Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 17
Interview
Porten til Mellemøstens befrielse åbnes i Egypten
Jesper Juul Mikkelsen
Den 27 – 30 marts 2008 blev den 6. Cairo Konference afholdt. Ved konferencen benyttede Jesper Juhl Mikkelsen fra SAA anledningen til, at stille Ashraf et par spørgsmål. Ashraf er revolutionær socialist og ledende i opbygningen af modstanden mod Mubarak på Cairo Universitet.
Her beretter han om den spændende udvikling som har præget Egypten de sidste par år.
Hvornår begynde den nuværende strejkebevægelse for alvor at vokse op?
Det gjorden den for 18 måneder siden i december 2006, den startede med den første store strejke i tekstilfabrikken Mahalla (nord for Kairo), hvor 27.000 arbejdere begyndte at strejke og efter kun 4 dage i strejke vandt de. Det var en strejke med krav om bedre arbejdsforhold og højere lønninger.
Hvor meget er en arbejderlønning i Egypten?
Omkring 200 egyptiske pund pr. måned (ca. 200 dkr.) og man plejer jo at sige at fattigdomsgrænsen ligger på 2$ om dagen, så hvis en arbejderfamilie med tre medlemmer skal op over fattigdomsgrænsen kræver det, at arbejderne får en løn på omkring 1200 egyptiske pund.
Kæmpede man for mere end bedre løn i Mahalla-strejkerne?
JA det gør man. Et stort problem for arbejderne er manglen på frie fagforeninger. De fagforeninger som indtil nu har eksisteret, har været loyale overfor regeringen og vil helt sikkert forråde arbejdernes kamp. Så derfor har man igennem strejkerne også startet opbygningen af frie og uafhængige fagforeninger.
Hvordan holder man en strejke kørende i Egypten? Vil politiet ikke forsøge at bryde den?
Sidste september indkaldte staten sikkerhedspoliti og soldater fra 7 delstater for at omringe fabrikken i Mahalla, men selvom opbuddet af politi var enormt, så tøvede staten med at angribe fabrikken, fordi de var bange for at strejken ville sprede sig fra fabrikken hvis de angreb.
Det har den egyptiske stat nemlig oplevet mere end én gang, som fx i 1994 i Kafla hvor regeringen netop angreb en strejke, flere arbejdere blev dræbt og mange blev såret. Politiet vandt kampen men strejken spredte sig. I dag forsøger regeringen at undgå en direkte konfrontation ved at gå ind på nogle af de strejkendes krav, men denne taktik har heller ikke båret frugt; for arbejderne har forhøjet deres krav og samtidig generaliserer de deres kamp: I dag handle kampen om frie fagforeninger, og krav som omfatter alle arbejdere i Egypten, som fx kravet om højere mindsteløn.
Den store forskel på strejke bevægelsen i 1994 og så den i dag er, at arbejderne dengang var meget mere isolerede, og derfor kunne regeringen vinde konfrontationen ved at bruge politiet. Strejkerne i Mahalla har været med til at tænde en langt større ild, som har fået bevægelsen til at sprede sig over hele Egypten, også til mange mindre byer og mindre fabrikker som ikke før har været i kamp.
Der er mange nye byer som er vokset op i Egypten siden dengang, og de er bygget op omkring nye og kæmpestore fabrikker, flere med op til 10.000’vis af arbejdere. Mahalla fabrikken har, som jeg før sagde, 27.000 arbejdere og er den største fabrik i hele Mellemøsten. Her startede den første strejke i december 2006 og de strejkede igen 10 måneder senere i september 2007, selvom det var midt under ramadanen.
Den anden gang de strejkede i Mahalla var det ikke bare fabrikken som strejkede, men hele byen Mahalla som var med i strejken. Så politiet omringede denne gang ikke bare fabrikken men hele byen. Der var så mange fantastiske eksempler på ægte demokrati som udspillede sig i byen i den periode. De formede komitéer til at organisere mad, til at organisere strejken, vagthold til blokaden af byen osv. Desuden så vi solidaritets-aktioner som kom ude fra; fx. deltog 7000 af Egyptens 15.000 skatteopkrævere i en “sit-ind“ som forsvarede byen og strejken.
Herfra spredte strejken sig til 10 andre store tekstilfabrikker, til andre industrisektorer, selv til landarbejdere, men også lægerne og underviseren på universitetet og til de studerende.
Blev der sendt delegationer ud fra Mahalla?
Ja der blev sendt nogle. Støtten i andre sektorer var stor, men slet ikke stor nok. Som revolutionære socialister forsøgte vi at kollektivisere erfaringerne og skabe solidaritet imellem forskellige sektorer for at sprede kampen og erfaringerne, og samtid forsøger vi at vokse som revolutionær organisation. Men det er ikke fordi vi ser os selv som ledere af strejken, nærmere som nogen der skal lære af de erfaringer som arbejderne gør sig og på den måde sprede kampen. Vi spille altså en rolle som både elever og lærere på en gang.
Vi har også set en stor opstand i år, hvor bevægelsen åbnede endnu en front; Jeg tænker på da palæstinenserne sprængte hul i muren imellem Egypten og Gaza.
Ja, helt sikkert, at det var et en stor begivenhed for antikrigsbevægelsen og bevægelsen som sådan i Egypten. Men det er vigtigt at forstå at det ikke var blandt de høj kulturelle og veluddannede man så solidaritetsbevægelsen udspringe fra. Den samme dag som de sprængte grænsen organiserede arbejdere, primært fra Mahalla, en demonstration på 20.000 mennesker i solidaritet med palæstinenserne.
De organiserede altså en støtte demonstration på 20.000 mennesker på en dag!?
Ja arbejderne i Mahalla er fantastisk velorganiserede, det er ikke løgn når man siger at hvis vi vil se revolutionen i Egypten i den nærmeste fremtid vil den begynde i Mahalla.
En anden vigtig ting var en solidaritetskaravane med mad og medicin til befolkningen i Gaza, som dog blev stoppet af militæret, men den var også organiseret fra de store fabrikker.
Hjemme i Danmark hvor vi møder folk fra Mellemøsten og specielt fra Egypten siger de til os at de ikke ville turde at tage til en konference som denne, de mener at Mubarak og politiet stadig er fuldstændig magtfulde. Hvad ville du sige til dem?
Jeg ville fortælle dem at de skal se på hvad der sker i Egypten nu. Arbejderne udfordrer staten, og de viser at de kan knække staten. Kampen i Egypten er begyndt at inkludere langt flere sektioner af samfundet i kampen imod regimet. Fra arbejderne til de studerende og landarbejderne. Det viser os at Mubarak er presset og det viser os at vi kan besejre regimet.
´
Er det mere sikkert at arbejde som aktivist i dag end for 10 år siden?
Nej, det er stadig meget farligt at være politisk aktivt i Egypten. Men den største garanti for at dommerne kan vinde deres kamp er at stå sammen med arbejderne, og den eneste chance journalisterne har for at vinde deres kamp for frihed er at stå side om side med arbejderne.
Fakta
Mubarak – USA’s allierede
Egyptens diktator Hosni Mubarak kom til magten i 1981. Mubarak er en af USAs tætteste allierede i Mellemøsten, hvilket også betyder at Egypten er det land, der næstefter Israel, modtager størst økonomisk og militær støtte fra USA i “Krigen Mod Terror“. Storbritannien og USA har igennem årene forsøgt at presse Mubarak til demokratiske reformer i landet, uden at det dog på på noget tidspunkt har ført til, at den økonomiske og militære støtte til Mubaraks regime er blevet mindre.
Kvinder i strejke – modigere end tusinde mænd
Kvinder udgør 20 pct. af arbejdsstyrken i Egypten, ofte i lavtlønnede jobs. I begge Mahalla-strejker har kvinderne spillet en central og ofte ledende rolle.
Flere kvinde-dominerede arbejdspladser har haft meget militante og langvarige strejker – og vundet. Egypten har uden tvivl kvindeundertrykkelse i mange former, men det betyder hverken at alle accepterer den, eller at den er bundet til rodfæstede og uforanderlige holdninger.
Når mænd og kvinder går i strejke sammen, skabes et fællesskab, som giver mulighed for en fælles kamp mod kvindeundertrykkelsen.
Under den anden Mahalla-strejke sagde en mandlig arbejder til en journalist: “Her taler vi ikke om ‘kvinder’ og ‘mænd’. Kvinderne på Misr Spinderiet er modigere end hundrede mænd. De står skulder ved skulder med mændene i strejken.“
Se også:
SAA 278: USA i Mellemøsten: Et nyt Vietnam – bare større
SAA 278: Strejkebevægelse ryster Egypten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed