Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 3
Den militante kant
Historien om et (muligt) forudsigeligt mord
Jan Hoby
Hvis overenskomstforhandlingerne for tre år siden var endt med 12,8% til de offentligt ansatte, havde der været grund til jubel.
Men tre år er længe siden. Der er heller ikke tale om guld på gaden, for af de12,8% udgør kun de 7,53% reallønssikringen, og da inflationen moderat sat er 7,30 over de næste tre år, ja så er der 0,23% tilbage.
Resten af de ”markante lønstigninger” til offentligt ansatte skal hentes ved de enkle fagforbunds egne forhandlinger, og det kan maximalt blive 4,5%. Det er derfor, at et flertal af KTO’s organisationer har sagt nej til forliget. For medlemmerne har presset dem til det.
Myte punkteret
Dagsordenen er en helt anden. Sosu-strejkerne i maj 2007 punkterede myten, om at vi alle tilhører middelklassen og lever i sus og dus med vores samtalekøkken og 4-hjulstrækker.
Kun 6% af FOA’s medlemmer betaler topskat, 12% mellemskat og resten betaler kun bundskat. Et billede på, at klassesamfundet lever og har det skidt. De rige og erhvervslivet stortrives, for deres regering fører nemlig politisk, ideologisk og økonomisk klassekamp til gavn for dem.
Flertallet af befolkningen vil hellere have offentlig velfærd end privat rigdom, og derfor støtter de de offentlige ansattes kamp for markante lønninger.
Flertallet af offentligt ansatte ved, at en storkonflikt vil ryste regeringen, og selv den mindste udvidelse af rammen vil være en sejr. En sejr som kan bruges i den politiske kamp mod Fogh’s minimalstatsprojekt ude i kommunerne.
Sammenhold på gulvet – ikke i toppen
Solidaritet og sammenhold trives på gulvet, men er fraværende i KTO-toppen. Ønsket om fuld konfrontation med arbejdsgiverne har aldrig haft større tilslutning blandt offentligt ansatte. Men fagtoppen har hverken brugt fællesskabets styrke ved forhandlingsbordet eller i kampen for at sprænge rammen. Logikken er: hvert fagforbund sin kamp.
I den mest gunstige klassekampssituation siden 1985 accepterer fagtoppen de facto krummerne fra Lars Løkkes bord. Chancen for en kort bureaukratisk ”massestrejke”, hvor medlemmerne får luft for deres vrede og fagtoppen får fred, tegner sig alt for tydeligt.
OK-2008 bekræfter desværre en gammel sandhed: at hovedmodsætningen i fagbevægelsen er mellem top og bund, ikke mellem venstre- og højrefløjen i fagbureaukratiet.
Gnist
Men kampviljen og den begyndende organisering fra neden kan være den gnist, som udløser fællesskabets kollektive styrke. For selvom kun et mindretal er udtaget til strejke, så er alle FOA, BUPL og Sundhedskartellets medlemmer i konflikt.
En situation som vil skabe netværk på tværs af faggrænser og forbund, og initiativer der vil presse fagtoppen i både ja og nej gruppen til KTO-forliget, men ikke mindst regeringen.
Uanset, hvor OK-2008 ender, så er ånden sluppet ud af flasken. En ny generation af lavtlønnede kvinder (og mænd) er i gang med at drage erfaringen: at uden kamp og organisering fra neden kommer der ingen reelle forbedringer. Der er grund til optimisme, for arbejderklassens kernetropper vejer morgenluft.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed