Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 275 – 16. januar 2008 – side 1

Pakistan i krise efter Benazir Bhuttos død

Haroon Khalid

Mordet på Benazir Bhutto i slutningen af december har yderligere destabiliseret Pakistan. Haroon Khalid fra Internationale Socialister i Pakistan fortæller om situationen.

Hvad har Benazir Bhuttos død betydet for præsident Pervez Musharrafs muligheder for at forblive ved magten?

Mordet på Bhutto har kraftigt svækket Musharraf-regimet, som i stigende grad er tvunget til at bruge militæret til at forsvare sig.

Pakistan var allerede i dyb krise inden mordet, hvor hæren var indblandet i borgerkrige i to af landets fire provinser.

Der har længe været kampe i gang mellem militæret og forskellige etniske grupper og stammer i den nordvestlige grænseprovins (NWFP) og i Baluchistan. I mange tilfælde er militæret og staten blevet drevet ud af områder inden for disse provinser.

USA har presset Musharraf til at slå hårdt ned – særligt i NWFP, hvor den lokale pashtunske befolkning sympatiserer med de Taliban-krigere, som bekæmper Vesten i Afghanistan.

Bhuttos død har skærpet disse spændinger. Militæret er nu gået ind i en tredje provins – Sindh, som omfatter havnebyen Karachi – for at slå ned på regeringsfjendtlige oprør.

I sidste uge sagde Musharraf, at hæren vil forblive i Sindh indtil efter det planlagte valg, og at ingen protester vil blive tilladt. En regering, som er tvunget til at forbyde protester, er meget svag og har ikke megen opbakning i landet.

Musharraf udskød valget til næste måned, fordi hans personlige opinionstal er dykket, og hans politiske allierede ikke er i stand til at gennemføre en kampagne. Han stod til at tabe valget.

Men det kommende valg vil næppe dæmpe ustabiliteten i Pakistan, men snarere skærpe spændingerne. Ingen af de større partier kan løse krisen, som er skabt af nyliberalisme og “krigen mod terror“.

Nationale politiske kriser kommer oftere og oftere. Den herskende klasse ser mere og mere ustabil ud. Magthaverne i USA, som præsenterede Bhutto som landets frelser, står nu uden strategi for Pakistan.

Svækkelsen af den herskende klasse kan give store muligheder for den bevægelse, der kræver ægte demokrati.

Hvordan står demokrati-bevægelsen i Pakistan i dag?

Bevægelsen kulminerede sidste år med kampganen for at få genindsat højesteretspræsidenten, som Musharraf havde fyret. Den har fået støtte fra mange advokater, journalister, demokrati-aktivister og studenter.

De gik på gaden i stort antal og blev angrebet voldeligt af staten.

Men de store politiske partier – også Bhuttos Pakistan Peoples Party (PPP) – nægtede at tilslutte sig, men foretrak i stedet at holde dørene åbne for forhandlinger med regeringen. Det gjorde bevægelsen sårbar, så regeringen kunne slå ned på den.

Stort set alle i advokaternes bevægelse blev arresteret. Nu er de på tilbagetog, efter at undtagelsestilstanden blev ophævet i slutningen af sidste år og udskrivelsen af valg.

Ledelsen i advokaternes organisation er splittet over, om de skal fortsætte kampagnen og kræve Musharraf fjernet – eller vende tilbage til blot at være en advokat-organisation.

Derimod er studenterne en interessant ny åbning for demokrati-bevægelsen – selv om de ikke er så mange. De fleste af de studenter, der har tilsluttet sig bevægelsen, kommer fra elite-universiteterne. De har fortsat protesterne på universiteter og på gaden.

Arbejderklassen har spillet en meget lille rolle i demokrati-bevægelsen indtil nu. Selv om der har været et mindre opsving i strejker og kamp de seneste år, så har mange år med militære angreb, privatiseringer, tab af jobs og prisstigninger svækket arbejdernes selvtillid til at forsvare sig.

Mange arbejdere støttede passivt advokat-bevægelsen og håbede, at den kunne skabe et gennembrud, som også ville give plads for fagforeningerne. Der er ingen tvivl om, at hvis lederne af de store oppositionspartier havde kaldt folk på gaden, så ville folk have handlet, og regimet ville være faldet.

Hvordan opfattede almindelige mennesker Benazir Bhutto, og hvem giver de skylden for mordet på hende?

Der var knyttet enorme forventninger til Benazir Bhutto, særligt blandt arbejderne og de fattige, som håbede, at hun kunne gøre noget ved deres hårde økonomiske situation.

Folk håbede virkelig, at hun ville bringe en vis forandring, at at hun ville forsvare dem – på trods af at hendes to perioder som premierminister var præget af korruption og grådighed.

Da hun for nylig vendte tilbage til Pakistan, forsøgte Bhutto at forbinde sig med PPPs storhedstid i 1967, hvor hendes far førte kampagne for “tøj, boliger og mad til alle“.

De fleste af hendes taler handlede om behovet for anstændige jobs og forbedringen i levestandarden for flertallet. Mange hoppede på al denne snak.

Magthaverne i Pakistan og USA anser politiske ledere, som har opbakning fra masserne som enormt farlige. Og trods sin fortid havde Bhutto ret stor opbakning blandt masserne.

Da USA fornemmede, at Musharraf var ved at blive mindre og mindre anvendelig som leder, begyndte USA at inddrage Bhutto, i håbet om at hun kunne fastholde Pakistans loyalitet mod “krigen mod terror“. De lovede, at tvinge Musharraf til at dele magten med PPP.

Da det blev klart, at dette arrangement ikke kunne holde, blev Bhutto myrdet. Mange pakistanere mener nu, at det var Musharraf, ikke islamisterne, der stod bag mordet på hende.

Vestlige kommentatorer siger ofte, at Musharraf er den sidste barriere, der forhindrer “islamiske fundamentalister“ i at overtage staten. Hvad er forholdet mellem islamisterne og staten?

Regeringen dyrker bevidst dette billede, både hjemme og i udlandet. Der er nogle terroristiske angreb, og de sker ofte som svar på militære operationer i stamme-områderne – som fx luftangrebene for nylig mod en landsby, som dræbte mere end 50 mennesker.

Staten betegner som hurtigt som “selvmords-bomber“. I meget få tilfælde fremlægges der beviser for hvem som er ansvarlige for angrebet og hvad motivet var.

Der er mange områder, hvor staten er blevet so upopulær, at lokale embedsmænd ikke engang kan gennemføre helt basale funktioner som fx at åbne deres kontorer eller skoler.

I disse områder er der jævnligt angreb. Men der er på ingen måde tale om, at “ekstremister“ står foran at kunne overtage staten – det er en fuldstændig overdrivelse.

De gængse islamistiske politiske partier er alle højreorienterede, men er splittet mellem dem, som støtter Musharraf-regimet, og dem der er imod.

De, der er imod ham, er det ofte ud fra vrede mod regeringens opbakning til “krigen mod terror“.
Men de islamistiske partier har været i regering i NWFP i perioden med militære angreb, så de er også ved at blive mere upopulære.

Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2083, 14. januar 2008.

Se også:
SAA 275: Verden mod krig
SAA 275: Fighters+Lovers frikendt
SAA 275: World Against War
SAA 275: Syndigt Land

Flere artikler fra nr. 275

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Pakistan

Se flere artikler af forfatter:
Haroon Khalid

Siden er vist 2306 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside