Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 2
Det mener vi
Er “rød blok“ alternativet til Fogh?
Alexander Lassithiotakis
Socialdemokraterne lancerer nye teser, og SF vokser frem. Det er tydeligt, at rød blok rykker mod midten, og at de gør det samlet. Spørgsmålet er, om de kan blive det alternativ, der kan vælte Fogh af pinden?
Teser om fornyelse
Socialdemokraterne har hele tre gange måttet erkende, at de ikke kunne vinde over Fogh. Og efter sidste valg har de oplevet den dårligste tilslutning i omkring hundrede år. Det har gjort, at partiledelsen har måttet acceptere en fornyet og åben debat om partiets politik. Senest har partiet lanceret flere udspil, hvor de præsenterede deres (nye!?) holdninger.
Først kom Mette Frederiksens 10 teser, og bagefter fulgte Helle Thornings “Prioriteringer“. I ord får vi gentaget løfter om velfærd og solidaritet, der lyder, som kom de fra en god, ’gammeldaws’ socialdemokrat. Men konkrete løfter er der ikke.
Udspillene markerer, at Socialdemokraterne ikke vil anfægte nyliberalismens råderum. Således snakker Mette Frederiksen om “pligter før rettigheder“ og “individuel frihed før alt andet“. Og Helle Thorning bekræfter billedet. Her er hovedbudskabet, at Socialdemokraterne er rede til at tage “klare og ofte svære, men ærlige, valg“, der skal ændre kursen i dansk politik. Vi får gentaget sloganet om “Velfærd eller skattelettelser“, men ellers er resten tom politikersnak, som ingen rigtigt kan være uenig i eller få hold på.
Der bliver givet en masse tilsagn om nødvendige valg og en retorik om velfærd, uden at der er tale om ret meget konkret, man kan hænge partiet op på. Snarere er der i høj grad tale om en legitimering af, at en kommende socialdemokratisk regering kan “prioritere“ noget af den velfærd, vi har i dag, væk. Fornyelsen er først og fremmest et retorisk forsøg på at erklære, at Socialdemokraterne har en ny og mere solidarisk politik. I praksis bryder den dog ikke med den nyliberale politiks økonomiske præmisser.
SF – Solidaritetens Forsvar?
Mange har set frem til SF og deres fremgang, som en vej til en mere venstreorienteret opposition i dansk politik. Partiet førte en glimrende valgkamp, hvor de stod for en solidarisk politik. Det var derfor ikke ufortjent, at de gik frem.
Desværre har Søvndal siden gjort det klart, at han ikke vil lægge parti til et opgør med den nyliberale politik. Først kom der nye toner i udlændingedebatten – indvandrernes kultur var “udemokratisk“, og radikale muslimer kunne skride “ad helvede til“. Egentlig var der ikke noget nyt under solen. Det eneste nye var, at det var SF, der begyndte at bruge en retorik, som ellers kun højrefløjen havde brugt.
Og siden har partiet meldt ud, at de vil sænke topskatten. Dermed står det klart, at en kommende regering med SF ikke vil kunne levere øget velfærd og offentlig service. Søvndals bestræbelser går, udover at fiske borgerlige stemmer, ud på at signalere, at SF vil være et realistisk alternativ sammen med Socialdemokraterne.
Et alternativ, der bygger på kompromis med nyliberalismen og ikke på at kæmpe for et mere solidarisk samfund. Han signalerer også åbent, at det er SF, der skal bøje sig for Socialdemokraternes politik, og ikke omvendt. Således udtalte han, da SF overhalede Socialdemokratiet i meningsmålingerne, at han ikke ville konkurrere med Helle Thorning om statsministerposten.
Reformismens krise
Både Socialdemokraterne og SF burde kunne gøre det bedre, hvis de vil være et reelt alternativ til Fogh. De burde starte med at stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor Fogh har vundet regeringsmagten tre gange, og hvorfor Socialdemokraterne har en så dårlig opbakning i befolkningen.
På alle de store spørgsmål ligger et stort flertal af befolkningen klart til venstre for Fogh og regeringen. Det gælder i forhold til skat, velfærd, løn til de offentligt ansatte, krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, og klimapolitikken. Når Fogh sidder på magten, er det på trods af befolkningens holdninger – et resultat, som bunder i, at oppositionen ikke har stået for et troværdigt alternativ til den førte politik.
Problemet for Socialdemokraterne og SF er, at de ikke vil bryde med den nyliberale politik. De ønsker ikke at udfordre de økonomiske rammer i samfundet, men vil i stedet have så meget velfærd som muligt, uden at det går ud over konkurrenceevnen. Og i en tid, hvor det internationale marked er i krise, er der ikke megen plads til forbedringer.
Derfor ser vi reformistiske partier, der er ude af stand til at gennemføre reformer. Således har Socialdemokraterne op gennem halvfemserne gennemført nyliberal politik, og vi har vænnet os til, at reformer, som engang betød ændringer til det bedre, nu er blevet synonym for forringelser og nedskæringer. Dét er den grundlæggende krise for reformismen og grunden til, at hverken SF eller Socialdemokraterne kan diske op med en troværdig alternativ politik.
Som socialister må vi stadig håbe, at Fogh bliver skiftet ud med Thorning og Søvndal til næste valg. For de vil alt andet lige være lettere at presse end Fogh. Men skal vi turde tro på reelle forandringer, kræver det, at vi opbygger en stærkere venstrefløj og en stærkere bevægelse fra neden. Kun gennem pres fra strejker og demonstrationer kan vi tvinge en reel solidarisk politik igennem. Det eneste realistiske alternativ for socialister ligger til venstre for Søvndal og Thorning og må bygge på arbejdere og studerendes egen kamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed