Socialistisk Arbejderavis
Nr. 28 – April 1987 – side 9
To traditioner i kvindekampen
Søsterskab eller fællesskab
Jette Dam-Hansen
Igennem de sidste hundrede år har to forskellige bevægelser kæmpet for at frigøre kvinderne, marxismen og feminismen. Begge ønsker at udrydde kvinders ulige og undertrykte position og erstatte den med fuldstændig og ægte lighed mellem kvinder og mænd.
Men marxismen og feminismen tager vidt forskellige udgangspunkter, når de skal beskrive årsagerne til kvindeundertrykkelsen. Og de handler efter vidt forskellige strategier. Derfor er disse to bevægelser uforenelige.
Mændene er fjenden
Feministerne mener, at det afgørende skel i samfundet, er skellet mellem mænd og kvinder.
Vores samfund er styret og domineret af mænd, et patriarkalsk samfund. Derfor bliver kvinderne undertrykt. For at bekæmpe undertrykkelsen må kvinder fra alle klasser forene sig og kæmpe mod den fælles fjende – mændene. Feministerne mener dermed også, at mænd – såvel arbejdsgivere som arbejdere – har en fælles interesse i at undertrykke kvinder.
Derfor bliver det et mål i sig selv at få flere kvinder valgt ind i folketinget, i partiledelser og i fagbevægelsens top. På denne måde vil de tiltvinge sig en del af mændenes magt.
Denne strategi ser ikke sammenhængen mellem den politiske og økonomiske magt, men opfatter dem som to helt adskilte størrelser.
Historisk er de feministiske bevægelser især opstået omkring spørgsmålet om kvinders manglende politiske og juridiske rettigheder, først og fremmest stemmeretten.
I slutningen af sidste århundrede var der en del bevægelser herhjemme, som kæmpede for kvindernes ret til at stemme. Det var borgerlige, feministiske bevægelser, der især samlede kvinder fra borgerskabet og middelklassen. Deres mål var at få ændret lovgivningen. Og de fastholdt, at de ville arbejde på det borgerlige samfunds præmisser.
I 1915 blev kvindernes stemmeret indført, og dermed uddøde langt de fleste af bevægelserne. Kun Dansk Kvindesamfund overlevede. Frem til slutningen af 60’erne var Dansk Kvindesamfund den eneste feministiske bevægelse i Danmark.
For marxister går det fundamentale skel mellem borgerskabet og arbejderklassen. Skellet går mellem udbyttere og udbyttede og ikke mellem mænd og kvinder.
Den kvindeundertrykkelse, som finder sted, er en del af den måde, samfundet er bygget op på. Under kapitalismen er produktionen af livsfornødenheder en fælles opgave, mens det er en privat sag at holde arbejdskraften vedlige. Det er især kernefamilien, der sørger for reproduktionen, for at arbejderne får mad og hvile nok. Kvindernes undertrykkelse har sin rod i denne opdeling.
Kvinderne i et kapitalistisk samfund er udbyttede ligesom mændene. Derfor vil kvinder ikke kunne opnå fuldstændig frigørelse i dette samfund.
Marx placerede arbejderklassens magt i centrum af sine revolutionære teorier ud fra en politisk vurdering. Det var ikke ud fra en moralsk vurdering af, at denne klasse var den mest udbyttede eller undertrykte. Han mente, at arbejderklassen er den eneste gruppe, som har mulighed for at sejre over kapitalismen og ikke blot bekæmpe den, som mange andre grupper også kan.
Det betyder, at arbejdernes styrke på arbejdspladserne er løsning for alle andre sider af kampen. Det begrænser ikke kvinder til kun at organisere sig på arbejdspladsen eller omkring arbejdspladsspørgsmål.
Kvinders undertrykkelse kan ikke overvindes ved kun at bekæmpe den undertrykkelse, man umiddelbart møder. Kampen starter der, hvor arbejderkvinder er stærke, hvor de sammen med mændene fra deres egen klasse kan kæmpe for at ændre samfundet.
Rusland 1917
Den marxistiske tradition er blevet beskyldt for ikke at tage kvindespørgsmålet alvorligt. Det eneste, vi vil snakke om, er “den store revolution”. Men de historiske erfaringer viser os, at revolutionen er vigtig – også når vi snakker om kvindekamp. Det er netop i revolutionære situationer, at kvindefrigørelsen har taget stormskridt frem, som under den spanske borgerkrig og den russiske revolution.
I det første år efter oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 fik kvinderne fuld stemmeret og ægteskabet blev frivilligt. Skilsmisser blev mulige at opnå også for kvinder. Der blev indført lige løn og kvinder blev ansat på lige vilkår. De fik betalt barselsorlov, og skellet mellem uægte og ægte børn blev ophævet. Sovjetrepublikken indførte fri abort som det første land i verden.
I samme periode oprettede man fælleskøkkener, fællesvaskerier, børnehaver, fødeklinikker og skoler. Således spiste ca. 90% af befolkningen i Petrograd i perioden fra 1919-20 i offentlige fælleskøkkener. Det samme tal fra Moskva er over 60%. Kvindernes traditionelle arbejdsområde i hjemmet blev flyttet fra det private til det offentlige.
På den måde skabte revolutionen mulighed for fuldstændig lighed mellem kvinder og mænd. De væsentligste rammer var ændret – de rammer, som bestemmer de sociale mønstre.
Kontrarevolution
Men alle disse reformer kunne selvfølgelig ikke overleve kontrarevolutionen. I 30’erne under Stalin blev lovgivningen langsomt lavet om. Det nye bureaukrati indførte sanktioner mod skilsmisse, og abort blev igen forbudt.
Samtidig blev der lavet kampagner, hvis hovedformål var at bevare det traditionelle familiemønster.
Det var også i denne periode, at alt blev underlagt opbygningen af den sovjetiske industri. Staten sparede penge og lukkede mange folkekøkkener, spisesteder og daginstitutioner. Arbejdsløsheden steg, og den ramte hårdest i de ufaglærtes rækker og dermed også kvinderne. Regimet forsømte præcis de sektorer, som kunne have lettet byrderne for arbejderkvinderne.
Nye rammer
De materielle forhold i Vesteuropa og USA ændrede sig meget efter 2. verdenskrig. Flere og flere hjælpemidler lettede det huslige arbejde. Den forbedrede folkesundhed op gennem dette århundrede medførte en lavere børnedødelighed, og sammen med de mere effektive former for prævention faldt antallet af børn i familierne.
Da kapitalismen i 60’erne fik brug for en øget arbejdsstyrke, kunne kvinderne frigøres fra hjemmene og komme ud på arbejdsmarkedet.
Det var baggrunden for opstarten af kvindebevægelserne. Ændringen i de materielle forhold havde skabt en ny selvforståelse. Det vises også af en grundig undersøgelse, som den norske sociolog Harriet Holter har foretaget. Undersøgelsen viser, at kvindernes mening om de traditionelle kønsroller afhænger meget af, om de er på arbejdsmarkedet eller ej. Kvinder med arbejde uden for hjemmet har stærkere holdninger om ligestilling end andre kvinder. Også deres mænd har flere principper om ligestilling end andre mænd.
Kvindebevægelsen
70’erne var positiv, fordi den var et opgør mod den undertrykkelse, som systemet skaber. Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at en sådan bevægelse kun kan opnå forbedringer til et vist punkt. For eksempel kunne bevægelsen presse en så væsentlig forbedring igennem som fri abort. Bevægelsens andre mærkesager var ligeløn, daginstitutionspladser til børn samt barselsorlov. Men for virkelig at komme videre, for virkelig at befri alle fra undertrykkelse, er det nødvendigt at sætte spørgsmålet om magten på dagsordenen.
Ellers sker det, som er sket med resten af kvindebevægelsen, at man først og fremmest koncentrerer sig om livsstil og kvindebevidsthed. Det kommer kun de få til gode – de som har overskuddet. Mens de fleste, arbejderkvinderne, er lige så udbyttede og undertrykte som altid.
Forståelig fejl
Feminismen er forståelig, for når man ser sig omkring som kvinde, oplever man mænd som de undertrykkende. Man ser mænd dominere overalt. Man ser, at mændene har magten. Mange feminister siger, at den aktuelle undertrykkelse af kvinder bliver udført af mænd, f.eks. voldtægt og pornografi.
Men det er forkert at se dette som det mest kvinde-undertrykkende. Det er ingenting, når man sammenligner med de midler, kapitalismen bruger for at undertrykke kvinder; lave lønninger, manglende muligheder for at få børnene passet og det, at hele reproduktionen (vedligeholdelsen af arbejdskraften) gøres til et privat problem.
Det er rigtigt, at mænd opfører sig undertrykkende overfor kvinder, men det skyldes et samfund opdelt i klasser. Undertrykkelsen af kvinder er hverken i arbejderkvinders eller mænds interesse. Det er en situation, som kun borgerskabet kan drage fordel af.
Kvinderne er i løbet af 60’erne og 70’erne kommet ud på arbejdsmarkedet og det for at blive. Det er en positiv udvikling og et skridt på vejen til at frigøre kvinder fra udbytning og undertrykkelse.
Det er kollektivt som lønarbejdere og forenet med andre arbejdere, både mænd og kvinder, at kvinderne kan føre kampen for et bedre liv og ikke fra en isoleret position i hjemmet.
Billedtekst:
Kvindebevægelsen i 70’erne kunne presse væsentlige forbedringer igennem, men kun til et vist punkt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed