Socialistisk Arbejderavis
Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 6
Palæstina: Interview med Samer Rahman
“Jeg tror på en stat for alle, uanset religion og tro“
Lene Junker
Samer Rahman er palæstinenser og har været med til at arrangere den netop overståede Palæstina-konference for palæstinensere i hele Europa. Lene Junker har talt med Samer Rahman om konferencen og om perspektiverne for Palæstina.
Du er med i “Det Palæstinensiske Forum i Danmark“ og I står bag Den 6. Europæiske Al-Awda Konference, som fandt sted i den 3. maj i Brøndby Hallen. Hvem er I og hvad vil I?
Jeg er ikke med i eller medlem af “Det Palæstinensiske Forum i Danmark“ (PFD). Men har blot i forbindelse med afholdelse af konferencen været frivillig. Der har været behov for mange kræfter til at sætte fokus på emnet og problematikken omkring de palæstinensiske flygtninge, der har været fordrevet fra deres land i mere end 60 år.
Men PFD blev stiftet den 17. marts 2005 i København af en gruppe aktive personer med palæstinensiske baggrund. PFD har til formål at øge kendskabet til det palæstinensiske folks identitet og ret til selvbestemmelse samt retten til tilbagevenden. PFD er en uafhængig dansk-palæstinensiske forening, både politisk og økonomisk. Forummet stræber efter at øge kendskabet i det danske samfund til Palæstina, i sociale, historiske, politiske, økonomiske og kulturelle aspekter. Forummets aktiviteter vil oplyse, informere og udbrede viden om den palæstinensiske sag og identitet til denne og fremtidige generationer. Gennem sammenhold og innovation i PFDs handlinger ønsker Forummet at opnå indflydelse i aktivitetsområde og være vejledende i støtten til den palæstinensiske sag og dens folks udholdenhed.
Al-Awda Konferencen markerer 60 året for fordrivelsen af palæstinenserne. Hvad skete der i Palæstina for 60 år siden?
I 1948, blev mere end 750.000 palæstinensere – dvs. over 60 pct. af det samlede befolkningstal i Palæstina – fordrevet fra deres hjem af zionistiske terrorgrupper. Disse grupper anså palæstinenserne, der befolkede størstedelen af landet, som en hindring for dannelsen af en jødisk stat, fordi de ikke var jøder og igangsatte derfor en omfattende etnisk udrensning.
Fra 1920 og frem fungerede Palæstina som et britisk mandatområde med en stor palæstinensisk befolkning og et jødisk mindretal. Som følge af immigrationen fra Europa, der tog til især i 1930erne og 1940erne, voksede den jødiske minoritet dog hastigt og udgjorde i 1947 ca. 31 pct. af befolkningen. Den voldsomme immigration forårsagede spændinger mellem befolkningsgrupperne, og det blev til stadighed vanskeligere for briterne at kontrollere området. I 1947 overtog FN således ansvaret for Palæstina og vedtog samme år resolution 181, der sigtede mod dannelsen af to stater i området, henholdsvis en arabisk og en jødisk. Den arabiske befolkning fastholdt imidlertid et ønske om, at hele landet forblev én verdslig, demokratisk stat med lige ret for alle tre monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam). De zionistiske væbnede styrker var ikke sene til at udnytte konfliktsituationen til at bortfjerne så mange palæstinensiske indfødte som muligt.
Da Israel i maj 1948 erklærede uafhængighed, var palæstinensernes eksodus, eller Al-Nakba, således allerede halvt fuldendt. Og i slutningen af 1948 var mere end to tredjedele af den oprindelige, palæstinensiske befolkning enten flygtet i panik, eller de var blevet tvunget væk fra deres hjem. En gennemgang af de israelske militærarkiver viser, at mere end 50 pct. flygtede på grund af direkte angreb fra militæret. Andre flygtede efter at have hørt forlydender om massakrer. Over 100 civile blev dræbt alene i landsbyen Deir Yassin og 200 civile i Tanture. Mere end 450 palæstinensiske byer og landsbyer blev affolket i perioden, og de fleste af dem blev desuden revet ned for at gøre det umuligt for de indfødte at vende tilbage til deres hjem. Opgørelserne over byer og landsbyer, der blev ødelagt og affolket, veksler i antal. Fx nævner den israelske nyhedsavis Haaretz Reports hele 530 byer. De ødelagte byer udgjorde tre fjerdedele af de palæstinensiske byer indenfor de områder, der efter krigen blev israelske.
Den nyetablerede israelske regering konfiskerede flygtningenes land og ejendomme og overdrog det til jødiske immigranter. Selvom jøderne i udgangspunktet kun ejede omkring syv pct. af landet i Palæstina og kun udgjorde 31 pct. af indbyggertallet, blev den jødiske stat Israel oprettet på 78 pct. af Palæstinas samlede landområde.
Hvad er der sket med de palæstinensiske flygtninge siden?
De palæstinensiske flygtninge er de oprindeligt hjemmehørende i Palæstina. Størstedelen af dem blev fordrevet eller tvunget til at flygte, da Palæstina blev delt i to. Fordrivelsen af det palæstinensiske folk er fortsat lige siden, og situationen blev yderligere forværret i forbindelse med krigen i 1967, hvor Israel angreb sine arabiske naboer. Denne begivenhed resulterede bl.a. i den israelske besættelse af Gaza-striben og Vestbredden. Palæstinensiske flygtninge opregnes normalt i tre grupper: 1) flygtninge, der boede i Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, og som mistede deres hjem og livsgrundlag som følge af den israelsk-arabiske konflikt, 2) efterkommere af disse flygtninge, 3) flygtninge, der blev fordrevet fra Vestbredden og Gaza-striben efter krigen i 1967. 60 år er gået, men Al-Nakba er ikke en afsluttet begivenhed, og flygtningene har ikke opnået retten til at vende tilbage. Katastrofen er stadig levende blandt de millioner af palæstinensere, der fortsat lever i eksil, mange i flygtningelejrene i Mellemøsten eller som statsløse uden almindelige borgerrettigheder i hverken deres eget eller andre lande. Det estimeres at der er mellem 8-10 millioner palæstinensiske flygtninge, hvor 4,5 millioner af dem lever i mellemøsten, enten i de omkringliggende lande eller internt i Palæstina. I de sidste 60 år har Israel undveget sig ansvaret for flygtningeproblemet og konsekvent nægtet at anerkende palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres forældres og bedsteforældres hjem i Palæstina.
I fastholder retten til at vende tilbage. Hvordan kan det praktisk lade sig gøre?
Retten til tilbagevenden er anført i international lov, og den er blevet bekræftet gentagne gange. Ifølge international lov har flygtninge ret til at vælge at vende hjem til deres oprindelige hjemland og at modtage erstatning for tab og ødelæggelser. FN’s generalforsamling nedskrev allerede i 1948 de grundlæggende rettigheder for palæstinensiske flygtninge i resolution 194. Den 22. november 1974 fulgte resolution 3236, der understregede retten til tilbagevenden som en grundlæggende ret.
Retten til tilbagevenden er desuden blevet implementeret i Kosovo, Bosnien, Østtimor, Rwanda, Guatemala, Abkhasien, Afghanistan og Irak. Men stadig ikke i Palæstina. Som årsag angives typisk – bl.a. af ellers velmenende, europæiske ledere – at tilbagevenden ikke er realistisk, ikke er mulig, at der ikke er tilstrækkelig plads i Israel til de mange flygtninge, at landsbyerne, hvorfra palæstinenserne kom, nu er ødelagt, at der således intet sted er at vende tilbage til etc. Selv hvis disse udsagn var sande, ville de ikke give logisk mening i hverken moralsk, juridisk eller politisk henseende. Blot fordi den forbrydelse, der er blevet udført, er vellykket, bør Israel ikke uden videre kunne opnå tilgivelse for den. Det, man har stjålet, bliver ikke automatisk ens retmæssige ejendom.
Men udsagnene er ikke sande. Der er tværtimod tale om postulater, som bl.a. den palæstinensiske forsker og forfatter til bogen “Right of Return, Sacred, Legal and Possible“ (1999) Salma Abu Sitta for længst har været i stand til at tilbagevise. Abu Sitta fastslår bl.a.:
At de palæstinensiske flygtningenes landområder, som udgør 93 pct. af Israel, kun beboes af 1,5 pct. af den israelske befolkning. De relativt få individer lever hovedsageligt i kibbutzer, som i dag er både politiske og økonomiske fallitboer. Udover kibbutzerne er der blevet bygget forskellige militærbaser i områderne. At 90 pct. af landsbyområderne stadig er ubebyggede, 7 pct. er delvist bebyggede, og kun 3 pct. er fuldt bebygget. De fuldt bebyggede områder findes i Tel Aviv og Østjerusalem.
At de russiske jøder (over en million), der er indvandret i Israel efter 1989, udgør samme antal som alle registrerede flygtninge i Libanon og Gaza-striben. Havde Israel ønsket en fredsslutning med palæstinenserne, kunne de have tilladt flygtningene at vende tilbage i stedet for fortfarende at indføre nye, jødiske borgere og dermed tilskynde til konflikt i regionen. Den israelske politik på området er i de senere år under premierminister Ehud Olmert blevet defineret af bl.a. Natan Sharansky og Avigdor Lieberman, der begge står for en uforsonlig, zionistisk linje og støtter udvidelsen af de jødiske bosættelser på palæstinensisk land.
At 97 pct. af de palæstinensiske flygtninge befinder sig indenfor en radius af 100 km fra deres oprindelige hjem og 50 pct. indenfor kun 40 km. Afstanden kan tilbagelægges med én enkelt busrejse. Mange kan se deres huse, men de er afskåret fra at nærme sig dem. Befolkningstætheden i Gaza er 6000 personer pr. km2. Samtidig ligger disse menneskers land næsten tomt få kilometer derfra med kun 6 jødiske landmænd pr. km2. Alle de jødiske landmænd i halvdelen af Israel, fra Ramleh til Um Rashrash (Eliat) udgør et mindre antal end antallet af palæstinensere i en eneste flygtningelejr i Gaza.
Ville du selv vende tilbage, hvis du fik mulighed for det?
Principielt ja, men det er selvfølgelig betinget med flere spørgsmål: Hvilke rettigheder har jeg? Hvilke forhold lever jeg under? Hvad er den stats natur, som jeg kommer til at bo i? Er den racistisk motiveret? Jeg tror på, en stat for alle, uanset religion og tro, hvor enhver person har retten til at stemme på lige fod med sine medborgere, og ret til at bestemme sin egen skæbne uden at en racistisk motiveret stat eller system skal definere de rammer, som man skal agere i.
Hvordan har I arrangeret Den 6. Europæiske Al-Awda Konference?
Konferencen blev afholdt med PFD som hovedarrangør i Danmark, med naturligvis i samarbejde “The Right of Return Center“ i London, der var initiativtager til den første konference i London i 2003, og som gennem årene har haft det overordnede ansvar for konferencen i Europa. Men arrangørerne i Danmark tæller også flere palæstinensiske organisationer og foreninger, da det var vigtigt at alle dansk-palæstinensiske grupperinger deltog aktivt i selve planlægningen men også i afholdelsen af konference. Ligesom at enkelte danske foreninger, der interesser sig og er aktive i Palæstina-spørgsmålet deltog, men desværre ikke så mange som jeg havde håbet på.
Som optakt til konferencen afholdte vi også debatmøder, filmaftener og happenings i Danmark. Ligesom vi arrangerede et palæstinensisk telt, med overskriften “Refugee Camp No. 60“, der var på turne i DK. “Refugee Camp No. 60“ markerede 60 året for den palæstinensiske diasporas begyndelse og samtidig er der p.t. i verden 59 palæstinensiske flygtningelejre, hvor NO. 60, har meget symbolsk værdi. Teltet indeholdte bl.a. billeder, brochurer, kort mm, der viste det palæstinensiske flygtningeproblem og den situation de lever i.
Hvor mange deltog i konferencen? Hvor mange fra Danmark?
På sit højeste blev der estimeret at ca. mellem 6-8000 var til stede, delvis i salen der kunne rumme over 3000 mennesker, men også en del befandt sig udenfor. Folk kom til fra flere dele i Europa, som bl.a. Sverige, Holland, England, Norge, Frankrig, Tjekkiet og Tyskland. Med hensyn til Danmark har det med stor sandsynlighed været ca. 4.500 mennesker, der deltog i konferencen. Folk kom fra alle de danske storbyer, men også de mindre var repræsenteret.
I Palæstina er palæstinenserne meget splittet. Viste konferencen den samme splittelse?
Det har været nødvendigt, at alle palæstinensere, uanset politisk overbevisning skulle deltage i konferencen, og det lykkedes også i højere grad. For Retten til Tilbagevenden kan ikke og må ikke splitte nogen, det er en ukrænkelig ret. Enhver palæstinenser skal have retten til at vende tilbage til sit hjemland, og det må vi håbe at alle mennesker slutter op omkring. Det kunne dog ikke udelukkes, at vise personer ikke deltog i konferencen pga. personlige uoverensstemmelser med enten arrangørerne eller talerne.
Hvis du levede i Palæstina, hvem ville du stemme på til næste valg?
Jeg tror ikke, at det er tilstrækkeligt at pege på, hvem man vil stemme på. For selvom jeg personligt er tilhænger af “one man, one vote“ princippet, vil et valg i sidste ende – i de besatte palæstinensiske områder – ikke føre noget reelt med sig. Historien har gentagne gange vist, at når palæstinenserne ikke suverænt kan bestemme over deres eget land og områder, vil den interne konflikt forværres. Det er ikke tilstrækkeligt, at palæstinenserne er i stand til at stemme, når resultatet af stemmerne er forgæves, da det er de facto Israel der sætter dagsordnen i de palæstinensiske områder, og kontroller flere millioners skæbne.
Ser du tegn på en større palæstinensisk enhed i dag?
Den palæstinensiske enhed er ikke virkelig, og kan bedst illustreres i den opdeling som Israel har formået at skabe i de besatte palæstinensiske områder, hvor kontrolposter og bosættelser har splittet landet fra hinanden. Den palæstinensiske enhed kan ikke eksistere, når der ikke eksisterer en sammenhængende stat eller jord, som palæstinenserne kan forene sig på. Splittelsen bliver derimod større med tiden, jo længere tid palæstinenserne lever uden en suveræn sammenhængende stat, som får lov til at udvikle sig og man kan på demokratisk vis kappes om den parlamentariske magt, uden indblanding fra udenlandske regimer. Palæstinensere skal have lov til selv, at bestemme og kontrollere deres egne skæbne. Desværre forholder det jo således i dag, at i stedet for at bruge deres kræfter på den sande fjende, nemlig den israelske besættelsesmagt, bruger de palæstinensiske fraktioner deres kræfter og ressourcer på at bekrige hinanden, og forringe hinandens indflydelse.
Hvad er perspektivet for palæstinenserne?
Jeg plejer som regel at være optimist, men kan umiddelbart ikke finde et optimistisk perspektiv for et folk, der al for længe har været undertrykt og blevet benægtet deres rettigheder til at leve som mennesker. Al-Nakba gentages hver eneste dag, når israelske fly og tanks bombarderer palæstinensiske byer, eller bulldozere barmhjertigt smadrer ind i enkeltfamiliers huse og hele tilværelse. Aggressionerne har antaget nye former med tiden, og Israel legitimerer dem i dag på nye måder, men forbrydelserne har stadig samme formål, og den palæstinensiske lidelse er også den samme. Det er forfærdende at overvære, hvorledes den israelske politik reproducerer uforsonlighed.
Mest chokerende er det imidlertid, at det internationale samfund nu 60 år efter de grusomme begivenheder i 1948, stadig ser gennem fingre med en racistisk og voldelig adfærd, der truer med at tage livet af det palæstinensiske folk. Vi er alle fortsat tavse vidner til et langsomt folkemord, der bliver til gennem eksilering og ekskommunikation, snigmord på palæstinensiske ledere, udsultning af den almindelige befolkning, blokering af deres adgang til vand og medicin, ødelæggelser af skoler, universiteter og hospitaler, gradvis udslettelse af national identitet og en stædig benægtelse af retten til statsborgerskab og nationalitet.
Der er et stigende behov for at forbedre de elendige levevilkår for palæstinenserne, der i disse tider gennemgår nogle af de værste forhold gennem den 60 år lange konflikt. I de palæstinensiske områder, og i sær Gaza-striben, er leveforholdene langt under standard, og de vilkår som eksister er en krænkelse af alt hvad der hedder menneskerettigheder og respekt for liv. De stigende blokader af Gaza-striben har ført tragiske humanitære lidelser og forhold, hvor palæstinenserne er afskåret fra bl.a. lægebehandling og fødevarer.
Der er et stigende behov for humanitær bistand og økonomisk støtte. Befolkningen i Gaza dør en langsom død. Det er nødvendigt, at der lægges pres på Israel fra det internationale samfund til at afbryde de forfærdeligheder som den begår mod det palæstinensiske folk. Ligesom at der er behov for at de palæstinensiske flygtninge, især de værste ramte, både internt i Palæstina, men også i Libanon får forbedret deres leveforhold og økonomiske situation, ligesom at de får mulighed for at vende tilbage til deres hjem.
Hvordan støtter man bedst det perspektiv, når man bor i Danmark?
De danske græsrodsorganisationer har været kendt for en meget aktiv politik i støtten til det palæstinensiske folk. Mange foreninger har stået i spidsen, når der skulle demonstreres og protesteres mod den forfærdelig politik, Israel gentagne gang har udført. Dog er det ikke længere tilstrækkeligt, at man gennem demonstrationer og protestforsamlinger forsøger at påvirke den politiske dagsorden. Det har vist sig ikke at holde stik. For at disse aktiviteter kan få succes, er det betinget at medierne dækker dem, så budskabet kan formidles videre til den øvrige befolkning og politikkerne. Gennem medierne kan man bl.a. vække folks opmærksomhed på problematikken og evt. opnå sympati og solidaritet.
Efter mine erfaringer, er der i Danmark behov for nye fora til få sit budskab igennem til opinionen og politikerne. Der er behov for en mere langsigtet strategi, der er nyskabende. Man skal formå at anvende flere af de muligheder som civilsamfundet indeholder.
Først og fremmest har palæstinenserne i Danmark behov for lægge en forenet strategi, for på den måde vil deres røst være højere. Indtil videre har enkelte foreninger kun arbejdet alene, og på en reaktionær måde. F.eks. når Israel begår grusomheder som lukning af grænserne til Gaza, reagerer palæstinenserne i Danmark ved impulsivt at indkalde til protestdemonstrationer på centrale pladser i Danmark.
Man formår at samle overraskende mange mennesker på kort tid. Her holdes der taler, som regel af de samme personer, men man bevæger sig ikke videre. Man kan f.eks. tage kontakt med de folkevalgte politikere og snakke med dem, skabe et forhold og forsøge at påvirke dem. Men i stedet dør initiativet i samme øjeblik som demonstrationen er slut. Man skal også være bedre til at samarbejde bedre med de danske foreninger, der beskæftiger sig med Palæstina, og koordinere arbejdet med dem. Og etablere nye kontakter til alle partier på de politiske fløje, så man kan påvirke dem og nuancere deres viden og forestillinger om hvad der faktisk foregår i Palæstina.
Ligesom at der er større behov for de palæstinensiske unge bliver mere involveret i det aktive arbejde. De unge indeholder et stort potentiale, der med deres kompetencer og evner er i stand til at nå længere ud end den første generation har været i stand til.
I Danmark kan man organisere større humanitære indsamlinger, og via anerkendte nødhjælpsorganisationer formidle denne bistand videre til det palæstinensiske folk. Problemet efter vedtagelsen af terrorlovgivningen, har været at der ikke er ret mange organisationer og foreninger i Danmark tilbage, som indsamler bistand til de palæstinensiske områder. Palæstinenserne har behov for alt lige fra hospitalsudstyr, tøj og fødevarer.
Samer Rahman er Cand. Negot Arabisk, i internationlae forhold og Mellemøst-studier og frivillig ved Al-Awda-konferencen
Se også:
SAA 279: Israel – grundlagt på terrorisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed