Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 275 – 16. januar 2008 – side 12

Tandlægen og historien der rystede Egypten

Gehan Shabaan

Dr. Alaa Al-Aswanys første roman, Yacoubians Hus, fremprovokerede vrede hos det egyptiske regime, men har også indfanget bevidstheden blandt den egyptiske offentlighed. Gehan Shabaan spørger til forfatteren og best-sellereren omkring hans værk og den nyligt filmatiserede udgave af det.

Enhver roman, der giver en karakteristik af det egyptiske samfund som værende yderst klassedelt og dybt korrupt af diktatur, vil vel altid være et kontroversielt emne. Hvilke specielle problemer stødte du ind i, i og med at Yacoibians Hus samtidig var både kontroversiel og populær?

Jeg har skrevet mange litteraturværker før Yacoubians Hus, men blev altid nægtet at udgive. Jeg har prøvet at få udgivet 3 af mine værker siden 1998, men Den Egyptiske Autoritets forsamling for Bøger(statens forlag) gik altid imod dette. Selv om der ikke er nogen officiel censur på litteratur i Egypten, så er der altid en diskret uformel censur, som udgivere frygter.

Da jeg skrev Yacoubians Hus, gad jeg ikke engang give den til regeringen. Jeg startede ud med at tage til Libanon, men nogle venner rådede mig til at genoverveje situationen. Frygten var, at hvis bogen blev udgivet uden for Egypten, da kunne enhver polemik forhindre den fuldstændig i at komme ind i Egypten igen.

Så jeg tog direkte til forlaget Merit, der også er personlige venner. Merit blev meget interesseret i det, og på trods af enkelte bekymrede rådgivere var resten klar til at tage bogen til sig. Det var en stærk og beundringsværdig holdning for dem at tage tage. Bogen blev endelig udgivet i 2002.

Den solgte stort – på to eller tre uger var det første oplag totalt udsolgt. Det blev det højeste salg af alle arabiske romaner i den arabiske verden, og det var bogens popularitet der faktisk beskyttede den. De mennesker, som nød at læse den, er de selv samme mennesker, som sørgede for, at den ikke blev holdt ude fra markedet.

Situationen med ytringsfriheden, er meget speciel i Egypten. Vi har alle lov til at snakke, så længe vi ikke når til at få ideer udover det. Folk udefra synes ikke at kunne forstå dette. Enten opfatter de os som et ægte “demokrati“ eller også ser de på os, som en udgave af et latinamerikansk diktatur fra 1960´erne – vi er ingen af delene.

Vi har et skjult diktatur, som giver begrænsede rammer, hvor vi kan “snakke mellem hinanden“ om alt hvad vi vil. I det lys er der ikke fare for at en bog bliver fuldstændig forbudt, bekæmpet eller stoppet. Filmatisering derimod er en anden historie.

Hvorfor skiftede du forelægger i anden omgang?

Jeg fortalte mine forlæggere, at jeg ønskede en billigere “populær-udgave“ af bogen. Jeg følte at den skulle være tilgængelig for alle klasser og lag af samfundet. Forlaget mente at udbyttet var nødvendigt for driften af forlaget, og således blev vi enige om, at jeg skulle acceptere et andet tilbud fra forlaget Madbouly.

Vi er nu stadig på god fod. Selv om Madbouly sænkede prisen, så kunne jeg ikke få den helt ned til den pris, som jeg havde ønsket. Merit´s accept af overhovedet at udgive, ikke blot denne bog, men også min anden – Neeran Sadeeqa (Friendly Fires) – er noget som aldrig vil blive glemt.

Hvordan havde du det, da du første gang så den filmatiserede udgave af din roman?

Jeg kunne lide den. Jeg overværede ikke en eneste af sceneoptagelserne, og jeg læste heller ikke drejebogen. Jeg valgte blot at træde til side og så lade dem gøre deres arbejde.

For at være ærlig: De som producerede filmen må have haft større bekymringer om censuren, end jeg havde. Sådan at vise scener om tortur, udført af agenter fra regimet, er en temmelig stor milepæl i dristighed inden for egyptisk filmkunst. Også teknisk og kunstnerisk syntes jeg, den var godt lavet.

Alligevel var der dog en række ændringer, som jeg ideologisk ville være uenig i, men så igen, måske det var et forsøg på undgå censuren. Eller også er det blot et udtryk for, at produceren havde en lidt anderledes mening og holdning til tingene.

Et eksempel er scenen hvor den unge militante islamist, skyder embedsmanden fra efterretningstjenesten, som havde tortureret ham i fængslet. I filmen, hvor den unge blev skudt for drabet på embedsmanden, flød begges blod og blev blandet sammen med hinandens. Betydningen her er at de begge to er ofre. Jeg ville have været uenig i dette. Jeg tror ikke på at en torturbøddel nogensinde kan blive et offer. Faktisk kender jeg en række mennesker der nægtede stilling hos politiet eller efterretningstjenesten, særligt for ikke at komme i situationer hvor de ville være vidne til eller deltage i sådanne grusomheder. Derfor er jeg uenig med producerne i forhold til denne scene. Men igen kan det være et udtryk for et forsøg på at undgå censuren, eller simpelthen et andet syn på sagen.

En anden scene er mordet på den homoseksuelle. I min bog bliver han dræbt af hans første partner, og ikke af en ny tilfældig partner, hvis intentioner var at bestjæle ham.

Men havde det ikke været for de store navne af manuskriptforfattere, producer og skuespillerne i filmen, så havde den sikkert ikke set dagen lys overhovedet. Regeringen derimod var ret utilfreds med resultatet.  

Du kan spore regeringens reaktioner igennem talrige regeringsvenlige blade og aviser. I nogle tilfælde var reaktionen faktisk positiv, da filmen først blev udgivet, for så pludselig at gå skånselsløst imod den. Jeg tror ikke, at regeringen forventede, at folk var så positive over for filmen som de nu altså var. Filmen fik fænomenale indtægter, og havde den kørende i forlænget periode i biograferne. Da den havde premiere i en tid hvor de fleste film var meget kommercielle og banale, så 70 pct. filmen mere end en gang.

Regeringens reaktion kan spores igennem Rose al-Yousef ( statsejet ugemagasin) som var meget utilfreds med forfilmen. Som ledende oppositionsforfatter Abdel Halim Kandil udtrykte det: “Bogen var et ekstraordinært fænomen i arabisk litteratur, – filmen blev Egyptens mest magtfulde oppostionsparti.“

Side efter side i regeringsvenlige blade og aviser blev skrevet imod mig. Selv om hovedtemaet, der vendte regeringen imod mig, var korruption, så iklædte de deres modstand som værende imod temaet om homoseksualitet. Påstandene var, at vi er et konservativt samfund, et muslimsk samfund, og at det at skildre sådanne ideer var i modsætning til den moral og de værdier, som vores samfund bygger på.

Det var først da jeg personligt blev angrebet på grund af bogen, at folk blev klar over min identitet. “Er det ikke ham fyren der gik på en fransk skole, og fortsatte sin uddannelse i staterne? Hvad ved han om Egypten,“ ville de højtravende sige. Medlemmer fra det herskende NationalDemokratiske Parti ville faktisk stoppe filmen under påskud af den moralske skade, som skildringen af homoseksualitet som sådan kunne medføre, samt påstande om at jeg ødelagde landets ry.

Hvad jeg finder mest interessant er, at de selv samme blade der roste filmen i første omgang, skrev skamløst imod den, efter at parlamentsmedlemmerne vendte sig imod den. Der var noget af et skift i deres holdninger. Alt dette kom i øvrigt som en reaktion på filmen. Bogen selv fik ikke så meget negativ kritik.

Bogen berører følsomt ved bevæggrundene bag militante islamister. Hvad overvejede du da du skabte disse karakterer?

Jeg tænker eller beskæftiger mig aldrig med mine tekster eller karakterer på et teoretisk plan. En roman er noget meget levende noget. Det skal ikke indskrænkes eller begrænses eller indsnævres af teoretiske rammer, men trække rigtigt meget på vores egne erfaringer, fornemmelser og følelser.

Jeg tilhører en generation, der oplevede den socialistiske venstrefløjs forsvinden på universiteterne og opvæksten og ekspansionen af Islam i dens sted. På mit andet år på universitetet var jeg vidne til sammenstødene mellem begge politiske grupper.

Jeg skrev i månedsvis for blade, som både venstrefløjen og islamisterne læste, indtil sidstnævntes ideer med tiden blev mere populære og jeg ikke længere kunne finde plads til mig selv inden for disse institutioner.

En anden ting jeg som jeg også lærte på det tidspunkt er, at folk ikke er fødte ekstremister eller terrorister – de bliver presset til at blive det. En anden vigtig lektion jeg lærte igennem mine politiske oplevelser på universitetet, men mere vigtigt som læge, er, at du ikke kan behandle symptomer – du kan kun behandle en sygdom. Du kan ikke behandle en feber uden at forstå om feberen er et resultat af hjerneskade eller almindelig kulde. Du må først komme til en diagnose og behandle den egentlige årsag der ligger bag.

Det samme gælder for politik – og særligt politik i den arabiske verden – medmindre tyranni bliver konfronteret og gjort op med, så vil fattigdom, korruption, uretfærdighed samt ekstremisme altid sejre. Folk skal føle sig sikre i et samfund, hvor deres rettigheder er beskyttet og retfærdighed hersker, ellers vil de altid søge tilflugt til sådanne midler for at beskytte sig selv.

Egyptisk drama derimod er blevet begrænset til at reflektere og skildre disse “symptomer“ som problemer, vi har i vores samfund. Terrorister er blevet skildret som psykopater, der vil skade andre, løsrevet fra enhver social kontekst, analyse eller årsager bag en sådan adfærd. Dette var særligt fremherskende i 90´erne, i en tid hvor regeringen udøvede en aggressiv jagt på islamismen og terrorisme var meget udbredt. Dette er der politiske grunde til, for medmindre der blev sat lighedstegn mellem terrorisme og psykopatisk adfærd, eller fattigdom, så ville det betyde, at det var deres ansvar, hvilket jo selvfølgelig var uhørt.

Det sympatiske portræt af homoseksuelle i bogen fremprovokerede en storm af kritik fra nogle kanter. Hvordan forholder du dig til dette?

Igen så var det egentlig ikke bogen der gav anledning til denne polemik. Det var filmen. Læsere af romaner er et specielt elitært publikum. De er generelt ikke en massegruppe som biografgængere er. Derfor, så længe at denne type af læsere forbliver inde i deres lille elitære trekant, så må de gerne tale og skrive om alt hvad der behager dem; regeringen føler ikke, at den har mandat over dem.

Bogen lærte os faktisk dette – så længe vi skriver om kontroversielle emner, vil regeringen ikke henvende sig til os. Den beviste også, at god provokativ litteratur kan rykke ud over papiret og påvirke et bredere publikum. Temaet om homoseksualitet er dog et populært tema i arabisk litteratur. Al-Jahiz, en irakisk forfatter og klassiker i den arabiske litteratur i det ottende århundrede, beskæftigede sig dybt med homoseksualitet i sin tekster.

I litteraturen grundlægger vi ikke traditioner. Det var ikke mig der startede med at kigge forstående på homoseksualitet, og jeg greb det heller ikke an på en måde, der var udenlandsk eller ny for arabisk litteratur. Når man tænker over det, var temaet heller ikke nyt for egyptisk film. Det var skildret før af instruktører som Youssef Chahine og Inas El Degheidy og har aldrig skabt så megen postyr, som det gjorde denne gang.

Trods alt snakker vi om et regime som synes at have fejlet med alt, undtagen at vildlede den bredde befolkning gennem falsk propaganda, som de kalder medierne, og undertrykkelse som de kalder sikkerhed. Dette er de hovedfelter, som deres erfaring synes at samle sig om. Derfor, når filmen kaster lys på tortur og korruption – realiteter vi i dag lever under– har regimet forsøgt at bortlede opmærksomheden på homoseksualitet som et amoralsk tema.

Litteratur er kunst, er humanisme. Det handler om at forstå folk og udtrykke realiteter, og på ingen måde at komme med moralske bedømmelser. Så når jeg fremstiller homoseksualitet med et forstående og menneskeligt syn, viser jeg hvordan en bestemt gruppe af mennesker lider på grund af et intolerant samfund.

I nogle dele af litteraturverdenen bliver politisk engagerede forfattere miskrediterede. Hvad er dit syn på det spørgsmål?

Jeg ser dette som en flugt fra ens ansvar som medborger. Kunst handler netop om loyalitet og tilhørsforhold – kunst forandrer menneskeheden som den er en del af. Den forsvarer minoriteter og taler på vegne af de stemmer, der er gjort tavse.

Du er medborger, før du er forfatter, og din loyalitet og ansvar skal være til din nation og dit folk. I de sidste 15 år har jeg skrevet på frivillig basis for næsten alle oppositionelle blade i Egypten. Hvis ikke jeg var romanforfatter, så ville jeg stadig skrive for disse blade.

Min rolle eller pligt som medborger i dette land er at gøre alt hvad jeg kan, alt det hvad der er i min magt for bidrage til en forandring til det bedre, for at gøre regimet ansvarligt om muligt. Bare fordi jeg er forfatter, er jeg ikke fri for dette ansvar. Modsat har jeg nogle ekstra privilegier og skal dermed også bruge dem. Jeg kan ikke kun tænke på mig selv, men skal også tænke på andre, og hvordan jeg kan bruge disse privilegier til at bidrage til verden omkring mig.

Du kan ikke sige, at bare fordi man er forfatter eller skribent, at så skal man holde sig fra politisk engagement eller fra at have politiske standpunkter. Jeg mener, at de der prøver at distancere sig selv fra politik faktisk gør det på grund af frygt, og ikke fordi de har opnået en særlig ophøjet position, som de har fået som forfattere eller kunstnere.

Enhver kan være aktivist, men en forfatter eller kunstner har en mere raffineret opgave. Jeg siger ikke at sangere skal synge om deres politiske ideer. Tværtimod handler kunst om at forårsage en mere dyb og menneskelig forandring end politik. Som kunstner, medborger, et menneske hører du til dette land – du er af dette folk.

Enten er du imod uretfærdighed, eller, hvis du vælger at være passiv, går ind for det. Der er ikke nogen neutral position. Jeg kender en række kunstnere, nogen store navne, der føler sig godt tilpas med at komme med stærke kritikpunkter af regimet. Men lige så snart de kommer på fjernsynet eller optræder i det offentlige rum, frasiger de sig disse holdninger.

Litteratur handler ikke om kemi og ligninger – det handler om eksistens og føling. Hvis jeg føler stærkt og lidenskabeligt, hvis jeg er følsom overfor verden omkring mig, så vil det vise sig i min kunst. Jeg føler mig befriet. Når vi ikke holder fast ved disse standpunkter og kæmper for dem, bliver vi ødelagte. Vi vil være korrupte og besmittede. Denne besmittelse korrumperer på et personligt plan, men den korrumperer også vores kunst i det hele taget.

Interviewet er oversat fra Socialist Review af Danny Morck
www.socialistreview.org.uk

Se også:
SAA 275: Boganmeldelse: Yacoubians Hus

Flere artikler fra nr. 275

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Egypten

Se flere artikler af forfatter:
Gehan Shabaan

Siden er vist 4057 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside