Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 11
Marx og religion
Anindya Bhattacharyya
Mange af de angreb, som muslimer oplever i dag, er de samme som jøderne blev udsat for på Marx tid. Liberale tænkere hånede religion, og så religion som det afgørende problem i kampen for frihed. Marx mente, at det at se på religion på en så snæver måde, skjulte for det større billede af samfundet og derved også de grundlæggende problemer vi i dag har.
Hvad er det mest velkendte Marx-citat om religion? De fleste ved at Marx beskrev religion som “opium for folket“. Men langt færre kender hele citatet: “religiøs lidelse er, på en og samme tid, udtrykket for reel lidelse og en protest mod reel lidelse. Religion er det undertrykte menneskes dybe suk, hjertet i en hjerteløs verden, sjælen under leveforhold uden sjæl. Det er opium for folket.“
En omhyggelig undersøgelse af Marx’ skrifter omkring emnet viser, at samtidigt med at han kritiserede religion, var han skarp i sin kritik af de liberale, som stillede kritikken af religion foran alle andre politiske anliggender. Som meget af Marx’ arbejde, er det nødvendigt at forstå den klassekamp, han tog del i hele sit liv, for at forstå hans analyser af religion. Marx blev født i Prøjsen, nu en del af Tyskland, i 1818. Og en afgørende politisk kamp i Marx’ tidlige karriere havde sit afsæt i religion. Jøder blev i Prøjsen udsat for systematisk diskrimination gennem love, der påbød hvordan de kunne leve og hvilke arbejdsfag de måtte have. I 1840’erne var der en heftig debat om jødernes emancipation med paralleller til nogle af de argumenter, som der i dag føres omkring islam og muslimer.
På den tid var Marx i gang med at skabe sig et navn som en radikal journalist omkring liberale udgivelser. Meget af hans tid debatterede han med en kreds af liberale tænkere og forfattere kendt som “ung-hegelianerne“. Bruno Bauer var en af kredsens prominente, og havde været vejleder for Marx under hans studier på universitetet. Bauer begyndte sin akademiske karriere på højrefløjen, men han svingede politisk mod venstre og hans kritik af kristendom øgedes. I 1842 blev han fyret fra universitetet i Berlin pga. sine radikale holdninger.
Det var med god grund, at Bauer og de andre ung-hegelianere kritiserede kristendom og religion i almindelighed. Prøjsen var stadig et absolut monarki med restriktive love som daterede sig tilbage til feudaltiden og var støttet op af kirkens kvælende ideologi.
Jødisk emancipation
De liberale i Prøjsen higede efter den slags reformer som de franske revolution i 1789 i begyndelsen havde frembragt. De var dog mindre begejstrede for at kæmpe for en sådan revolution og de problemer den kunne give. Som en konsekvens fokuserede deres krav sig på at lirke reformer ud af Prøjsens parlament – især emnerne omkring valg og separationen af kirke og stat.
Selve det jødiske krav om emancipation var en del af den bredere politiske kamp. Marx, hvis jødiske far havde konverteret til kristendom for at undgå undertrykkelse, støttede op om kampagnen mod diskrimination af jøder.
Liberale ateister
Men det var ikke alle liberale som gjorde dette. I skærende kontrast til Marx, argurmterede Bauer imod jødisk emancipation og benyttede venstrefløjs retorik til dette. Mange af Bauers argumenter minder om de argumenter vi kender i dag, som underspiller, ignorerer eller stilsigende accepterer islamofobien.
Bauer argumenterede for at religion i sig selv var hovedfjenden og derfor et ville forsvar af jøderne også betyde at underlægge sig religionen og at forsvare for en religiøs minoritet. Jøder skulle forkaste religion, insisterede han, og først da gøre sig fortjent til støtte fra de liberale ateister.
“Så længe han er jøde, vil den restriktive natur der gør ham til jøde uundgåeligt triumfere over den menneskelige natur, som linker ham som menneske til andre mennesker, og som vil separere ham fra ikke-jøder“, skrev Bauer. Overfladisk set siger dette argument at alle religioner er “lige slemme“, men kort efter blev artiklen bakket op af en ny, som gjorde det klart hvad der var på spil. I den ny artikel, der angreb den jødiske emancipation, argumenterede Bauer at mens alle religioner er lige slemme, så er nogle mere lige end andre.
Parallel til i dag
Helt specifikt argumenterede Bauer nu for at kristendom faktisk var jødedommen overlegen: “D en kristne skal kun opgive en ting, nemlig sin religion, for at opgive al religion. Jøden, på den anden side, skal ikke alene bryde med sin natur, men også med udviklingen mod at perfektionere religionen, en udvikling der endnu er fremmed for ham“.
Her er parallellerne til vor tids diskussion omkring islam slående. Sekulære liberale fortæller at de er imod alle religioner og ikke islam som sådan. Men den specifikke religion de beskæftiger sig mest med, den som de holder ansvar for sociale onder fra som terrorisme til homofobi, peger altid tilbage til islam.
Marx, som allerede var i gang med at revidere sit forhold til ung-hegelianerne, svarede Bauer i en polemisk artikel kaldet “På jødespørgsmålet“, udgivet i 1844. I stedet for at fokusere på “jødisk tilbageståenhed“ eller argumentere for “tolerance“, angreb Marx Bauers forfejlede liberale politik. For det første påpegede Marx, at den restriktive “politiske emancipation“ som Bauer talte for, i sær den sekulære stat, på ingen måde var nok. Faktisk ville denne stat ikke fjerne religion, som ellers Bauers mål. Marx påpegede at USA’s forfatning var klart sekulær, og alligevel var USA uden sammenligning det mest religiøse land–, med utallige sekter og kulter.
Social kamp
Mere fundamentalt, så mente Marx at religiøs tro primært var en effekt og ikke årsag, af den mere generelle undertrykkelse. At fokusere på det religiøse spørgsmål bidrog til at skjule dette større billede og fjerne fokus fra den reelle sociale kamp og mod en mere steril og teologisk debat.
Marx pegede også på, at liberale på en rigid måde skelnede mellem det offentlige “politiske liv“ og det private “civil samfund“. Politiske reformer skulle være underlagt det offentlige rum alene, mente de, og derved lade spørgsmålet om den økonomiske indretning, så som privat ejendomsret og lønarbejde som faldt indenfor den “civile samfundskategori“. Marx fortsatte med at bryde den kunstige skelnen ned. Han forklarede, hvordan de ateistiske krav fra ung-hegelianerne faktisk var med at dække over deres egne quasi-religiøse forestillinger.
De troede på en samfundsvision, der beroede på atomiserede private individer, som ejede ejendom og var motiveret af egennytte – en form for thatcherisme før dennes tid, som ikke hang sammen med den måde samfund faktisk fungerer på:
“Disse såkaldte menneskerettigheder er ikke andet end rettigheder for medlemmerne af civilsamfundet, det egoistiske menneskes rettigheder, separationen af mennesket fra de andre mennesker i fællesskabet.“
Marx viser her ironien ved Bauers anklager om at jøderne er “egoistiske“, at isolere sig bevidste fra resten af samfundet, for at være besatte af penge og handel. Bauer gør sig selv skyldig i de ting han anklager jøderne for og jødedommen handlinger som en nærkommen syndebuk for hans egen politiks svigten.
Menneskelig emancipation
I kontrast til de liberale, talte Marx for en radikal generalisering af “politisk emancipation“ til en “menneskelig emancipation“, som ville revolutionære de økonomiske relationer og hele samfundet, og ikke blot nøjes med at fifle lidt med statens indretning. Og dette socialistiske projekt skulle baserer sig på en konsekvent materialistisk forståelse af verden, og ikke blot en æstetisk forståelse.
Marx artikel “På det jødiske spørgsmål“ var en del af den serie af skrifter hvorigennem han gjorde op med ung-hegelianernes forsigtige politik. Snart skulle Marx udvikle sig til at blive en revolutionær fortaler for arbejderklassen, som han huskes for i dag. Bauer, derimod, skiftede hurtigt over til højrefløjen, og opmuntrede senere hen i 1870’erne den spirende antisemitisme i Tyskland – en ideologi der med tiden ledte til nazisterne gaskamre.
I dag har vi brug for at genopdage Marx’ indsigt. Modsat krigeriske, sekulære liberale, mente Marx ikke, at det fri marked og tilbedelsen af den private ejendomsret på nogen måde var religiøs tænkning overlegen. Og han havde slet ikke noget til overs for de, som brugte deres modstand til religion, som en undskyldning for at gøre en religiøs minoritet til syndebuk, som samtidigt lovpriser et kapitalistisk system, der skaber fattigdom, racisme og krig.
Se også:
SAA 278: Hizb ut-Tahrir – dem som ingen vil lege med
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed