Socialistisk Arbejderavis
Nr. 281 – 22. august 2008 – side 8
Befolkningstal
Er jorden ved at være fyldt op?
John Molyneux
Nogle mennesker mener, at overbefolkning er årsagen til arbejdsløshed, stigende fødevarepriser og klimaforandringer. John Molyneux forklarer her, hvorfor socialister bør forkaste det argument.
I over 200 år har der været mennesker, der har ment, at jorden er overbefolket, og at det er den største årsag til fattigdom, arbejdsløshed, hjemløshed og ødelæggelse af miljøet.
I 1798 udgav den engelske præst Thomas Malthus sit “Essay on the Principle of Population“. Han argumenterede for, at befolkningstallet altid vil vokse hurtigere end madproduktionen, og uden streng moral vil fattigdom og sult derfor være uundgåeligt.
I dag, med fødevarepriser, der stiger med raketfart, olie til 140$ tønden, en lavkonjunktur på vej og fjendtligheden mod indvandrere, der bliver frempisket overalt, er det vigtigere end nogensinde før at forholde sig til dette argument.
Socialister, begyndende med Karl Marx og Frederick Engels, der kaldte Malthus’ teori “en krænkelse af menneskeheden“, har altid afvist argumentet om overbefolkning.
Argumentets præmis er falsk, fordi det vender forholdet mellem mennesker og deres levevis på hovedet. Det er desuden helt i strid med historiske og nutidige/samtidige fakta.
Verdensbefolkningen ligger på omkring 6,7 milliarder. Tallet vokser, men det eksploderer ikke. Faktisk er vækstraten faldende.
Mellem 1950 og 1980 voksede verdensbefolkningen fra 2,5 milliarder til 6milliarder. Det er en stigning på 140%. Men eksperter i befolkningstal har forudsagt, at tallet kun vil stige med 50% fra 2000 til 2050, og i de efterfølgende 50 år kun med 11%.
Grunden til dette mønster er simpel nok – fødselsraten på verdenplan overstiger stadig dødsraten, men fødselsraten falder, fordi kvinder får færre børn, som levestandard, uddannelse og medicinsk behandling forbedres.
Befolkningstallets vækst overstiger ikke madproduktionen. Mellem 1950 og 1970 steg fødevareproduktionen med 250% på verdensplan, hvilket fuldstændig overgår stigningen i befolkningstallet i den samme periode.
Der er ikke for lidt mad i verden. Tværtimod produceres der mad nok i verden til, at alle ville kunne få en fornuftig kost.
Befolkningstæthed
Når mennesker sulter, og der udbryder oprør på grund af manglende mad verden over, er det fordi de fattige ikke kan betale den pris markedet tager for maden.
Med andre ord er det på grund af kapitalistisk økonomi og kapitalistisk politik.
De forskellige landes velstand er altså heller ikke bestemt af, eller særligt forbundet med, landets befolkningstal eller befolkningstæthed.
For eksempel har Bolivia i Sydamerika en befolkningstæthed på 8,4 mennesker pr. kvadratkilometer, og en GDP per capita (landets samlede produktion af varer og ydelser fordelt ligeligt mellem befolkningen) på 2.030£.
Venezuela har på den anden side en befolkningstæthed på 28,5 mennesker pr. kvadratkilometer og en GDP per capita på 6.190£. Venezuela er altså tre gange så tæt befolket som Bolivia, men tre gange rigere.
Den manglende sammenhæng mellem befolkningstæthed og et samfunds velstand kan også ses, hvis vi sammenligner to asiatiske lande. Indien har en befolkningstæthed på 345 mennesker pr. kvadratkilometer, næsten ligesom Japan, der ligger på 343. Alligevel ligger Indiens GDP per capita på kun 1.370£ sammenlignet med Japans 16.750£
Indien og Japan har næsten ens befolkningstæthed, men meget forskellige historier – Indien var en koloni, mens Japans var kolonimagt – og vidt forskellige grader af økonomisk fremgang.
Disse eksempler beviser, at det er økonomi, politik, imperialisme og krig – altså historie – der bestemmer et lands levestandart, ikke befolkningstallet. Og det faktum rammer kernen af, hvad der er galt med argumentet om overbefolkning.
Dets fortalere tager et lands varer – dets mad, huse, sundhedssystem, jobs, rigdom o.s.v. – som en mere eller mindre uforanderlig mængde, som befolkningen bør tilpasses. Men det er mennesker, der producerer alle disse varer, så en forøgelse af befolkningen betyder ikke kun større efterspørgsel efter disse ting, men også flere mennesker, der kan producere dem.
Hvis ikke det var tilfældet, ville menneskehedens historie være en ren og skær katastrofe med stigende fattigdom og arbejdsløshed, som befolkningstallet steg fra omkring 200 mio. i år 1 f.Kr., 310 mio. i år 1000 e.Kr., 978 mio. i år 1800 til 1.650 mio. i år 1900. Faktisk har tendensen været at menneskeheden bliver rigere (omend utroligt ulige) og bedre til at overleve samt lever længere – hvilket er årsagen til, at befolkningstallet stiger!
Det, der afholder processen fra at ske ligeligt og harmonisk, er modsætningsforholdene indbygget i klassesamfundet, især i kapitalismen med dens gentagne krige og økonomiske kriser. Fordi produktion i kapitalismen er afhængig af profit, falder produktionen, når profitraten falder, uanset befolkningens størrelse eller hvordan det påvirker befolkningen i form af fattigdom, arbejdsløshed eller sult.
Politikken, der er skyld i alt dette, bliver mest tydelig i spørgsmål om klimaforandringer og immigration. Mange miljøforkæmpere og andre oprigtigt bekymrede mennesker, der i store træk ville godtage det argument, der er blevet fremsat her indtil videre, begynder at ændre holdning, når det handler om miljøet.
De siger, at jordens ressourcer er begrænsede, og at mennesket opbruger dem. Jo flere mennesker der er, des større pres er der på disse ressourcer, og medmindre forøgelsen af befolkningstallet stoppes, bliver planeten ødelagt. Men dette resonnement er lige så forkert som det tilbageviste argument fra før, og det gentager den samme grundlæggende fejl.
Udledning
Ja, Jordens ressourcer er begrænsede. Men det betyder ikke, at menneskelig aktivitet overhovedet er i nærheden af at nå disse grænser, hverken nu eller inden for en overskuelig fremtid.
Det skyldes, at mens nogle ressourcer, såsom olie, er begrænset i mængde, kan andre, såsom vind- eller vandenergi, kun styres eller “produceres“ af mennesker, ligesom fødevarer bliver det. Altså betyder en større befolkning potentielt mere arbejdskraft til at skabe disse ressourcer.
Med hensyn til CO2-udledningen, der er ansvarlig for klimaforandringerne, er det ikke mennesker som sådan, der skaber denne udledning, men hovedsageligt afbrændingen af fossile brændstoffer. Grunden til at vore samfund er fastlåste i brugen af disse brændstoffer – på trods af at man ved, det leder direkte mod en katastrofe – skyldes ikke befolkningstallene, men den afgørende rolle som fossile brændstoffer spiller i forhold til store virksomheders profit.
De, der ser en nedgang i befolkningstallene som en måde at forhindre klimaforandringer, siger egentlig, at de finder det nemmere at “miste“ omkring en milliard mennekser end at overveje at afskaffe kapitalismen, eller bare udfordre dens prioriteringer.
Når det kommer til indvandring, er argumentet om overbefolkning hovedsageligt et figenblad for fremmedhad og racisme – selvom fortalere for dette argument altid insisterer på, at det er et spørgsmål om tal og ikke om race. De siger, at Storbritannien simpelthen er fyldt op. Usandheden i det argument er dog tydelig, når man tænker på de store tomme områder i det skotske højland, midt-Wales og det nordlige Yorkshire.
Selvfølgelig mener de, at landet er fyldt på grund af manglen på arbejde, boliger og serviceydelser. Men det bringer os tilbage til det oprindelige argument om, at mængden af disse ting ikke er uforanderlige. Mennesker, inklusivt indvandrere, skaber dem, og det er derfor direkte forkert at give indvandring skylden for arbejdsløshed og boligmangel.
Til grund for påstanden om, at indvandring forårsager arbejdsløshed, ligger ideen om, at nogle mennesker (såsom udlændinge) ikke er berettigede til arbejde, eller i det mindste mindre berettigede end andre (såsom briter).
Både absurditeten og racismen, der ligger i denne måde at tænke på, kan let afsløres ved at indsætte en anden gruppe af mennesker (rødhårede, for eksempel) i stedet for udlændinge. Prøv at sige: “Det er også de rødhåredes skyld. Der er to millioner rødhårede og to millioner arbejdsløse – smid de rødhårede ud! Så ville vi allesammen have arbejde“ – så står racismens latterlige grundlag klart.
Men i en periode med økonomisk og social krise er der desværre større grobund for disse latterlige argumenter, især iblandt dem, der er tvunget til at kæmpe for livets nødvendigheder.
Til syvende og sidst handler alle påstande om overbefolkning om det samme – at beskylde mennesker for systemets problemer. Og det er derfor, socialister bør afvise dem fuldstændigt.
Se også:
SAA 281: Den globale fødevarekrise
SAA 281: Kan vi stoppe klimakatastrofen?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed