Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 14
USA i Mellemøsten
Slaget om Basra
Jørn Andersen
I slutningen af marts udviklede en politi-aktion mod den sydirakiske by Basra sig til et folkeligt oprør. Efter få dage led regeringstropperne et forsmædeligt nederlag. Oprøret bredte sig til Bagdad og en række andre byer, og Maliki-regeringen blev tvunget på retræte.
Havnebyen Basra er Iraks tredjestørste by med godt 2½ millioner indbyggere. Den er central for kontrollen over Iraks olie, hvoraf 70 pct. befinder sig i Basraregionen.
I 2005 blev A.P. Møller/Mærsk smidt ud af Khor az-Zubayr, en kæmpestor havn nær Basra, efter demonstrationer og et par milits-angreb.
Basra er også hjemsted for den stærke “Oliearbejdernes fagforening“, som hidtil har været med til at hindre den olielov, som skulle overgive Iraks olie til multinationale selskaber.
Nederlag til besættelsen
I efteråret 2007 trak den britiske besættelsesmagt sig ud af byen og “overlod“ kontrollen over Basra til “de irakiske myndigheder“.
Reelt var det et militært nederlag til modstands-bevægelsen, hvori Muqtada al-Sadr’s Mahdi-milits udgør den mest organiserede kraft.
Men en række faktorer gjorde, at Malikiregeringen så sig nødsaget til at udfordre Mahdi-militsen i Basra.
For det første har olieselskaberne længe stået på spring for at tjene penge på Iraks olie. Men selv hvis de fik vedtaget den olielov, som skulle tillade dette, så ville den være meningsløs, hvis ikke besættelsesmagtens regering kontrollerede Basra.
For det andet, så er al-Sadrs Mahdi-milits en hindring for den del-og-hersk politik, som de andre politiske partier i Irak er villige til at acceptere – blot de får deres del af kagen. Men Mahdi-militsen er mod et opdelt Irak – og de kræver besættelsesmagten ud.
For det tredje skal der snart være regionalvalg, og al-Sadr’s bevægelse stod til at feje de gamle shia-klanledere fra ISCI (Islamic Supreme Council of Iraq) ud fra deres poster, særligt i Syd-Irak.
Malikis fejlgreb
Så drevet af fælles interesser og opmuntret af den tilsyneladende succes for USA’s militære optrapning (“the surge“) det forløbne år gik regeringen til angreb mod Basra 25. marts. Man anså Mahdi-militsen for svag, fordi den havde holdt våbenhvile siden 31. august 2007.
Angrebet mod Basra var en eklatant fiasko. Over 1.000 soldater deserterede eller gik over på Mahdi-militsens side. Trods bombardementer af beboelsesområder kom regeringshæren ikke i nærheden af at erobre Basra. Militser og befolkning smed dem tilbage i fællesskab.
Snart bredte det sig til andre byer i syd og til Bagdad-bydelen Sadr City, hvor Mahdi-militsen står stærkt. 100.000er demonstrerede mod regeringen, og fra Sadr City er der i dagevis skudt missiler ind i “Den grønne zone“, det befæstede “ambassade“-område, som er besættelsesmagtens hovedkvarter.
Efter 5 dage måtte regeringen indgå en våbenhvile med al-Sadr, som efterlod hans Mahdi-milits som klare sejrherrer.
Sløret der faldt
Mailikis mislykkede angreb viste ikke kun, at al-Sadr ikke er svækket. Han regnes i dag for leder af den største politiske bevægelse i Irak.
Den viste også, at trods 5 års krig og besættelse er den irakiske befolkning stadig i stand til at stå op mod Maliki-regeringens planer for et USA-domineret Irak.
Men først og fremmest viste den, at USA er langt fra succes i Irak. De seneste måneder har vi ellers ikke hørt andet, end at Bushs 2007-strategi, “the surge“, havde bragt strategiske fremskridt for dem.
“The surge“ indeholdt bl.a. en militær optrapning på 30.000 soldater, som er blevet brugt til at terrorisere den irakiske befolkning.
Men den indeholdt også en “del-oghersk“-politik, hvor sunni-grupper fik penge for at nedlægge våbnene og i stedet organisere sig i “Sons of Iraq“ og bekæmpe Al-Qaeda (som er hadet af den folkelige modstand).
Især siden Mahdi-militsens våbenhvile er volden faldet betydeligt i Irak (dvs. til 2005-6 niveau, som dengang blev anset for højt).
Men denne del-og-hersk kan kun virke, så længe den ikke truer vitale interesser for de forskellige befolkningsgrupper. Et angreb på al-Sadrs bevægelse eller udenlandsk kontrol med olien er en sådan trussel.
USA ud af Irak
Og da sunnierne ikke i længden oplevede reelle fremskridt af deres kompromis med regeringen, var al-Sadr kort før angrebet i stand til at arrangere en fælles shia-sunni konference, som i fællesskab krævede besættelsesmagten ud.
Maliki og besættelses-magten frygter nu, at sunnier og shiaer vil gå sammen i kampen mod besættelsen. Om det sker vil de næste måneder vise.
Ligesom slaget ved Stalingrad var et vendepunkt i 2. verdenskrig, og Tetoffensiven var det i Vietnam for 40 år siden, kan Maliks nederlag i “Slaget om Basra“ vise sig at være begyndelsen til enden for den amerikanske besættelse.
For irakerne sker der ingen forbedringer, før besættelsesmagten er smidt ud.
Se også:
SAA 278: Min fjendes fjende
SAA 278: USA i Mellemøsten: Et nyt Vietnam – bare større
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed