Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 13

Boganmeldelse

“Nyliberalismen, velfærden og kvalitetsreformen“

Jesper Juul Mikkelsen

En gang imellem kan man godt blive i tvivl om, hvor galt det egentligt står til med velfærden i Danmark. I medierne påstås det fra tid til anden, at Anders Fogh er blevet “beskytter af velfærden. Dette falske billede er et af resultaterne af det smarte redskab, Fogh regeringen meget dygtigt har benyttet sig af, nemlig den systematiske brug af spin og nysprog.

Henrik Herlev Lunds bog, “Nyliberalismen, velfærden og kvalitetsreformen“, kommer om bag alle plus-ordene og hjælper os med at få et overblik over, hvordan vi skal forstå regeringens reformer ud fra en forståelse af, hvad nyliberalismen er.

Og det er nødvendigt at komme om bag indpakningen for at forstå, hvad de virkelig har gang i. For det lyder altså så godt: Kvalitetsreformen er ifølge regeringen skabt for at: “sikre bedre velfærd til borgerne og bedre vilkår og større arbejdsglæde for de offentlige ansatte“, eller hvad med Kvalitetsfonden på 50 milliarder. Det lyder jo som en kæmpe forbedring. Eller Kvalitetspuljen på 10 milliarder. Og for ikke at tale om Frit valg, som lyder som en grundlæggende menneskeret, og når Indenrigsministeriet oven i købet skifter navn til Velfærdsministeriet, må det jo have noget på sig. Ordene kan da ikke være fuldstændig forkrøblede og manipulerede, når de kommer ud af regeringens mund?

Men, når økonom Henrik Herlev Lund gennemgår tiltagene på velfærdsområdet med fokus på kvalitetsreformen, bliver vi præsenteret for den virkelighed, som gemmer sig bag de mange designerord. Med et økonomisk udgangspunkt giver han os en grundig gennemgang af konsekvenserne af regeringens politik. Grafer og kurver viser den økonomiske udvikling i velfærden under Fogh, og sort på hvidt dokumenteres det, at regeringen står for udsultning og ødelæggelse af den offentlige sektor, både økonomisk og indholdsmæssigt.

Forfatteren præsenterer os for begreberne nyliberalisme og new public management og er en fin introduktion til disse (desværre) grundlæggende begreber, når man taler moderne dansk politik.

Bogen viser, hvor lidt kvalitetsreformen handler om kvalitet og forbedringer, men i langt højere grad om øget kontrol og styring. På den måde bliver en af de skjulte sider ved nyliberalismen tematiseret, nemlig mistilliden til arbejderen og udgrænsningen af fagligheden, som er et af kerneelementerne ved kvalitetsreformen, en reform som dele af fagbevægelsen har sat sin underskrift på!

Bogen viser, at regeringen står for undergravning af velfærden, og det bliver tydeligt, at det er en dygtig modstander, vi er oppe imod. Det tydeliggøres, at de forandringer, vi oplever på vores skole, arbejde eller daginstitution, ikke er isolerede hændelser, men en del af en overordnet plan, og det er her, bogen er rigtigt god.

Desuden kan bogen bruges, når du diskuterer med dine kollegaer, klassekammerater eller faglige kammerater. Dels kan man gennemhulle designersproget, og når man bliver enige om, at den helt konkrete ødelæggelse og nedskæring, man oplever i sin hverdag, er fucked up, så kan bogen supplere ved at vise, at det er en generel tendens. Til sidst viser Henrik, at der er råd til velfærd, og at det er muligt at genskabe det som regeringen har ødelagt.

Se også:
SAA 277: Den militante kant: Historien om et (muligt) forudsigeligt mord

Flere artikler fra nr. 277

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Nyliberalisme

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2770 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside