Socialistisk Arbejderavis
Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 8
Fort Europa på Samos
En græsk tragedie
Chris Jones
Da den britiske akademiker, Chris Jones, anerkendt for sine skrifter om radikalt socialt arbejde, flyttede til den lille græske ø Samos, opdagede han at han befandt sig ved en frontlinie. Han fortæller her om forholdene for desperate flygtninge, der sætter deres liv på spil for at flygte til Europa, og lokalsamfundets reaktioner.
Der er to grupper af mennesker der rejser til den græske ø Samos, der ligger tæt på den tyrkiske kyst. Den ene gruppe er kendt som turister eller rejsende. De kommer som regel fra mange forskellige steder i verden, enten med charterfly eller færge. De bruger det meste af tiden på stranden og har kun sjældent kontakt med de lokale myndigheder. Den anden gruppe mennesker bruger også meget tid på stranden og i havet.
Men modsat turisterne er disse flygtninge og kommer hele året rundt, og ankommer til øens strande i ly af mørket. Med priser på omkring 5000 kroner for en plads i en gummibåd, der sejler dem de to-tre kilometer fra Tyrkiet til Samos, er deres rejse også langt dyrere end turisternes. Og modsat turister og rejsende har denne gruppe ofte kontakt med ordensmagten, og en foruroligende mængde af dem dør eller kommer til skade på deres vej til stranden. Tallene er aldrig præcise, da der er mange lig der ikke bliver fundet, men politichefen på Samos siger at 24 lig blev fundet på strandene eller i fiskenet sidste år. Lokale aktivister mener dog at dette er en kraftig underdrivelse.
Samos ligger i grænselandet mellem “Fort Europa“ og Tyrkiet. Det er den af de græske øer der ligger tættest på det tyrkiske fastland. Den smalleste overgang, som også er det mest risikable sted at krydse på grund af havforhold, er bare 1,2 km bred.
Menneskesmuglerne kan sejle over på bare en time. Og i løbet af de sidste 12 måneder har der været en markant stigning i antallet af flygtninge. I 2007 blev 4.469 mennesker anholdt på Samos, sammenlignet med mindre end 1.500 året før.
Myndighederne på øen er overvældede. Indtil for seks måneder siden blev alle papirløse flygtninge tilbageholdt i en gammel bygning i Samos by, som tidligere havde fungeret som politistation og før det var et tobakslager. Der burde kun være plads til 200 mennesker, men der blev som regel holdt op mod 500 mennesker fanget der. Forholdene var forfærdelige og, ifølge FN’s repræsentant i Athen, en krænkelse mod menneskelig værdighed. Stedet var kraftigt overfyldt, og bygningen var ikke i stand til at modstå sommerens varme og vinterens fugt og kulde. Toilet og badefaciliteter var utilstrækkelige og der faldt gips af vægge og lofter. Der var en enkelt mønttelefon i gården.
Flygtninge
De lokale myndigheder på Samos føler sig svigtet af den græske stat og EU. Der er en gammel strid, der delvist har rødder tilbage i til den blodige borgerkrig i slutningen af 1940’erne, og de efterfølgende højreorienterede regeringer der havde magten indtil 70’erne. Samos såvel som naboøen Ikaria (som begge er en del af samme lokale administration) har længe været associeret med kommunisme, og er derfor forsætligt blevet negligeret af den nationale statsmagt. Det gælder særligt for Ikaria. Begge øer befinder sig i periferien af Grækenland på mange måder.
Men det er geografi og international politik der har fået Samos i søgelyset. En ø der gerne ville være kendt for sin natur og rige flora, for sine strande, og for sin association med matematikeren Pythagoras, bliver nu berygtet for sin behandling af flygtninge. I løbet af de sidste 18 måneder har der været mindst to meget kritiske besøg og rapporter om situationen. Et var en tysk flygtningeorganisation, som var foruroliget over den håbløse måde som de græske myndigheder håndterede flygtningenes sager på. Det andet var af en EU-kommission der havde lignende bekymringer, grundet de ekstremt lave godkendelses-rater (0,61 procent) for asylansøgere. Det er den laveste godkendelsesprocent i EU. Vi afventer nu en tredje rapport fra en norsk menneskerettigheds-organisation.
Samos er en port til Europa. Med en population på mindre end 35.000 og stor fattigdom, er det ikke et sted hvor flygtninge ønsker at slå sig ned. Lokalbefolkningen er etnisk homogen og ikke-grækere skiller sig ud. Når de har klaret vejen til strandene, er flygtningene lette at fange og køre igennem systemet. Der er intet multietnisk urbant miljø de kan forsvinde i, selvom lokalbefolkningen er sympatisk indstillet overfor deres situation. Den græske tabloid-presse, ligesom resten af Europas, er fulde af historier om hvordan landet bliver oversvømmet af flygtninge og papirløse, der er ude efter at stjæle jobs og livsforhold. På Samos sælger disse historier dårligt.
For ældre mennesker, som vores nabo Keterinio, der er i midten af 80’erne, minder flygtningenes situation hende om dengang hun flygtede fra nazisternes besættelse af Samos. Ligesom dagens flygtninge, flygtede hun og hendes forældre i ly af mørket, og sammen med 8 andre roede de til Tyrkiet; de medbragte ingen værdier og var fuldstændig afhængige af den hjælp og medmenneskelighed som fremmede mennesker mødte dem med på vejen indtil de til sidst ankom i græske flygtningelejre i Gaza og Egypten. Mange hundrede fra Samos oplevede det samme, så de mennekser der nu flygter fra krige, i Irak, Afghanistan, Palæstina, Somalia og Eritrea, og som udgør størstedelen af flygtningene her, genfortæller en bekendt historie. Det viste sig tydeligt i vores lille landsby da tre unge mænd fra Eritrea kom gående fra stranden og fire kilometer op af bjergsiden i December. De blev modtaget og straks taget indenfor i den lokale kafé, hvor de fik mad og drikke, og tørt tøj mens de ventede på politiet. Over hele øen er de lokale imødekommende overfor flygtningenes behov, og insisterer på direkte menneskelig kontakt, da de ikke har megen tiltro til hverken politiet eller kystvagten.
Men Samos er ikke et godt sted at lande. Først skal man krydse havet, og selvom det ikke er en lang tur, er det en farlig færd grundet hav- og strøm-forhold. Dernæst er der den græske kystvagt som patruljerer farvandet. Den lokale politichef for Samos ser sig selv som frontlinjen af Grækenland’s (og Europas) forsvar, og snakker om flygtninge som værende en islamisk undergrunds-infiltræring af landet.
Kystvagterne er specielt hårde i deres forhold til de unge mænd, som udgør majoriteten af flygtningene. Alle rapporterne om Samos indeholder beretninger fra unge mænd, der er blevet angrebet og i nogle tilfælde tortureret af kystvagten. Disse beretninger tvang den græske regering til at iværksætte en undersøgelses-kommission, men ingen forventer nogle positive resultater fra den kant. Det blev også afsløret at kystvagtens hurtige speed-både prøver at forhindre flygtningenes både i at komme frem, enten ved at sænke deres både eller ved at tvinge dem i land på nogle af de mange små ubeboede øer, som ligger spredt i havet mellem Tyrikiet og Samos. I begge tilfælde er det så op til lokale fiskere enten fra Tyrkiet eller Grækenland at komme de forliste til undsætning.
Dem der klarer turen og kommer i land på Samos, bliver samlet op på strandene, og sendt til et asylcenter hvor de bliver tilbageholdt i 30 dage i første omgang. Siden december har der været nogen forbedring af forholdene, med et nyt center der er lavet til forholdet. Men uanset at denne forbedring er velkommen, er der kun en deltids advokat og en deltids socialarbejder ansat til at yde flygtningene assistance på centret. Sprog alene er et massivt problem, og en ad hoc-ordning, der afhænger af en lokal forretningsindehaver, som kan noget Engelsk, er temmelig utilstrækkeligt. Disse forhold hænger sammen med den græske stats uvilje mod at sætte asylbehandling i gang.
Samos synes typisk for Grækenland som helhed. Først bliver flygtningene chikaneret og drevet omkring for – at behandle dem som mennesker ville bare give flere lyst til at komme, som en af de lokale kystvagter udtrykte det – og efter mindst 30 dage bliver de ladt frie til at søge videre mod Athen, Patras (med bådene til Italien) og videre til Nordeuropa. Fordi flygtningene er opsatte på at slippe ud af lejrene, er de ikke opmærksomme på, at de uden status som asylansøgere ikke har nogen legal fremtid indenfor EU, og derved bliver ekstremt sårbare. De græske myndigheder gør praktisk talt intet for at forbedre denne situation, hvilket forklarer, hvorfor kun meget få af de over 60.000 årlige flygtninge, hvis sager de “behandler“, bliver godkendt.
Under den gældende retsprotokol insisterer EU på at asyl-ansøgninger skal behandles i det land i Europa, som flygtningene først ankommer til. Så hvis flygtningene forlader Grækenland uden at have søgt om asyl, bliver de simpelthen sendt tilbage til Grækenland til behandling og deportation. Det er derfor at norske og tyske flygtninge-organisationer er bekymrede over at de finder sig selv i kontakt med mennesker de ikke kan gøre meget for at hjælpe, fordi de er ankommet via Grækenland.
Den græske stat er udhulet af privatiseringer, nyliberalisme og en ekstraordinær høj grad af korruption. Der er meget lille chance for at der vil blive afsat de nødvendige ressourcer, der skal til for at sikre en ordentlig og human behandling af flygtningene. Der er også en stemning i Grækenland af at de rigere nordeuropæiske lande, som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, som ikke har grænselande, presser de fattigere middelhavslande i EU, til at være Fort Europas politi, med lille eller ingen finansiel støtte. Fra de lokale myndigheder på Samos’ synsvinkel er det utænkeligt at de skulle have kapacitet til at håndtere de menneskelige konsekvenser af amerikansk og europæisk militarisme og imperialisme.
For mange i Nordeuropa, betyder de græske øer charme, stilhed og skønhed. Men i nogle tilfælde i det mindste på Samos, inklusiv Kos og Lesbos, er der også tale om steder, hvor Fort Europas retorik bliver udført med brutale konsekvenser for dem der forsøger at slippe væk fra de krige de ikke er skyld i, og som i stedet for sikkerhed blot finder sig selv under nye skræmmende og umenneskelige forhold.
Oversat fra Socialist Review (UK) af Anne Lange og Alexander Lassithiotakis
Se også:
SAA 280: Irland: Nej til et nyliberalistisk Europa
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed