Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 16

Kan imperiet slå igen?

Alex Callinicos

På trods af hans modstand mod Irakkrigen er Obama stadigvæk tilhænger af amerikansk imperialisme, skriver Alex Callinicos.

Forestil dig et imperium i forfald i en galakse langt langt væk. Et stk. katastrofalt militæreventyr og opblomstringen af nye magter, der har afsløret imperiets svagheder.

Oven på alt dette er kejseren selv foragtet vidt og bredt, som en nar. Men nu skal hans efterfølger vælges. Hvilken bedre måde rehabiliterer imperiet overfor andre, end at vælge en veltalende, dynamisk, relativ ung mand. En mand, der ikke kun tilhører den gruppe af imperiets undersåtter der er offer for dets største historiske uretfærdighed, men selv tilbragte noget af sin barndom i et andet land, og hvis far kommer fra et andet land.

Måske virker dette som et alt for kynisk syn på Barack Obamas forsøg på at blive USA’s næste præsident. Hans sejr ved det Demokratiske Partis primærvalg, var drevet af stor folkelig afsky over George Bushs miskrediterede administration, og af lysten til endelig at hele såret forårsaget af slaveri og racisme i det amerikanske samfund. Men den amerikanske præsidents virkelige magt ligger udenfor landet. Præsident John F. Kennedy sagde i 1961 følgende til Richard Nixon: “Det er virkeligt sandt at udenrigspolitik er det eneste vigtige område for en præsident at håndtere, ikke? Jeg mener, hvem rager det om mindstelønnen er $1,15 eller $1,25, i forhold til en ting som konfrontationen mellem USA og Cuba?“

Og netop på det udenrigspolitiske område ser det ud til at der er stor afstand mellem de to præsidentkandidater. John McCain, den republikanske kandidat, går ind for at beholde amerikanske tropper i Irak i “måske hundrede år“. Til forskel, fik Obama en stor del af sit forspring over Hillary Clinton, fordi han var modstander af invasionen af Irak i 2003. Han har officielt forpligtet sig til at trække alle amerikanske kamptropper ud af Irak, indenfor 16 måneder, hvis han bliver præsident. Men når vi skal vurdere hvad Obama rent faktisk vil gøre i det Hvide Hus, skal vi huske hvad præsidentvalg i virkeligheden handler om. De er domineret af penge – Obamas sejr over Clinton kom lige i hus pga. hans større pengekasse – valgene handler om at vælge den leder der bedst kan se efter amerikansk kapitalismes globale interesser i de næste fire år.

Længe før præsident Jimmy Carter proklamerede det i 1980, har et hovedmål for amerikansk udenrigspolitik været militær og politisk dominans af Mellemøsten. Den nuværende stigning i olieprisen har gjort dette endnu mere vigtigt for USA. Som Washington Post påpegede er det slående at: “Da Hr. Obama åbnede sin præsidentvalgkamp i denne uge med en stor tale om Mellemøstpolitik, så var den kernestrategi han opridsede, ikke på mange måder, særlig forskellig fra Bush administrationens – eller John McCains strategi“.

Obama holdt talen for American Israel Political Affairs Committee (AIPAC), en af de vigtigste pro-israelske lobby-organisationer. Det lader til at han havde to mål: Det første var at forsikre et mistænksomt publikum om, at hans modstand mod Irakkrigen på ingen måder svækker hans støtte til Israel. “Lad mig gøre det klart“, sagde Obama, “Israels sikkerhed er fredhellig. Den er ikke til forhandling, Jerusalem skal forblive Israels hovedstad, og den skal forblive udelelig“. Han sagde, at han havde været modstander af overhovedet at lade Hamas stille op i det palæstinensiske valg i 2006, og lovede Israel $30 milliarder i amerikansk hjælp over de næste ti år. Obamas andet mål med talen, var et forsøg på at skærpe hans holdning til Iran. Han er blevet angrebet af Bush og McCain for “formildelse“, for at love at forhandle med det islamiske republikanske regime i Tehran.

Ikke radikalt

Obamas standpunkt var på ingen måder radikalt. En rapport fra december 2006 af Iraq Study Group, ledet af Jim Baker, en grundpille i både Ronald Regans og George Bush seniors administrationer, anbefalede at forhandle med Iran, som en måde at komme ud af moradset i Irak. Men Obama var fast besluttet på ikke at lade McCain overhale ham højre om. “Jeg vil gøre alt i min magt for at forhindre at Iran får atomvåben“, sagde han til AIPAC. Dette skulle inkludere “aggresivt, principfast diplomati“ bakket op af skrappere sanktioner og den ultimative trussel om magtanvendelse: “Jeg vil altid holde truslen om en militær aktion på bordet for at forsvare vores sikkerhed og vores allierede Israel“.

Dette toneskift handler ikke kun om at besejre McCain i præsidentvalget. Den militære “surge“ strategi, har ikke bragt fred eller stabilitet til Irak, men den har købt USA tid til at forfølge deres langsigtede planer for landet. Den hemmelige planlagte aftale for en “strategisk alliance“ mellem USA og Irak, der blev afsløret i sidste uge af de engelske aviser Socialist Worker og Independent, indikerer hvad disse langsigtede planer er: Permanente amerikanske militærbaser i Irak og at give Pentagon ret til at operere i landet uden godkendelse fra dets vasalstat. Demokratiske senatorer i USA har afvist forslaget. Ikke desto mindre er det absolut sikkert, at Obama vil fylde det Washington Post kalder “hullerne i hans Mellemøstpolitik“, ved at udvande hans forslag om at trække alle amerikanske tropper ud af Irak. Men hvis præsident Obama vil tilbyde mere af det samme i Mellemøsten, hvilken overordnet forskel ville han så gøre for det amerikanske imperium?

Efter den kolde krig snakkede kommentatorer om “det unipolare øjeblik“ – om overvældende global amerikansk magt. Katastrofen i Irak har i stedet mindet verden om USA’s relative nedgang – en opfattelse der forstærkes af Kinas voksende økonomiske magt og kreditkrisen, der er skabt af engelsk-amerikansk finansiel spekulation. I stedet for det hovmod og den arrogance, som Bush symboliserer, ville Obama vise verdens herskende klasser en andet USA. Et USA klar til at forhandle og samarbejde, og i særdeleshed at tage klimaforandringerne alvorligt i stedet for at lade som om de ikke eksisterer. Men denne mere åbne holdning ville stadig hvile på amerikansk militær magt – Obama ønsker at forøge størrelsen af de væbnede styrker. Han vil være en attraktiv sort kejser, men han vil stadig have sine legioner opmarcheret bag ham.

Artiklen er oversat fra Socialist Worker (UK), 14 juni 2008, af Jesper Høj Kanne

Flere artikler fra nr. 280

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
USA internt efter 1990

Se flere artikler af forfatter:
Alex Callinicos

Siden er vist 2293 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside