Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 278 – 29. april 2008 – side 8

Strejkebevægelsen

– et begyndende opgør med Fogh og nyliberalismen

Jesper Juul Mikkelsen

”FOA, FOA, FOA” råber hundredvis af demonstranter taktfast, mens de larmer med de røde hænder. De strejkende er stolte af deres fagforening, og det tyder på én ting: Det er ikke fagforbund i kamp, som skræmmer arbejderne væk; det er forbund, som tror de skal lege forsikringsselskaber, der er blevet ligegyldige for deres medlemmer.

LFS er vokset med 800 medlemmer, og FOA er det eneste LO forbund, som vokser – alle andre taber medlemmer! LFS og FOA har bygget op til at sætte handling bag utilfredsheden, og det bliver de belønnet for. De har taget et kæmpe skridt fremad, og det er et skridt til venstre.

Derudover er der dog ikke mange fagforbund, som består testen fra deres medlemmer. Da et flertal i BUPL’s hovedbestyrelse stemte ja til lønstigningsrammen på 12,8%, blev der hurtigt organiseret demonstration uden for BUPL-hovedkvarteret med skilte som ”Det er sjovt at være pædagog – selv fagforeningen er til grin”.

Og det er til grin, for den aftale, der blev sagt ja til, betyder godt nok et lille løft i grundlønnen, men det skal betales af pædagogerne selv, for aftentillægget forsvinder nemlig som led i aftalen.

Også sygeplejerskernes faglige ledere vil køre deres eget løb og nægter at se deres kamp som en del af en større kamp, som også pædagoger, SOSU’er og dagplejemødrene kæmper. Toppen ligger under for dens egen snævre logik om at slås for sig selv, men i sidste ende gavner det kun én interesse, nemlig regeringen, dens forhandlere og dens ’del og hersk’ politik.

Det gælder i endnu værre grad de faglige ledere fra andre forbund, der offentligt har været ude og undsige sig strejken, Dennis Kristensen og de strejkende. At angribe andre arbejdere, der strejker, og sige, at de ikke skal have bedre løn, fordi det ikke skal kunne betale sig at strejke, er top-målet af fagchauvinisme og usolidarisk adfærd. I stedet burde alle fagforeninger bakke op, så man solidarisk kan styrke hinanden.

En tynd kop te

Den strejkebevægelse, vi ser i øjeblikket, er et skift i dansk politik. Strejken sætter magt bag de krav, som vi har demonstreret for på de enorme velfærdsprotester 17. maj 2006 og 3. oktober sidste år.

Den konkrete kamp handler i første omgang om mere i løn; et krav om at sprænge den 12,8%-lønramme, som måske ved første øjekast ser ud af meget, men som ved nærmere eftersyn er en tynd kop te.

De 12,8% indeholder ikke meget ekstra i lønningsposen. Kun de 7,53% er sat af til lønrammen, og når man modregner en anslået inflation på 7,30%, bliver den reelle lønforhøjelse kun på cirka 0,2%.

Og det er slet ikke nok til at kompensere for det mangeårige lønefterslæb blandt de offentligt ansatte. Tager man desuden de tårnhøje boligpriser og de eksploderende fødevarepriser med i betragtning, så er det helt tydeligt, at regeringen skal hoste op med en meget større løn.

Nogle har den indstilling, at strejken bare er en lønkamp, som ikke rigtigt skal regnes for værd at støtte – det er jo bare en egoistisk kamp. Men for det første er det helt naturligt, at løn er et vigtigt kampområde, da langt de fleste går på arbejde netop for at få løn og mad på bordet, og derfor er lønnens størrelse selvfølgelig afgørende. For det andet er kravet om højere løn også det konkrete udtryk, som dækker over en langt dybere utilfredshed.

”Flere hænder – mere i løn”. Sådan lød det på velfærdsdemonstrationerne, og sådan lyder kampråbene i strejken. Velfærdssamfundets kernetropper er på gaden, fordi de kan se, at noget er helt galt!

Den lave løn er bare et meget konkret utryk for den mangel på respekt for arbejderne, som er en grundsten i nyliberalismen. Kravet om mere i løn er derfor også en konkret kamp mod udsultningen af den offentlige sektor, som Fogh-regeringen står for.

Den økonomiske udsultning af den offentlige sektor er den ene side af mønten. Den anden side hedder kontrol, detailregulering og markedspromovering af det offentlige, som medfører, at borgerne bliver klienter. Det er et angreb på pædagoger, lærere og sygeplejerskers faglighed, som systematisk forsøges sat igennem.

Dette nyliberale dogme fortrænger menneskelig dømmekraft til fordel for regler, pisk og konkurrence. Sammenlagt er det en brutalisering af hverdagen for arbejderne i velfærdssamfundet, og det betyder øget nedslidning, en enorm stigning i stressrelaterede sygdomme og tidlig død.

Dette er også en del af lønkampen, så kom ikke og sig, at det er egoisme – mere i løn er et spørgsmål om velfærdssamfundets overlevelse!

Venstrefløjen på banen

Det er en kæmpe udfordring, venstrefløjen står over for. Vi kæmper både mod dele af fagtoppen, der ikke vil kæmpe, og en regering, der kun kan overvindes, hvis vi sætter hårdt mod hårdt.

Det kræver, at vi opbygger netværk på arbejdspladserne, så vi kan presse fagbevægelsens top og handle, selv hvis vores faglige ledere ikke vil. Samtidig vil opbygningen af netværk give os mulighed for at overvinde den sygdom, som store dele af fagbureaukratiet lider af – nemlig den føromtalte sekterisme, der vil opdele kampene i stedet for at forene og samle dem.

Vi skal være med til at formulere sammenhængen mellem kampen for løn, faglighed og forsvaret for velfærdsstaten – imod nyliberalismen.

Vi skal afsløre, at det er løgn, når politikerne nedladende fortæller os, at det vil ende i katastrofe, hvis almindelige arbejdere får mere i lønningsposen, mens de ikke kan se noget problem i at forgylde deres rigeste venner med 10 mia. i skattelettelser.

Venstrefløjen skal fatte, at det er en ny tid, vi lever i. Kampgejsten er på vej tilbage i arbejderklassen. Den typiske kæmpende arbejder er i dag ikke mand i blå kedeldragt, men kvinde ansat i den offentlige sektor. Oprøret ulmer og en aktiv venstrefløj, der kan se, hvad der er ved at ske, og som formår at handle derefter, er bydende nødvendig!

Se også:
SAA 278: Strejken kan knække Fogh
SAA 278: Den militante kant: Strejker for alles velfærd
SAA 278: Interview: – Staten har masser af penge
SAA 278: Fagbureaukratiet – Hvis side er de på?
SAA 278: Enhedsfront – en revolutionær metode i bevægelsesarbejdet

Flere artikler fra nr. 278

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Overenskomst 2008

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 3170 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside