Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 278 – 29. april 2008 – side 14

Min fjendes fjende

Jørn Andersen

Verden over møder imperialismen modstand. Fra Somalia, Palæstina og Venezuela til Tibet, Afghanistan og Irak. Men modstand mod imperialismen kommer ikke kun fra progressive, socialister og demokrater. Mange på venstrefløjen spørger: “Er min fjendes fjende også altid min ven?“

Spørgsmålet er helt relevant. Mange af imperialismens modstandere ligger ideologisk langt fra de værdier, som revolutionære socialister bygger på.

Hvem skal slå imperialismen?

Men ofte glemmer folk at stille det banale modspørgsmål: “Hvem er det, der kan stoppe USA i Mellemøsten eller Kina i Tibet?“

Hvis vi skal vente med at forholde os til modstand mod imperialistisk undertrykkelse, indtil progressive, demokrater og socialister står i spidsen for kampen, så kan vi komme til at vente længe – mens vi passivt ser undertrykkelsen fortsætte.

I virkeligheden er det ikke så svært. Medmindre man lever i en abstrakt tankeverden, hvor alting er enkelt og rent, så er vi jo ofte ude for at skulle forholde os til, at vore modstandere selv har andre modstandere.

Det første spørgsmål, man må stille sig er naturligvis, om vores fjendes fjende er en større eller mindre fjende end den umiddelbare fjende. Hvis det første er tilfældet, så har vi nok i virkeligheden våbnene rettet det forkerte sted hen.

Dobbelt undertrykkelse

Tag fx Afghanistan. Folk, der kæmper mod undertrykkelse, ville i det mindste have en chance, hvis det kun var deres hjemlige undertrykkere, de skulle kæmpe imod – godsejere, krigsherrer og lokale kapitalister.

Men når de både skal kæmpe mod deres “egne“ undertrykkere og mod besættelsen, så er det langt sværere. At få besættelsesmagten ud ville gøre tingene lettere – også selv om det skulle blive andre, afghanske, undertrykkere, der i første omgang kom til magten.

Hvis den imperialistiske undertrykkelse er den største fjende, så kommer det andet spørgsmål: Har vi et “interesse-fællesskab“ med vores fjendes fjende? Kan vi samarbejde og støtte hinanden?

Der er to faldgruber i det spørgsmål. Den ene er at ignorere, at vores (største) fjende selv har fjender. Hvis vi gør det, kan vi fx ikke forklare, hvorfor USA er så meget på røven i Irak.

Den anden er at sige, at fordi USA – eller generelt imperialismen – er den største fjende, så skal vi glemme alt om klassekamp og i stedet underkaste os en alliance (en “folkefront“) med borgerlige eller nationalistiske ledere af modstandskampen.

Klassekamp

Det vi foreslår er en “business“-agtig støtte: “I siger, I er mod besættelsen. Vi er mod besættelsen. Lad os koordinere nogle af vores aktiviteter mod besættelsen. Men lad os ikke bilde hinanden ind, at vi er venner.“

Venstrefløjen må ikke ignorere, når nationalistiske, og nogle gange religiøse, kræfter, faktisk tilføjer USA nederlag. Det støtter vi og hilser velkommen.

Men disse ledere er stadig vore klassefjender. Derfor har vi en fælles militær kamp mod besættelsesmagten – og samtidig en politisk kamp mod nationalister og fundamentalister om retningen i bevægelsen.

Se også:
SAA 278: USA i Mellemøsten: Slaget om Basra
SAA 278: USA i Mellemøsten: Et nyt Vietnam – bare større

Flere artikler fra nr. 278

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
National befrielse

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2032 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside