Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 1
Flere hænder – mere i løn. Men det kræver
Strejker og en aktiv venstrefløj
Verden over forsøger magthaverne at få arbejdere, studerende, pensionister til at betale for at forbedre “konkurrence-evnen“.
Vi skal arbejde længere, tempoet skal op – både på arbejdspladser og i skoler. Vi skal konkurrere indbyrdes om “det gode arbejde“ – eller bare for at få en ordentlig uddannelse.
Mens vi er børn eller når vi bliver ældre stoppes vi ind på institutioner til opbevaring. Bliver vi syge kommer vi til reparation – hvis det ellers kan betale sig.
Modstand
Men verden over er der også modstand. Folk vil ikke acceptere, at formålet med livet bare skal være at tjene markedet, konkurrenceevnen og de riges profitter.
Folk organiserer protester, strejker, demonstrationer. Nogle gange er de små, andre gange kæmpestore. I Danmark var velfærds-demonstrationerne i 2006 og 2007 de største i 20 år. SoSu-strejkerne var langt mindre, men inspirerede 100.000er.
De offentligt ansattes overenskomst er et afgørende “slag“ i kampen mellem magthaverne og alle os andre. Hvis vi organiserer en fælles kamp, kan vi tvinge Fogh og hans venner på retræte. Ligesom Schlüter-regeringen blev det ved påskestrejkerne i 1985.
Ideologi
Men magthaverne har et stærkt våben: Vore egne tanker.
Så længe de kan få os til at tro, at vi har nok i os selv og ikke er en del af et fællesskab – at vi skal konkurrere med hinanden i stedet for at samarbejde – så længe kan de hindre os i at organisere modstand.
Det er derfor de individualiserer uddannelserne. Det er derfor de fremmer fjende-billeder og racisme. Det er derfor de snakker om disciplin og underkastelse og slår ned på dem, der er “anderledes“.
Deres ideologi hedder nyliberalisme og konservatisme.
Venstrefløj
Hvis vores modstand skal vinde, skal vi organisere os “fagligt“ – på arbejdspladser og uddannelsessteder.
Men vi er også nødt til at organisere os til at gå imod deres ideologi – de tanker i vore egne hoveder, som forhindrer os i at organisere modstand.
Derfor er der behov for en stærk socialistisk venstrefløj. En venstrefløj, som er aktiv og går i spidsen med at organisere modstand. Men også en venstrefløj, som kan levere modargumenter mod krig, racisme og islamhetz, mod løntilbageholdenhed og konkurrence-samfundet.
Modstanden og utilfredsheden er der. Det er op til venstrefløjen at vokse med opgaven. Vi har en verden at vinde.
Se også:
SAA 277: Den militante kant: Historien om et (muligt) forudsigeligt mord
SAA 277: Enhedslisten i offensiven – Aktivistisk og politisk
SAA 277: Påskestrejkerne 1985: Da Danmark blev lukket
SAA 277: SF ved en skillevej
SAA 277: Hvor vil du hen, Villy?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe