Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 5

Israel – grundlagt på terrorisme

John Rose + Anne Alexander

60 år efter at palæstinenserne blev fordrevet undersøger Anne Alexander og John Rose den israelske stats oprindelse.

Staten Israel blev grundlagt for 60 år siden på baggrund af en afskyelig forbrydelse – der fordrev omkring en million palæstinensere fra deres hjem.

Voldshandlingen er for palæstinensere kendt som “The Nakba“ – det arabiske ord for katastrofe. Denne fordrivelse blev efterfulgt af en anden humanitær katastrofe i 1967, da Israel besatte hele Jerusalem og hele det historiske Palæstina, hvilket ledte til over 40 års militær besættelse af landet og bølger af mord i forsvar for den Zionistiske stat.

Begivenhederne omkring “Nakba“ og grundlæggelsen af Israel I 1948 er afgørende for at forstå baggrunden for den konflikt der er mellem Israel og Palæstina i dag.

Oprindelsen for den zionistiske bevægelse skal findes i Europa. Bevægelsen opstod i slutningen af det 19. århundrede, som et modsvar på den voksende racistiske nationalisme og antisemitisme.

Zionismens tragedie er, at selv om den var drevet af et ønske om at grundlægge en jødisk stat som et trygt tilflugtssted for de undertrykte, anerkendte bevægelsens ledere, at de for at opnå dette, skulle bruge hjælp og støtte fra en europæisk regering.

Derfor designede de en ideologi som gjorde zionismen til en fortrop for europæisk kolonialisme. I stedet for at undvige europæisk racisme og nationalisme, stræbte zionismen efter at eksportere racismen ved at grundlægge et jødisk kolonialt projekt.

Kolonisering

Efter betydelig debat blev den zionistiske bevægelse enige om, at Palæstina var et passende sted for den jødiske stat, og små grupper af jødiske kolonister begyndte at flytte dertil i løbet af de første årtier i det 20. århundrede.

Den britiske regering, der var tiltrukket af zionisternes løfter om at deres bosættelser kunne hjælpe med at sikre den britiske kontrol over det ny-erobrede Osmanniske Rige, udsendte i 1917 en deklaration der støttede oprettelsen af et “nationalt hjem for det jødiske folk“ i Palæstina.

Kun to år tidligere, havde britiske embedsmænd lovet det selv samme areal væk til at skabe en del af et arabisk kongedømme, imens at de bag kulisserne delte det Osmanniske Rige ind i betydningsfulde områder, i en hemmelig aftale med franskmændene der var deres allierede under første verdenskrig.

Ved fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig, fik Storbritannien overdraget kontrollen over Palæstina pga. mandatsystemet i “The League Of Nations“ (det daværende FN).

I løbet af de følgende to årtier flyttede et stigende antal af jødiske immigranter til Palæstina. Den jødiske befolkning voksede fra 50-60.000 i 1919 til næsten 450.000 i midten af 1930’erne.

Situationen i selve Europa blev forværret med Adolf Hitler ved magten i Tyskland og med den nazistiske jødeforfølgelse. De fleste europæiske regeringer reagerede dobbeltmoralsk over nazismens ofre, de fordømte nazismens handlinger samtidig med at de lukkede deres døre for desperate flygtninge.

Ubarmhjertig

Fødslen af den nye israelske stat blev hjulpet godt på vej af verdens supermagter – idet USA og Sovjet Unionen bakkede op om FN’s plan for et delt Palæstina og efterfølgende anerkendte staten Israel. Dette i håb om at det ville fremskynde den britiske tilbagegang andre steder i Mellemøsten.

Startskuddet for den zionistiske beslaglæggelse af det meste af Palæstina blev affyret af FN’s generalforsamling der i november 1947 stemte for et todelt Palæstina, hvilket efterlod en jødisk stat og en Palæstinensisk stat side om side.

Delingen af Palæstina var åbenlyst uretfærdigt overfor palæstinenserne.

Officielt hilste de zionistiske ledere delingen af Palæstina velkommen, imens at de privat allerede var ved at planlægge et ubarmhjertigt angreb på den civile palæstinensiske befolkning.

David Ben-Gurion, som blev Israels første premiereminister, forklarede i november 1947 embedsmændene i den jødiske organisation, at der ventede palæstinenserne en trist fremtid: “De kan enten blive massearresteret eller fordrevet – det er bedst at fordrive dem“.

Igennem december 1947 og januar 1948 udførte zionistiske militser grusomme handlinger i de palæstinensiske landsbyer og nabolag.

Et sådant angreb fandt sted i landsbyen Khisas i Galilæa i december 1947. Zionistiske tropper sprængte i nattens mulm og mørke huse i landsbyen i luften, imens beboerene sov. 15 mennesker blev myrdet inklusiv fem børn.

I starten af december begyndte de zionistiske tropper i byen Haifa at rulle tønder med sprængstof ind i de palæstinensiske bydele. De begyndte også at hælde brændende olie ud i gaderne og skød med maskinpistoler på dem der prøvede at slukke ilden.

Imens at uddrivelsen og massakrerne tog til, diskuterede de zionistiske ledere og lagde sig endeligt fast på det som blev kendt som Plan Dalet (efter det hebraiske bogstave D). Planen gav klar ordre til kommandørerne i Hagana (zionisternes vigtigste militær-styrke) om hvordan de skulle behandle den palæstinensiske befolkning:

Disse operationer kan enten blive udført ved at tilintetgøre landsbyerne (ved at sætte ild til dem, ved at sprænge dem i luften og ved at lægge miner i murbrokkerne), og specielt de steder som er svære at kontrollere permanent, eller ved at finkæmme og kontrollere operationer efter følgende instruktioner: “Omringning af landsbyerne, udføre en genmemsøgning i dem. I tilfælde af modstand skal de bevæbnede styrker tilintetgøres og befolkningen fordrives ud af staten“.

Den 10. april 1948 i Deir Yasin blev over 90 landsbyboere massakreret, en tredjedel af dem var babyer. Der var et dødeligt formål med disse massakrer – gerningsmændene håbede at deres naboer ville blive så bange at de ville flygte og på den måde ville processen med fordrivelse blive fremskyndet.

FN-resolutionen om at dele landet i to tilskyndede de arabiske regeringer til at give mulighed for at grupper af frivillige kunne rejse til Palæstina for at forsvare den palæstinensiske befolkning.
Imellem December 1947 og maj 1948 var disse mindre frivillige grupper isolerede fra hinanden og manglede enten tilstrækkelig ammunition eller en samlet ledelse.

Som den israelske historiker Avi Shlaim bemærkede, var taktikken desuden meget forskellige på de to sider.

Zionisterne sikrede hurtigt de vigtigste jødiske bosættelser og begav sig af sted mod områder som var udpeget til at være en del af den palæstinensiske stat, med fuldt overlæg blev den palæstinensiske befolkning fordrevet fra området.

I modsætning til dette var de arabiske modstandere mere defensive i forsøget på at bevare kontrollen med de palæstinensiske områder. Man gik sjældent til modangreb på de områder som zionisterne besad. På det tidspunkt hvor den væsentligste arabiske hær intervenerede i maj 1948 var omkring 250.000 palæstinensiske flygtninge allerede flygtet.

Mobilisering

I midten af maj 1948 talte de forenede styrker i Palæstina, som var mobiliseret af de arabiske lande, kun 25.000 soldater sammenlignet med de 35.000 soldater som var under kommando ved det nydannede Israelske Forsvars Kommando (IDF)

IDF bragte hurtigt flere tropper ind I krigen, cirka 65.000 i midten af juli og 96.441 i december.
Ben-Gurion annoncerede Israels oprettelse for verden den 15. maj 1948. Alligevel fortsatte uddrivelsen og massakrerne med uforandret styrke.

230 palæstinensere blev skudt ved Tatura og begravet i massegrave d.22. maj.

Yitzhak Rabin, der senere blev premiereminister I Israel, var ansvarlig for de militære operationer i byer i Ramla og Lydd i juli 1948. Han vurderede at hans tropper i området fordrev omkring 50.000 palæstinensere fra deres hjem og tvang dem til, uden mad eller drikke, at vandre til Vest-Bredden.

I løbet af de følgende måneder steg antallet af palæstinensiske flygtninge til omkring 850.000. Fattige og traumatiserede blev de huset i overfyldte lejre i Libanon, Syrien, Jordan, Vest-Bredden og Gaza-Striben.

FN’s generalforsamling godkendte en resolution der gik på at Israel skulle tillade at flygtningene kunne vende hjem – 60 år senere venter flygtningene og deres efterkommere stadigvæk på at kunne vende hjem.

Katastrofen som ramte palæstinenserne i 1948, skal ses i sammenhæng med en region i oprør. En af årsagerne til hvorfor både de gamle kolonimagter og USA så en potentiel og brugbar allieret i den zionistiske bevægelse var den stigning i antallet af anti-imperialistiske bevægelser over hele Mellemøsten.

Men de arabiske ledere udviste inkompetence, forræderi og dumhed ved at overlade Palæstinas skæbne i hænderne på kong Abdullah i Jordan og kong Faruk i Egypten.

Alligevel viste 1948 også hvordan konflikten i Palæstina kunne sætte Mellemøsten i brand ved at styrke og samle en massebevægelse imod imperialismen og dens lokale ledere.

Oversat af Lykke Dressel
Artiklen er tidligere bragt i www.socialistworker.co.uk

Se også:
SAA 279: Palæstina: Interview med Samer Rahman: “Jeg tror på en stat for alle, uanset religion og tro“

Flere artikler fra nr. 279

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Israel

Se flere artikler af forfatter:
John Rose
Anne Alexander

Siden er vist 3827 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside