af disse arrestationer tvang i sidste ende Nixon til at trække sig tilbage.

Ifølge Robert Haldeman, tidligere stabschef hos Nixon, “var der aldrig forekommet en Watergate-skandale, hvis det ikke var for Vietnamkrigen“.

Vietnamkrigen eskalerede, og i slutningen af 1960’erne befandt omkring en halv million amerikanske tropper sig i Vietnam. Under Tet-offensiven i 1968 viste den vietnamesiske befrielsesbevægelse (NLF) sin styrke ved at lancere et koordineret militærangreb, der involverede 70.000 tropper, på en lang række forskellige byer. Som modsvar slap amerikanerne en frygtindgydende bølge af ødelæggelse løs. Men Tet-offensiven markerede begyndelsen på den amerikanske militærinterventions endeligt.

Det vietnamesiske folks heroiske modstand blev kædet sammen med den voksende antikrigsbevægelse i USA selv, der som en vigtig faktor også var vokset ind i militæret. Vigtige dele af den herskende klasse i USA var begyndt at indse, at de økonomiske omkostninger ved at lade krigen fortsætte var ved at være uholdbare.

Presset voksede sig så stort, at den højreorienterede republikaner Richard Nixon blev valgt som præsident, til dels fordi han antydede, at han havde en “hemmelig plan“, der skulle afslutte krigen i Vietnam. “Den største ære, historien kan tildele, er titlen som fredsmager,“ sagde han i sin tiltrædelsestale som præsident i 1969.

For at imødekomme antikrigsstemningen hjemme og blandt militæret, annoncerede Nixon i juni 1969 tilbagetrækningen af 25.000 tropper.

På trods af dette forekom der i hele USA protestmarcher og demonstrationer mod krigen, der involverede mere end to millioner mennesker. I november marcherede mere end én million mennesker i Washington og San Francisco mod krigen. Demonstrationerne i 1969 forhindrede højst sandsynligt de amerikanske tropper i at gennemføre en total invasion af Nordvietnam.

Ødelæggelse

Nixons administration satte sig selv det mål at bringe USA’s krig i Vietnam til ophør, uden at det blev opfattet som et nederlag for USA’s imperialisme. For at gøre dette bragte Nixon den ødelæggelse, som amerikanske tropper påførte Vietnam, til nye højder og udvidede krigen til nabolandene. Nixon beskrev strategien på følgende måde til Haldeman: “Jeg kalder det galninge-teorien. Jeg vil have nordvietnameserne til at tro, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg er i stand til at gøre hvad som helst for at stoppe krigen“.

Problemet med denne strategi er, at man bliver nødt til at bevise, at man er en galning. Medarkitekten bag denne politik var Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver, Henry Kissinger. Kissinger skrev i 1969, at Tet-offensiven markerede “vendepunktet for den amerikanske indsats. Lige meget, hvor effektive aktionerne end er, vil den nuværende amerikanske strategi derfor ikke længere kunne nå sit mål indenfor en given periode eller med magtmidler, der ville være politisk acceptable for det amerikanske folk“.

Kissinger tilføjede desuden: “Jeg nægter at tro på, at en lille fjerderangs magt som Nordvietnam ikke har et bristepunkt“. Han gav følgende instrukser til sin stab: “Kom med en plan for et hensynsløst og afgørende angreb mod Nordvietnam“. En del af strategien blev kaldt “vietnamisering“, hvor de amerikanske landstyrker langsomt blev trukket tilbage og landkrigen blev overladt til sydvietnameserne, bakket op af massive amerikanske luftstyrker. Den anden del gik ud på at sprede krigen og intensivere bombningerne.

Den østlige del af Cambodja, langs den sydvietnamesiske grænse, var blevet et tilflugtssted for vietnamesiske soldater, idet de amerikanske bombardementer af vietnamesisk land gjorde livet mere og mere uudholdeligt. Nordvietnamesiske soldater blev også tvunget længere ind i Cambodja og det sydlige Laos.

Hemmelige bombardementer

Den hemmelige bombning af Cambodja fandt sted fra marts 1969 til august 1973. Nixon udviklede et omfattende system af vildledning for at skjule bombardementerne for offentligheden. I løbet af kampagnens første 14 måneder, gennemførte USA mere end 3.630 B-52 tæppebombninger og smed over 110.000 tons bomber over Cambodja. Da bombardementerne ophørte, havde USA i alt smidt 257.465 tons sprængstoffer i Cambodja. Landet begyndte en nedsynkning mod helvede, som kulminerede med tragedierne og rædslerne under Khmer Rouge-regimet.

Den første mediedækning af bombardementerne var en lille artikel i New York Times, som meget få lagde mærke til. Men det ansporede Nixon til at tage et af de første skridt på vejen til at ødelægge sig selv. Han igangsatte, hvad der blev en hemmelig efterretningstjeneste, ansvarlig alene overfor ham, for at dæmme op for lækager i regeringen. Kendt som “the plumbers“ stod de for en række ulovligheder mod præsidentens politiske modstandere.

Imens den beskidte krig startede i USA, igangsatte CIA et nyt ‘pacificerings’-program, kaldet Operation Phoenix, i Vietnam, hvis mål det var at ødelægge den vietnamesiske modstands ’infrastruktur’. Phoenix-agenter likviderede mindst 20.000 mennesker.

Mellem 1969 og 1972, hvor Nixon førte krig i fredens navn, anslås det, at 400.000 vietnamesiske soldater blev slået ihjel i kampen. Der er ingen pålidelige statistikker på civile døde og sårede, men et kvalificeret bud er 165.000 civile tab i Sydvietnam alene for hvert år af Nixons præsident-embede.

I marts 1970 organiserede USA et kup i Cambodja. Den 30. april 1970 stod Nixon frem på fjernsynsskærmen og annoncerede, at US-styrker invaderede Cambodja, selvom han fremstillede invasionen som et fremstød for “at garantere den fortsatte succes af vores tilbagetrækning og vietnamisering“ ved at udslette fjendtlige “modstandslommer“.

USA eksploderede i vrede

Den 4. maj 1970 skød og dræbte Nationalgarden fire studenter fra Kent State University i Ohio og sårede 9 andre. Landet var lammet, og studenterstrejker og protester spredte sig til mere end 1300 skoler og universiteter. Ti dage senere blev to sorte studerende dræbt og 12 såret af politiet ved Jackson State College i Mississippi. Der var betydelige demonstrationer i halvdelen af USA’s colleges, der involverede over fire millioner college-studerende og utallige high- og junior high schools’ studerende.

Der var også den første fagforeningsorganiserede antikrigsprotest nogensinde med 25.000 arbejdere i New York. Ved en demonstration i Washington smed en Vietnam-veteran sin ’Purple Heart’ medalje mod det Hvide Hus, og sagde: “Jeg håber, at jeg får en ny for at bekæmpe de svin“.

En speciel kommission udnævnt af Nixon til at tage sig af de uroligheder på campus-områderne, der fulgte med invasionen af Cambodja, udtalte, at landet var “så polariseret“, at splittelsen på grund af krigen var “den dybeste siden den Amerikanske Borgerkrig“.

Den erklærede, at “intet er vigtigere end at få en ende på krigen“ i Vietnam. Effekterne af protesterne gav ekko gennem de følgende år. En presset Nixon annoncerede på en pressekonference i maj, at USA ville være ude af Cambodja den 30. juni 1970. USA var ved at tabe en krig for øjnene af hele verden. Nixons næste initiativ var at invadere endnu et land, Laos.

Hængedynd

Mainstream-kommentatorer begyndte at bruge udtrykket ’Hængdynd‘, når de refererede til krigen, der blev beskrevet som en fejltagelse og en katastrofe. Hele sektioner af den amerikanske herskende klasse begyndte at skifte indstilling. I juni 1971 begyndte avisen the New York Times at trykke en hemmelig regeringshistorie om Vietnamkrigen. Det fik paranoiaen i Det Hvide Hus til at vokse, og de optrappede “the plumbers“ aktiviteter og igangsatte en intens operation med aflytning og beskidte tricks imod antikrigsbevægelsen.

Det Hvide Hus under Nixon var velegnet til forfølgelse af politiske modstandere. “Hvis du ikke kan lyve, kommer du ingen vegne,“ som Nixon havde udtalt det. Egil Krogh, en stabsmedarbejder i det Hvide Hus, opsummerede tankegangen under Nixon: “Enhver, der er imod os, vil vi knuse“.

Udstrækningen af modstanden mod krigen betød, at Watergate-skandalen blev en konstant krise for Nixon. Tilsløring af indbruddet, og den konstante afsløring af flere og flere beskidte tricks betød, at Nixons støtter faldt fra én for én. Den 23. januar 1973 blev traktaten, der endte den amerikanske krig i Vietnam, underskrevet i Paris. De sidste amerikanske kamp-tropper blev trukket ud i marts samme år.

Vietnam-krisen betød, at den herskende klasse fik et legitimitetsproblem. Masseprotesterne imod krigen gjorde krisen værre og skabte en kontekst, der betød, at Nixon, der stod for anklage over Watergate-sagen, gik af i august 1974.

Argumentationen imod Vietnam-krigen var begyndt ti år tidligere hos små kredse af venstrefløjs- og fredsbevægelses-aktivister. I løbet af de ti år vandt bevægelsen opbakning over hele USA, og det betød, at den herskende klasse blev fragmenteret mellem en minoritet, der ville undgå nederlag, og en majoritet, der bare ville ud af Vietnam. Watergate var et resultat af denne fragmentering – og af Nixons isolation.

Den 30. april 1975 begyndte 50-dollars sedler at flyve gennem luften i Saigon. Den amerikanske ambassade afbrændte 5 millioner dollars og utallige dokumenter, inden de faldt i hænderne på vietnameserne. Et desperat kaos fandt sted, mens US-helikoptere hentede de sidste embedsmænd fra taget af den amerikanske ambassade. Det havde varet for længe, men det vietnamesiske folk og antikrigsbevægelsens mobilisering tvang USA ind i et ydmygende nederlag – og væltede en præsident undervejs.

Oversat fra Socialist Worker nr. 2067 af Sara Andersen

Se også:
SAA 273: USA forbereder sig på at angribe Iran

Flere artikler fra nr. 273

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
USA internt 1945-1990
Krigsmodstand (int.) Vietnam

Se flere artikler af forfatter:
Simon Basketter

Siden er vist 6389 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside