Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 278 – 29. april 2008 – side 18

Enhedsfront – en revolutionær metode i bevægelsesarbejdet

Alexander Lassithiotakis

Revolutionære socialister kan ikke lave verden om alene. Oftest er vi et mindretal i bevægelsen og arbejderklassen. Og sådan vil det være, indtil vi er meget tæt på en revolution. Men forandringer kræver massebevægelse. Spørgsmålet er så, hvordan de revolutionære indgår i bevægelser, hvor de er i mindretal.

Teorien om enhedsfronten er en praktisk måde at løse dette problem på, hvor revolutionære kan kæmpe sammen med det store flertal og samtidig vinde øget opbakning for deres ideer. Spørgsmålet er, om teorien kan bruges i dag?

At det er de manges egen aktivitet, der skaber forandring, har altid været en hjørnesten i marxismens ABC. Det er kun ved at være mange nok, der gennem aktivitet fra neden, gennem demonstrationer og strejker, presser magthaverne, at vi kan få forbedringer. Det gælder, hvad enten vi snakker et opgør med kapitalismen eller blot et forsvar for bedre rettigheder mod arbejdsgivere og stat. Som Marx skrev det: “Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk“.

Men samtidig er det også et grundvilkår, at de fleste arbejdere har borgerlige ideer i større eller mindre omfang. Som Marx skrev det: “De herskende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer“. Det virker umiddelbart som en selvmodsigelse. Dem, der skal lave verden om, er bærere af magthavernes ideer. Hvis modsigelsen kun eksisterede i Marx’s teori, kunne vi bare lave teorien om. Men modsætningen eksisterer i den virkelige verden, og derfor bliver revolutionære socialister nødt til at finde en praktisk måde at løse problemet på.

Arbejderklassen og reformismen

Den italienske socialist Gramsci har uddybet teorien om arbejdernes bevidsthed ved tesen om, at arbejdere har en dobbelt bevidsthed. Det betyder, at hverken arbejderklassen som helhed eller den enkelte arbejder har en udelukkende socialistisk eller borgerlig bevidsthed. På den ene side er arbejderne præget af de ideer, som magthaverne, deres institutioner og medierne giver os. Men samtidig har arbejderne også solidariske ideer, der udspringer af konkrete oplevelser med aktioner, strejker og sammenhold. Således er der ikke noget mærkeligt i, at en strejkende pædagog eller sygeplejerske har solidariske ideer om, at strejke er nødvendig, og at vi mobilisere og styrke bevægelsen, så den kan vinde over arbejdsgiverne, samtidig med at den samme arbejder stadig har illusioner om, at vi skal stemme på SF eller Socialdemokraterne som garant for reformer og forbedringer.

Reformismen er en politisk strategi, der giver plads til både solidariske og borgerlige ideer. Derfor kan revolutionære ikke bare læne sig tilbage og vente på, at folk vågner op og indser at samfundet ikke er et demokrati med lige muligheder for alle, og at reformisterne ikke reelt kan indfri folks ønsker. Reformismen vokser naturligt ud af den dobbelte bevidsthed i arbejderklassen. Derfor må vi i praksis forsøge både at samle en bred bevægelse og overkomme de reformistiske ideer.

Enhedsfronten

Derfor er første skridt i enhedsfronten at samle alle arbejdere til kamp under den eller de overskrifter, som kan samle hele arbejderklassen – de reformistiske inklusive. En sådan alliance kræver også, at man går sammen med de reformistiske ledere for reelt at få de arbejdere, der kigger mod fx Socialdemokraterne, til at gå med i kampen. Kun sådan kan man lave den enhed, der skal til for at være mange nok til at vinde.

Men samtidig er de revolutionære nødt til at erkende, at de reformistiske og borgerlige ideer står i modsætning til, at kampen kan vindes. Det nytter ikke at have fået alle i strejke, hvis alle går hjem igen, når fagtoppen siger, at det er tid til at acceptere et dårligt forlig. Derfor er de revolutionære nødt til at beholde deres selvstændighed og frihed til at udtrykke sig og kæmpe for opbakning for deres egne ideer undervejs.

Samtidig muliggør masseaktiviteten, at de revolutionære ideer faktisk kan vinde. Reformistiske ideer, Socialdemokrater og fagforeningsbosser har deres hjemmebane ved skrivebordende og er dominerende, når arbejderne er passive. Men når arbejderne begynder selv at slås, åbnes muligheden for at påvirke dem med revolutionære ideer, hvis essens handler om troen på, at massernes egen aktivitet er det, der nytter. Men det sker ikke automatisk; de revolutionære må argumentere aktivt og synligt for deres ideer, samtidig med at de kæmper sammen med hele den bredde bevægelse. Således er Enhedsfronten ikke bare en metode til at lave en bred bevægelse, der kan kæmpe; den er også en forudsætning for, at man kan vinde opbakning til de ideer, der kræves, hvis vi skal vinde.

Historien bag enhedsfronten

Enhedsfronten udviklede sig som teori i årene efter den russiske revolution, og de efterfølgende revolutionære bevægelser i Vesteuropa. I praksis var det sådan, Bolsjevikkerne arbejde inden revolutionen, i den tid hvor de fleste arbejdere stadig troede på Socialdemokraterne og det borgerlige demokratis evner til at opfylde deres krav. Gennem fælles aktivitet og socialistiske argumenter lykkedes det at vinde et flertal for en revolution, da det stod klart, at reformisterne ikke kunne levere hverken fred eller mad.

Teorien blev formuleret i begyndelsen af 20’erne, da det stod klart, at den revolutionære bølge havde lagt sig, og at de fleste arbejdere sluttede op bag socialdemokratierne, og hvor kommunistpartierne, i modsætning til i Rusland, var meget mindre end socialdemokratierne. Og endelig blev Enhedsfronten igen diskuteret eksplicit, da Trotskij argumenterede for, at kommunister og socialdemokrater sammen skulle bekæmpe nazisterne i Tyskland i 30’erne, men hvor de to arbejderpartier anså hinanden for en større trussel end nazisterne.

Det var først og fremmest Trotskij og den Kommunistiske Internationale (Komintern), der formulerede og besluttede politikken. Trotskij tordnede i 1931 mod de stalinistiske kommunistpartier, der kun ville lave fælles handlinger med socialdemokraternes medlemmer, men ikke indgå i diskussioner om fælles handling med socialdemokratiets ledere. En sådan enhed ville ikke være reel, da man måtte tage udgangspunkt i det faktum at store dele af arbejderklassen faktisk orienterede sig mod de reformistiske ledere.

Men samtidig var han klar på spørgsmålet om de revolutionæres selvstændighed under kampen, som Komintern havde vedtaget ti år tidligere: “Selv om vi støtter parolen om størst mulig enhed i enhver praktisk aktion mod kapitalisterne, må kommunisterne aldrig undlade at fremføre sine egne synspunkter, som er det eneste konsistente udtryk for arbejderklassens interesser som helhed“.

Enhedsfronten og venstrefløjen i dag

Situationen i dag er på mange måder anderledes, på godt og ondt, i forhold til situationen i starten af 20’erne og 30’erne. Og da diskussionen handler om, hvordan vi som revolutionære arbejder sammen med en bred bevægelse og sikrer, at vi kan vinde, så er der flere dele af diskussionen, der hverken kan berøres eller svares på her. Derfor kan det varmt anbefales at læse mere om emnet – på www.socialister.dk ligger der links til centrale bidrag til diskussionen.

Den vigtigste forskel i dag er nok, at den revolutionære står meget svagere organisatorisk i forhold til de reformistiske partier. Det betyder både, at vores selvstændige påvirkning af arbejderklassen er meget mindre, men også at der skal arbejdes hårdere for at skabe et pres, der bliver stort nok til, at de reformistiske ledere bliver presset til at støtte konkret bevægelse fra neden.

Men omvendt ser vi stadig, at dette pres kommer til udtryk fra tid til anden, og at enhedsfront i handling også med reformisternes ledere og arbejdere er mulig og gør en forskel. Det har vi blandt andet set, da antikrigsbevægelsen var på sit højeste omkring Irak-krigens start, og vi ser det blandt nogle grupper i overenskomstkampen.

Men ikke desto mindre er det ofte sådan, at det er få organiserede revolutionære i og omkring Enhedslisten, der må sikre at aktiviteten finder sted, og at bevægelsens bredde bliver opbygget.

Det betyder, at det bliver svært samtidig at argumentere selvstændigt for revolutionære ideer.

I Enhedslisten er vi typisk aktive i bevægelserne uden at skilte med vores ideer eller parti-tilhørsforhold af frygt for at ødelægge bredden. Og vi ser en udvikling, hvor vi på trods af massebevægelse alligevel må konstatere, at det snarere er reformisternes ideer, der vinder øget indflydelse blandt arbejderklassen, end vores. Det er SF, der går frem, og ikke Enhedslisten, selvom deres ideer ikke er gode nok til at udvikle kampene til, at vi kan opnå reelle forbedringer. Hvis vi skal drage en konklusion af teorien om Enhedsfronten i dag, må det være den, at vi skal være meget mere fokuserede på, hvordan vi samtidig med at opbygge den bredde bevægelse også kan sikre, at det er vores ideer kommer ud og vinder opbakning blandt de mange, der ønsker forbedringer.

Se også:
SAA 278: Fagbureaukratiet – Hvis side er de på?

Flere artikler fra nr. 278

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2713 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside