Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 15
USA i Mellemøsten
Et nyt Vietnam – bare større
Jørn Andersen
De seneste måneder har ikke været gode ved USA’s projekt i Mellemøsten. Fra Pakistan i øst, over Afghanistan, Irak og Palæstina, til Egypten i vest møder USA’s allierede herskere i stigende grad modstand fra deres egne befolkninger.
Det er en modstand, der kan knække USA. Men inden det sker, vil USA svare igen med desperat og barbarisk undertrykkelse.
Det sidste års tid har Bush-regeringen fortalt os, at man var ved at få kontrol over Irak. Snart kunne 20-30.000 amerikanske tropper trækkes hjem og sikkerheden overlades til den irakiske regering.
I dag er den annoncerede tilbagetrækning annulleret. Den irakiske “regering“ led i slutningen af marts et forsmædeligt nederlag, da man forsøgte at få kontrol over modstands-militserne i den sydlige havneby, Basra – nøglen til hovedparten af Iraks olie.
Iraks politiske fremtid ligger nu snarere i hænderne hos Mahdi-militsens leder, Muqtada al-Sadr, end hos premierminister Maliki. (Mere på bagsiden af dette indstik.)
Vendepunkter
Besættelsesmagtens nederlag i Irak er kun ét af de vendepunkter, der er sket de seneste måneder.
I Afghanistan besættelsesmagten længe haft problemer. De kontrollerer kun området omkring hovedstaden Kabul samt små områder omkring de befæstninger, de har rundt omkring i landet. Det minder om gamle western-films forter i “indianer-land“.
Når de kommer uden for deres befæstninger er de ekstremt sårbare, især i det sydlige Afghanistan. Det er grunden til, at fx mange danske soldater er blevet dræbt eller såret det seneste år.
Men fx Canada og Holland har haft endnu flere dræbte og sårede, og der er et massivt folkeligt pres på regeringerne for at trække tropperne tilbage. Den canadiske regering har direkte truet de andre NATO-lande med, at hvis ikke de bidrog noget mere, ville Canada begynde at trække tropper hjem.
Det er de færreste lande, der ønsker at optrappe deres deltagelse. Døde soldater hjælper ikke på populariteten for regeringer, der i forvejen er upopulære på grund af nyliberalistiske nedskæringer.
Det har ført til offentlige skænderier i NATO. Selv om Frankrigs højreorienterede præsident Sarkozy har lovet at bidrage lidt mere (og Fogh følger trop), så vil det ikke bringe besættelsesmagten i offensiven.
Nyt Mellemøstenkort
USA’s projekt handler ikke om Irak eller Afghanistan isoleret, men med Condoleeza Rices ord om at “tegne et nyt Mellemøstenkort“ af USA-loyale stater.
Og det er her det hele er ved at kæntre for USA. I Pakistan og Ægypten – vigtige allierede, hvis støtte USA er afhængig af – er der store protester mod diktatorerne Musharraf og Mubarak.
I Ægypten nåede en strejkebølge sit hidtidige højdepunkt i starten af april, hvor sikkerhedsstyrker forhindrede en strejke, men udløste gadekampe med politiet. (Se mere på næste side.)
Pakistan
Musharrafs regime i Pakistan har længe været under pres. I byerne kræver intellektuelle og studenter demokratiske reformer, og arbejderne kræver kompensation for stigende priser.
I Nordvest-Pakistan mod grænsen til Afghanistan er militæret flere gange blevet drevet ud og mindst 400 soldater er blevet dræbt.
I september 2006 indgik hæren en fredsaftale med det “lokale Taliban“ i Nord-Waziristan. Blandt betingelserne var, at Taliban skulle kontrollere checkpoints ved grænsen og på vejene, og at alle tilfangetagne Taliban-krigere skulle løslades. Alle beslaglagte våben og køretøjer skule leveres tilbage til Taliban, og regeringen skulle betale erstatninger til de familier, hvorfra folk var blevet dræbt, eller hvis huse de havde ødelagt. Aftalen indebar også at fremmede krigere (som Bin Laden) skulle have lov til at blive.
Det var en kæmpesejr for Taliban, som USA ikke ville finde sig i. De truede Musharraf med at trække den omfattende økonomiske støtte tilbage. Så han sendte igen tropper til Waziristan. Men det er svært at vinde en krig, hvor soldaterne ikke kan se, hvorfor de skal slås. Så de er ved at tabe – igen.
Mubaraks position blev gennem 2007 mere og mere usikker. Først indførte han militær undtagelsestilstand og siden lovede han valg.
Men nu søgte også USA efter en plan B. Man lavede en aftale med Musharraf om, at en tidligere (og korrupt) premierminister, Benazir Bhutto, skulle dele magten med Musharraf.
Da hun blev dræbt ved et bombeattentat i december mente mange, at ansvaret lå hos Musharrafs allierede. Ved det efterfølgende parlamentsvalg tabte han stort.
Valget har ikke løst noget for Pakistans befolkning – men heller ikke for USA.
Tværtimod: En mangeårig allieret er på kort tid forvandlet til en tikkende bombe under USAs Mellemøsten-projekt – direkte som følge af, at Mubarak gjorde Pakistan til en allieret i USAs “krig mod terror“. Noget lignende er undervejs i det langt større og mere industrialiserede Egypten.
Krige de ikke kan vinde
Afghanistan er en krig, de ikke kan vinde – og i et stykke tid heller ikke har satset på at vinde. Når forsvarsminister Søren Gade og mange andre i NATO snakker om, at besættelsen vil fortsætte 10-15-20 år, så er det en erkendelse af dette.
Men samtidig kan de heller ikke trække sig ud – det ville overlade indflydelsen til andre. Så enten bliver de smidt ud af den modstand, der nu er, eller også vil befolkningen i Afghanistan i mange år endnu komme til at lide under tilfældige missilangreb fra fly i flere kilometers højde. Vi vil se en befolkning blive mere og mere forarmet – verdens 4.-fattigste land vil kun blive endnu fattigere og ruineret.
Irak er med verdens næststørste oliereserver langt vigtigere end Afghanistan. Og Irak har længe været en krig de ikke kan vinde. Men mens illusionen om, at man kunne vinde gennem 2007 fik ny vind i sejlene, så er den illusion bristet efter nederlaget i Basra.
Fra Vietnam ...
USA kan ikke længere realistisk håbe på, at vinde kontrollen over et stabilt Mellemøsten – men de kan blive ved med at terrorisere befolkningen. Og de kan forhindre andre magter i at få afgørende indflydelse. For en tid – og med blodige omkostninger.
I Vietnam-krigen blev det klart i 1968 – efter modstansbevægelsens såkaldte Tetoffensiv – at USA ikke kunne vinde.
Alligevel gik der 6-7 år, inden krigen sluttede og USA var smidt ud. I den periode blev der kastet flere bomber over Vietnam og dets nabolande end der blev brugt af de allierede i hele 2. verdenskrig. 100.000’er af mennesker døde.
Det samme kan ske i Irak, Afghanistan og måske andre lande i Mellemøsten.
Men USAs nederlag i Vietnam gav også USA et nederlag, som de aldrig helt overvandt. Det førte til, at mange sagde: “Hvis en bondehær i Vietnam kan slå en af verdens to supermagter, så kan vi også vinde over vores arbejdsgiver, vores rektor – eller andre kolonimagter.“
Nederlaget i Vietnam var en af de vigtigste faktorer, der udløste “68-oprøret“ for 40 år siden.
... til Mellemøsten
Siden Vietnam-krigen er lande som Iran, Irak, Egypten og Pakistan blevet industrilande med en arbejderklasse, der kan slås kollektivt – ikke kun for løn, men for demokrati og sociale krav.
Et nederlag i Mellemøsten for et USA, som er langt mere svækket end i ’68, har langt større “sprængkraft“ end nederlaget i Vietnam. Vi taler om en region, som er tæt forbundet med både Europa, resten af Asien og Afrika. Vi taler om et system, som er langt mere globaliseret. Vi taler om kontrollen over verdens for tiden vigtigste råstof.
Der er med andre ord et enormt potentiale for sociale omvæltninger i et massivt omfang, efterhånden som erkendelsen af USAs begyndende nederlag begynder at rodfæste sig.
Medierne forsøger at gøre Mellemøsten til arnestedet for reaktion og terrorisme. Den seneste tid peger på et helt andet perspektiv: Vi skal langt hellere se Mellemøstens potentiale for social revolution og – måske – socialisme.
Se også:
SAA 278: Min fjendes fjende
SAA 278: USA i Mellemøsten: Slaget om Basra
SAA 278: Strejkebevægelse ryster Egypten
SAA 278: Interview: Porten til Mellemøstens befrielse åbnes i Egypten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed