Socialistisk Arbejderavis
Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 1
Overenskomst
67% støtter storkonflikt
Hvis der skal rettes op på de seneste års omfordeling til de rige, skal resultatet for de statsansattes overenskomst forkastes. I stedet skal alle offentligt ansatte ud i fælles konflikt.
Da Socialistisk Arbejderavis gik i trykken, var der netop indgået overenskomstforlig for de statsansatte, og forhandlingerne for kommunalt ansatte var brudt sammen.
Det statslige forlig blev af lærernes formand (og chef-forhandler), Anders Bondo Christensen, kaldt “det bedste overenskomstresultat siden 1987“. Forliget indeholder lønstigninger på 12,8 pct. fordelt på tre år.
Nu lyder 12,8 pct. af mange penge, men chefanalytiker i Danske Bank, Steen Bocian, kunne heller ikke skjule sin begejstring: “Forliget må dæmpe forhåbningerne om endnu større lønstigninger hos andre løngrupper.“
Flere hænder – Mere i løn
“Andre løngrupper“ er fx sygeplejersker og kommunalt ansatte, fx SOSU-assistenter, pædagoger, medhjælpere og lærere. De har i lang tid krævet markante lønstigninger.
Og de har opbakning i befolkningen: 67 pct. bakker de offentlig ansatte op, hvis de går i konflikt for at få mere i løn, viser en Gallup-undersøgelse. Det er der god grund til:
- Priserne på basale fødevarer er steget voldsomt den seneste tid (se box).
- Fogh-regeringen har gennemført en kraftig omfordeling fra de fattige (de fleste af os) til de rige. Dels gennem privatiseringer og brugerbetaling, men især gennem skatterne. Regeringens skattelettelser på 36 mia. kr. får de rigeste 10 pct. 15 gange så meget ud af som de fattigste 10 pct.
- Offentligt ansatte er presset af et stadigt mere opslidende tempo. Derfor er det også et skridt i den helt forkerte retning, når finansminister Lars Løkke Rasmussen har fået indført “omvendt deltid“ – dvs. længere arbejdstid end 37 timer om ugen.
Priserne stiger
På kun 7 måneder (juni 2007 til jan. 2008) er priserne på basale fødevarer steget voldsomt:
Hvedemel: 74 pct.
Smør: 55 pct.
Havregryn: 28 pct.
Letmælk: 25 pct.
(Politikens pristjek, 18. januar)
Stem nej – forbered storstrejke
Overenskomsterne er med til at bestemme, om Danmark skal gå i en mere solidarisk retning, eller om det kun er de rige, der skal forgyldes. Derfor opfordrer vi alle offentligt ansatte til at sætte Anders Bondo på plads, stemme Nej til overenskomsterne og forberede en storkonflikt.
Og vi opfordrer alle andre – privat ansatte, pensionister, studerende – til at bakke dem op i en effektiv storkonflikt.
Når Anders Bondo snakker om “det bedste overenskomstresultat siden 1987“, så siger det mest noget om, hvor dårlige overenskomsterne har været siden.
Desuden må vi minde om, at det gode resultat i 1987 skyldtes de store strejker i 1985 (påskestrejkerne). Aktiv kamp giver resultater.
Følg med i udviklingen på www.socialister.dk
Se også:
SAA 276: OK-08 – en politisk kamp
SAA 276: “Det vigtigste er at få forberedt konflikten godt“
SAA 276: Den offentlige sektor udhules
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe