Socialistisk Arbejderavis
Nr. 281 – 22. august 2008 – side 9
Den globale fødevarekrise
Rasmus Holmegaard + Jørn Andersen
Millioner af mennesker verden over er det seneste år blevet kastet ud i hungersnød på grund af stigende fødevarepriser. Fx steg prisen på korn på verdensmarkedet med 88 pct. mellem marts 2007 og marts 2008. Prisen på olie og fedtstoffer steg 106 procent, mens mælkeprodukter steg med 48 procent.
Hvad det betyder i lande, hvor udgiften til mad i forvejen udgjorde 60-70 pct. af en families indkomst, er ikke svært at forestille sig: Millioner, som nok har været fattige, men dog har kunnet spise sig mætte, må nu gå sultne i seng.
Prisstigningerne har verden over ført til massive folkelige protester, og det har presset magthaverne til at finde forklaringer på krisen. Forklaringerne er dog ofte direkte falske eller kun halve sandheder. Fx at der ikke bliver produceret mad nok, eller at det er befolkningstilvæksten, der er skyld i krisen.
Er der mangel på mad?
For at forstå fødevarekrisen – og hvordan den kan løses – er det vigtigt at komme de populære myter til livs.
FN’s Fødevare og Landbrugsorganisation (FAO) fastslår, at der på verdensplan i gennemsnit er 15 pct. mere mad per person i dag end for 20 år siden. Fødevareproduktionen er i de fleste lande, i løbet af de sidste 60 år, steget mere end befolkningstilvæksten.
Problemet er ikke, at der ikke er mad nok, men at folk ikke har råd til at købe den.
“Liberalisering“
Men de senere år er der sket store struktur-ændringer i den globale fødevareproduktion. Mange lande, som tidligere har produceret til hjemmemarkedet er begyndt at producere til eksport.
Det skyldes bl.a. at de rige lande har presset udviklingslandene til at “liberalisere“ deres markeder som betingelse for investeringer, lån og udviklingsbistand. Det har øget afhængigheden af multinationale fødevarekoncerner, som i dag dominerer det globale fødevaremarked.
Samtidig truer det småbøndernes eksistensgrundlag. Den øgede konkurrence kræver mere intensiv drift, som gør bønderne mere afhængige af fx kunstgødning, benzin og forædlet (eller gen-modificeret) såsæd. Det betyder, at kun de store producenter overlever. De små bønder kan ikke klare disse investeringer, mens de mellemstore bliver bundet i et evigt afhængighedsforhold til banker og fødevarekoncerner – som til gengæld tjener kassen.
Den øgede markedsgørelse inden for fødevareproduktionen kan forklare baggrunden for krisen, men den kan ikke forklare den seneste tids meget voldsomme stigninger.
De vigtigste faktorer er biobrændsel, øget spekulation i landbrugsprodukter og stigende oliepriser.
Hvis du vil læse mere om fødevarekrisen, kan du købe “Hunger in a World of Plenty” på www.Modstand.org
Biobrændsel
Især USA, men også EU, mener de har fundet et svar på stigende oliepriser, nemlig biobrændsel. Biobrændsel betyder: Brænd fx majs og soja af i benzintanken i stedet for at bruge den til mad.
Biobrændsel markedsføres som en “grøn“ og “klimavenlig“ erstatning for benzin og diesel. (Det er endog meget tvivlsomt – se tidligere numre af avisen.)
Med statstilskud fra USA og EU har store fødevareproducenter de seneste 3-4 år omlagt produktion fra mad til biobrændsel. Ifølge IMF står skiftet til biobrændsel for 20-30 pct. af prisstigningerne de sidste to år.
Oliepriser og finanskrise
Men den store “accelerator“ bag fødevarekrisen er den økonomiske krise og stigende oliepriser.
Da finansmarkederne blev usikre, investerede store banker og investeringsselskaber i stedet i fx fødevarelagre. Her var priserne på vej op. Deres efterspørgsel betød endnu højere priser, hvilket fik endnu flere til at investere.
Stigende oliepriser betyder, at det bliver endnu mere tiltrækkende at producere biobrændsel – i stedet for mad. Spekulation forstærker prisstigningerne.
Mange steder må mindre bønder, som har sat sig i gæld for at købe fx små traktorer i dag lade dem stå stille. Det er for dyrt at købe brændstof.
Markedet er ingen løsning
Ifølge de liberal-økonomiske lærebøger skulle stigende fødevarepriser betyde, at flere ville producere mere mad. Men som så ofte før passer deres teori ikke med virkeligheden.
Stigende oliepriser, stigende profit i biobrændsel og “agro-bussiness“-kontrollen over verdensmarkedet betyder, at priserne ifølge eksperter fortsat vil være høje mindst 10 år endnu.
Det er den virkelige verdens marked (i modsætning til lærebøgernes), der har skabt fødevarekrisen. Og det er de, der kontrollerer markedet, godt tilfredse med. Så det er naivt at forestille sig, at det samme marked kan løse krisen.
Protest, modstand, oprør
De seneste 2 år har vi set strejker, protester og oprør mod stigende madpriser i over 20 lande.
Det er oftest ikke i lande som Sudan, hvor folk er så svækkede efter mange års sult, at de ikke kan gøre oprør. Det er i store lande som fx Indonesien, Mexico og Egypten, hvor folk lever i fungerende samfund. Mange har arbejde. Nogle har fagforeninger eller andre netværk, som gør, at de kan slås kollektivt.
Oftest kræver de stop for prisstigninger og højere løn – som millioner af andre verden over. Det er de første skridt til at stoppe markedet.
For i en verden, hvor der kan produceres mad nok til alle, men hvor magthaverne hellere vil spekulere i mad end sørge for at alle får nok – ja, der er der kun én løsning: Stop markedet og organisér et andet system, som kan sikre at alle får nok.
----
Hvis du vil læse mere om fødevarekrisen, kan du købe “Hunger in a World of Plenty“ på www.Modstand.org
Se også:
SAA 281: Befolkningstal: Er jorden ved at være fyldt op?
SAA 281: Kan vi stoppe klimakatastrofen?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed