Socialistisk Arbejderavis
Nr. 278 – 29. april 2008 – side 10
Fagbureaukratiet – Hvis side er de på?
Overenskomstforhandlingerne i 2008 og udviklingen omkring disse har aktualiseret spørgsmålet om de faglige lederes rolle og funktion i forhold til deres medlemmer. Sosu-strejkerne i maj 2007 satte en ny dagsorden som ingen spindoktor, intet reklamebureau, politisk parti eller fagforbund kunne.
SOSU’ernes strejke udtrykte og symboliserede den vrede, harme og frustration som titusindvis af offentligt ansatte følte på deres krop pga. markedsgørelsen og brutaliseringen af den offentlige sektor. SOSU’ernes strejke udviklede sig til en generaliseret faglig bevidsthed; vi har kun én styrke, nemlig vores kollektive styrke til at sikre mere i løn.
Deri ligger forklaringen på hvorfor markante lønkrav på 5.000 kr. om måneden blev til et generaliseret og anerkendt krav i den brede offentlighed.
Det markante skift i stemningen i arbejderklassen lagde et massivt pres på fagtoppen.
Men selvom presset har været stort, så er det ikke et samlet KTO (Kommunale og Tjenestemænds Organisationer) der står overfor Regeringen og KL. I den mest gunstige klassekampssituation siden 1985 og med massiv opbakning i befolkningen, har flertallet i fagbevægelsens top blandt de statslige og kommunale organisationer accepteret arbejdsgivernes del og hersk strategi, og har sagt ja til en økonomisk ramme på 12,8%, som knap og nap vil sikre en positiv reallønsudvikling for flertallet af de lavtlønnede offentligt ansatte.
Hensynet til den “økonomiske ansvarlighed“ og en grundlæggende accept af markedslogikken har gjort, at selv venstreorienterede forbundsledelser som BUPL har solgt medlemmernes krav om markante lønstigninger.
Spørgsmålet rejser sig derfor igen og igen: – Hvordan kan det være at fagbevægelsens top ikke frisætter medlemmerne og den kollektive styrke i en åben konfrontation med arbejdsgiverne? Og, – hvordan kan det være at fagtoppen ikke udnytter en historisk mulighed for at tage et grundlæggende opgør om udviklingen og retningen af samfundet?
Svaret på dette spørgsmål handler om et af de mest oversete og underbelyste konflikter i arbejderbevægelsen, – nemlig konflikten mellem fagtoppen, eller mere præcist fagbureaukratiet og medlemmerne. Mange på venstrefløjen vil modsætte sig denne påstand, de vil hævde at det er den politiske uenighed eller splittelse i fagtoppen der er den væsentligste årsag.
Det afgørende spørgsmål er ikke om denne politiske forskel eksisterer, men om den er mere betydningsfuld end de interesser, som binder alle de politisk valgte fagforeningsfolk sammen som en helt særskilt social gruppe. Det er den ikke.
Fagbureaukratiets to ansigter
For at forstå hvad fagbureaukratiet er, er vi nødt til at se på hvad fagforeningernes opgave er. Marx kaldte fagforeningerne “modstandscentre for kapitalens overgreb“ men fagforeningerne er dannet for at “mindske udbytningen ikke afskaffe den“. Fagforeningerne er et spejl på opdelingen af arbejderklassen, som den kapitalistiske produktionsmåde har skabt mellem forskellige fag.
Man kan sige at fagforeninger både splitter og forener. Hvis grundlaget havde været en afskaffelse af lønslaveriet havde man opbygget én stor fælles fagforening. Fagforeningernes opgave er at forsvare arbejderklassens interesser indenfor de kapitalistiske produktionsrammer. Arbejderne har forskellige løn- og arbejdsvilkår. Gennem sin organisering holder fagforeningerne de forskellige grupper adskilte, og de faglige ledere varetager kun deres egne medlemmers interesser.
Derfor ser vi mange situationer hvor denne splittelse svækker arbejderklassens kamp. Fagbureaukratiet – i daglig tale kaldet fagtoppen, de faglige ledere og pamperne – er et selvstændigt socialt lag mellem arbejderklassen og borgerskabet, – som er grundlæggende konservativt, kujonagtig og nationalistisk. Opgaven er at kontrollere arbejderklassen og holde skansen overfor arbejdsgiverne.
De faglige lederes interesser er i modsætning til arbejderklassens. Fagbureaukratiets eksistensberettigelse ligger i at forhandle med kapitalismen og staten på vegne af arbejderklassen for at afbøde de værste følger af klassesamfundet. De har en selvstændig interesse i at opretholde kapitalismen og ikke som arbejderklassen at afskaffe den.
De bedste fagforeningsledere ønsker ikke at være i en situation, hvor de skal begrænse og kontrollere medlemmernes kamp, men de er under et massivt pres for at gøre det. De er en del af bureaukratiet der konstant forsøger at disciplinere dem. Ikke gennem censur men gennem forventninger og taktiske interesser.
Presset kommer fra egne rækker og fra faglige ledere i andre fagforeninger eller forbund, som regel under overskriften “vær ikke for militant – medlemmerne er ikke klar!“ Ofte presses de gennem bagvaskelse og politisk inddæmning.
Den problemstilling rejser spørgsmålet om forskellen mellem højre og venstrefløjen i fagbureaukratiet. Selv den mest militante venstreorienterede faglige leder er stadig medlem af den samme sociale gruppe som hendes højreopponent, nemlig fagbureaukratiet.
Det betyder, at hun før eller siden, på afgørende og vigtige tidspunkter i kampen vil komme under massivt pres, for at holde kampen tilbage, eller indgår et råddent kompromis mellem staten, arbejdsgiverne og resten af bureaukratiet. Dermed bliver forskellen mindre betydningsfuld end det der forener dem.
Dette betyder ikke, at den politiske forskel i fagbureaukratiet er irrelevant. Venstreorienterede fagbureau-krater er mere tilbøjelige til at støtte faglige aktioner, strejker, antikrigs- og antikapitalistiske aktiviteter. Valget af venstreorienterede til faglige tillidsposter er et ønske om kamp og forandring. Dette betyder ikke at man kan stole på en fagforeningsbureaukrat uanset politiske ståsted. Arbejderklassen må stole på egne kræfter.
Den revolutionære tradition!
Den socialistiske bevægelse har altid diskuteret forholdet mellem medlemmer og bureaukratiet.
På Kominterns 2. Kongres i 1923 talte den engelske socialist Gallacher imod teorien om “at erobre fagforeningerne“. “Det er simpelthen noget sludder at tale om at erobre de gamle fagforeninger og deres forbenede bureaukrati, vi har været aktive i den britiske fagbevægelse i de sidste 25 år uden at have haft succes med at revolutionere fagforeningerne indefra. Hver gang vi har haft succes med at få en af vore kammerater valgt ind i fagforeningen, har det vist sig, at i stedet for en ændring af fagforeningens taktik, så har fagforeningen korrumperet vores kammerat. Vi har gjort vores kammerater til store, faglige ledere, men vi har set, at intet kan opnås for kommunismen og revolutionen gennem sådant et arbejde.“
Revolutionæres holdning til faglige ledere følger det som Clyde Workers’ Committee formulerede i 1915: “Vi vil støtte alle faglige ledere så længe de oprigtigt repræsenterer arbejdernes interesser, men vi vil handle uafhængigt og med det samme, de ikke repræsenterer arbejdernes interesser.“
Fra Pariserkommunen i 1871 til den Russiske Revolution, har arbejdere krævet at alle faglige ledere skal have den gennemsnitlige løn af deres medlemmer og stå til ansvar for deres medlemmer gennem direkte valg og tilbagetrækning af alle tillidsfolk.
For socialister er det afgørende at forstå fagbureaukratiets rolle og funktion. For det bliver først muligt at fjerne dem helt under eller efter revolutionen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed