Socialistisk Arbejderavis
Nr. 275 – 16. januar 2008 – side 6
Storbritannien
Splittelse i Respect
Alexander Lassithiotakis
Engelske venstrefløjsvælgere befinder sig nu i en Monty Python-agtig situation, hvor den alliance der skulle samle alle der ville et politisk venstrealternativ til New Labour, nu er splittet i to. I flere valgkredse må vælgerne nu vælge imellem at sætte kryds ved Respect – the Unity Coalition eller Respect Renewal. Hvorfor kan venstrefløjen aldrig enes?
Igennem de senere år har den voksende bevægelse og modstand løftet en ny venstrefløj frem. Nogle steder blev eksisterende partier fokus for radikaliseringen. Andre steder har radikaliseringen skabt helt nye alliancer og partier, hvor forskellige grupperinger er gået sammen om at skabe et anti-kapitalistisk alternativ til socialdemokratiernes nyliberalisme.
Flere steder er den voksende venstrefløj løbet ind i nye problemer, da succesen har medført et reformistisk pres, der har gjort det svært i praksis at fungere som et alternativ. Det gælder for eksempel hos Rifondazione Communista i Italien, hvor partiet af frygt for et værre alternativ, er med i en centrum-højre regering der fører nyliberal politik.
De mest succesfulde nye partier har været Die Linke i Tyskland og Respect i England (og Wales). Derfor er det tragisk at Respect nu er blevet splittet i to. Tragisk, men desværre ikke uden grund.
Respect – historien om en politisk succes
For at forstå hvad bruddet handler om er det nødvendigt at kigge på Respects udvikling. Partiet blev dannet som følge af antikrigsbevægelsens succes. Antikrigsbevægelsen var båret af en alliance mellem fagforeninger, muslimske organisationer og venstrefløjen, og den nye slagkraftige enhed gav de forskellige grupper mod på at udvikle et politisk alternativ til New Labour med udganspunkt i et minimumsprogram, der tillod plads til forskellighed, samtidig med at være klar i modstanden mod nyliberalisme, racisme og krig.
En af de mest kendte personligheder, der tilsluttede sig Respect var George Galloway, der også havde været blandt de mest markante krigsmodstandere, og var medlem af parlamentet. Nogle socialister afstod fra starten på at gå med i projektet; blandt andet var der en del der mente at George Galloway var for reformistisk og for optaget af sin egen karriere til at man kunne bygge et venstrealternativ op sammen med ham. SWP mente at hans fortid var sekundær i forhold til den historiske mulighed for at skabe et reelt massealternativ til New Labour.
I et valgsystem hvor det ellers er meget svært at komme igennem fik Respect valgt George Galloway til parlamentet, og i flere bydele et stort antal lokale repræsentanter. Projektet så i lang tid ud til at lykkes og var en inspiration for alle på den europæiske venstrefløj. Men med succesen ved valgene begyndte der at blive kamp om hvem der skulle stille op på partiets lister. Og i bakspejlet er det her kilden til splittelsen skal ses.
Problematisk succes
Efter valget i 2006 var mange af Respects valgte kandidater muslimer, og Respect blev beskyldt (hetzet!) for at være et muslimsk parti, og for at være uklare på spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder. For at imødegå hetzen, og for at opbygge partiet blandt fagforeninger og arbejdere, blev den faglige profil styrket.
Respect valgte derfor at støtte og lægge kræfter i at bygge op til en faglig konference (Defend Fighting Unions). Med 1.000 deltagere i London i december 2006 var konferencen den første bredere konference for den faglige venstrefløj, og den største i mere end 20 år.
Desuden deltog Respect i Pride London – en af Europas største demonstrationer for homoseksuelles rettigheder, som også er støttet af fagforeningerne.
Udover at Respects ledelse (med SWP i spidsen) valgte at deltage i disse begivenheder, fordi det var rigtigt at støtte dem, havde beslutningen også den strategiske betydning at bygge Respect op i bredere dele af den engelske arbejderklasse. Galloway har efterfølgende kritiseret Respects ledelse for at prioritere disse begivenheder så højt. En kritik der er sigende for de reelle politiske uenigheder der har ført til splittelsen, og som de socialister, der kritiserer SWP for at dominere Respect, ofte vælger at overse.
En anden vigtig årsag til splittelsen handler om den parlamentariske strategi. I starten hvor Respect blev opbygget, og hvor det var usikkert om partiet overhovedet kunne vinde pladser i det engelske valgsystem, var det en kamp internt at finde kandidater til de forskellige valg.
I denne fase hvor valglisterne i høj grad var kollektivt planlagte, sørgede ledelsen for at blande listerne så det udtrykte bredden i Respect med både socialister, etniske mindretal, og fagforeningsfolk.
Men i takt med Respects vælgermæssige succes begyndte flere og flere at ville stille op for Respect – inklusive folk der havde været stillet op som partiløse eller borgerlige partier. Politisk blev Respect altså udsat for et betydeligt pres fra højre.
Det blev ikke bedre af at Galloway og hans allierede skubbede forskellige forretningsfolk og etniske ledere frem, selv om disse lå meget langt fra socialistiske ideer, for at få støtte fra de mennesker de repæsenterede. En politik der traditionelt har været brugt af Labour for at få stemmer, og som er kendt i USA som ’Tommany Hall politics“ eller som “vote bloc“ eller “communal politics“ fra prokapitalistiske partier i Indien.
Problemet med strategien er at man satser på kandidater der ikke er socialister, og ofte decideret højreorienterede for at få dem til at skaffe stemmer fra bestemte miljøer i kraft af deres personlige indflydelse.
Fra uenigheder til splittelse
Derfor var det ikke så mærkeligt at der blev kamp inden for Respect mellem højre- og venstrefløj om hvilke kandidater der skulle repræsentere partiet. I flere tilfælde lykkedes det venstrefløjen at stemme venstreorienterede kandidater ind i stedet for dem der var foreslået fra Galloways fløj. Andre steder blev mere højreorienterede kandidater valgt.
SWP valgte løbende at argumentere for de kandidater de anså for værende de bedste, såvel som de kritiserede udviklingen mod et populistisk højre i deres avis Socialist Worker, samtidig med at de løbende gik på kompromis for at bevare enheden i koalitionen. Alt sammen en udvikling der er både forventelig og forståelig, men som ikke i sig selv behøves at forårsage en splittelse – forudsat at begge fløje er villige til at gå på kompromis og respektere hinandens tilstedeværelse og synspunkter.
Men desværre blev det for meget for Galloway, der mente af SWP i spidsen for venstrefløjen, forhindrede Respect i at vokse, og han angreb i august 2007 SWP for at dominere Respect, og begyndte at cirkulere en underskriftindsamling imod SWP.
Konflikten endte med at Galloway og hans fløj i oktober nægtede at anerkende den valgte ledelse, og det indkaldte årsmøde. I stedet for at kæmpe kampen politisk inden for de demokratiske rammer af Respect, valgte de at indkaldte til et alternativt møde 17 november 2007 – samme dag som det ordinære Respect havde kongres.
Galloway og de der brød ud fra Respect sammen med ham tæller en del af det tidligere Respect, og i særdeleshed en stor del af den tidligere ledelse. Men heldigvis ser det ud til at de fleste lokalafdelinger er sluppet relativt hele ud af splittelsen, og de fleste aktivister er blevet i Respect. Udfordringen for dem er nu at opbygge Respect til for alvor at blive en forankret del af den engelske arbejderklasse, så partiet kan udgøre et stærkere venstrealternativ til Labour.
Læren af denne splittelse for socialister i Europa, er at splittelsen i Respect er trist, men ikke ubegrundet. Det er fortsat både muligt og nødvendigt at skabe venstreorienterede alternativer til nyliberalisme, krig og racisme.
Hvis de skal blive reelle massepartier kræver det at de involverer andre end dem, der i forvejen er revolutionære socialister, hvilket betyder at alliancerne i høj grad må bygge på kompromisser. Men samtidig er det nødvendigt at de revolutionære tager politisk ansvar for at undgå at disse alternativer glider tilbage mod det højre, de skulle være et alternativ til.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed