Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 28 – April 1987 – side 10

Råd og magt

Antonio Gramsci og fabriksbesættelserne i Torino i 1920

Anne Kaltoft

Mange socialister mener, at den eneste politiske magt ligger i folketinget. Men historien viser talrige eksempler på, at arbejdere spontant har organiseret sig i råd som alternativ til det eksisterende magtapparat.

Den italienske arbejderklasses erfaringer med rådsorganisering efter 1. verdenskrig er bare et eksempel, hvor klassekampen er gået i revolutionær retning. Men historien viser også, at der skal være mere end arbejderråd for at gøre op med den kapitalistiske stat.

Det italienske socialistparti (PSI) opførte sig meget militant, men var en organisation af både revolutionære og reformister. Til forskel fra de socialistiske partier i andre krigsførende lande havde PSI agiteret mod krigen. Derfor var PSI’s popularitet og prestige stor, da krigen sluttede.

De første efterkrigsår medførte en eksplosiv tilgang til partiet. PSI havde i 1919 mere end 200.000 medlemmer og kontrollerede cirka halvdelen af kommunerne. De havde opbygget et vældigt apparat, som især var koncentreret i industriområderne.

Fagforeningerne oplevede den samme eksplosive tilgang. Antallet af arbejdere i industrien var vokset betydeligt under krigen og næsten fire millioner arbejdere var organiseret i de forskellige fagforbund i 1920. Det var fem gange så mange som i 1914.

Torino

Et af de største industricentre – byen Torino – bemærkede sig ved at have en meget militant arbejderklasse. Byen var vidne til store lønstrejker i årene 1911-13, og til politiske strejker og demonstrationer mod krigen og til støtte for den russiske revolution i 1917.

Den italienske revolutionære Antonio Gramsci var medlem af socialistpartiet, men havde sammen med andre revolutionære allerede før krigen dannet en gruppe i opposition til PSIs flertal. 1. maj 1919 udgav han for første gang et marxistisk tidsskrift, Ordine Nuovo. Bladet var uafhængigt af socialistpartiet, og fik stor indflydelse blandt arbejderne i Torino. Gramscis ideer, som han formulerede dem i Ordine Nuovo, kan kort sammenfattes.

Den socialistiske stat eksisterer allerede potentielt takket være de institutioner, som arbejderklassen har skabt i tidens løb. De skal videreudvikles og koordineres. Et effektivt samarbejde mellem disse organer og socialistpartiets afdelinger ville betyde skabelsen af et virkeligt arbejderdemokrati, som en aktiv modsætning til den borgerlige stat.

Derfor skal arbejderne på de enkelte virksomheder skride til valg af repræsentanter med slagordet “Al magt i virksomheden til virksomhedsrådene, og al magt i staten til arbejder- og bonderådene.”

Formålet med virksomhedsrådene er ikke blot at varetage arbejdernes direkte interesser over for arbejdsgiverne, men at bestride deres ret til at lede og fordele arbejdet. Derfor er det vigtigt, at rådene bevarer deres fulde uafhængighed af både fagforeningerne og arbejdsgiverne.

Ethvert sjak og enhver afdeling på virksomheden vælger deres repræsentanter til afdelingsrådet. Disse afdelingsråd sender repræsentanter til virksomhedsrådet, og de enkelte repræsentanter kan på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekaldes og erstattes af nye.

Rådsbevægelsen

De enkelte virksomhedsråd koordinerer med hinanden og med råd, som omfatter alle beboerne i et kvarter og i sidste instans hele kommunen, hele provinsen og hele landsdelen. På denne måde får arbejderklassen en organisation, hvor alle er med til at træffe afgørelserne, og hvor hele det nationale område dækkes.

I begyndelsen af september 1919 oprettede arbejderne det første fabriksråd på en Fiat-afdeling i Torino. Allerede i slutningen af oktober blev der afholdt møde mellem råd fra forskellige arbejdspladser i Torino, som repræsenterede 30.000 metalarbejdere. I de følgende måneder når antallet af arbejdere organiseret i fabriksråd op over 150.000 fordelt på 30 virksomheder.

Fagforeningerne og socialistpartiet var først skeptiske og siden hen stærkt kritiske over for eksperimentet. Metalarbejderforbundet, FIOM, var meget mistænksomme over for en organisationsform, som brød med den traditionelle fagorganisering.

PSIs holdning til rådene udsprang af partiets opfattelse af, hvordan arbejdere udvikler politiske ideer. Det overvejende flertal i PSI var enige om, at klassebevidsthed var noget, partiet tilførte arbejderklassen. Derfor kunne arbejderrådene ikke spille nogen selvstændig rolle i revolutionen som redskab for arbejderklassens frigørelse.

Gramsci kritiserede stærkt disse holdninger. For ham var rådene ikke et abstrakt begreb, som partiet introducerer på det rigtige tidspunkt. Gramsci opfattede, ligesom Lenin og Trotskij, rådene som den naturlige organisationsform for arbejdere i kamp. Rådet binder både organiserede og uorganiserede arbejdere sammen på tværs af fag og fagforbund. Rådene udtrykker arbejdernes voksende bevidsthed om deres enhed, styrke og evne til at kontrollere produktionen og samfundet.

Fagforeningerne uegnede

Gramsci udviklede sin forståelse af forholdet mellem fagforening og fabriksråd i løbet af 1919. Fagforeningernes store præstation havde været at organisere arbejderklassen. Men de var uegnede som redskab i en revolution.

“Fagforeningerne er en særlig proletarisk organisation i den historiske periode, hvor kapitalen dominerer. Og man kan med en vis ret hævde, at de er en integrerende del af det kapitalistiske samfund og har en funktion, som er forbundet med det regime, der bygger på privatejendommen.”

Arbejderråd opvokser til gengæld i situationer, hvor der er udbredt kamp og er en udfordring mod den eksisterende legalitet. Men fagforenings-bosserne opfatter denne legalitet som en permanent tilstand.

Gramsci forklarer, hvordan fagforeningernes kamp for både store og små forbedringer foregik inden for rammerne af det borgerlige samfund.

Kæmpeapparat

“Fagforeningerne er blevet forhandlere af arbejdernes eneste ejendom, arbejdskraften og den faglige kunnen. Da arbejderne er mere udsatte for konkurrencens risikable forhold, har de akkumuleret deres ejendom i stadig større og mere omfattende »firmaer« og har skabt et kæmpeapparat, ... for at påtvinge markedet, priser og arbejdstider.”

“Arbejderne har ansat folk udefra eller hentet dem fra deres egne rækker som betroet administrationspersonale. Disse ansatte er eksperter i denne form for spekulation og i stand til at dominere markedsbetingelserne, opsætte kontrakter, vurdere den handelsmæssige risiko og tage initiativer til lønnende økonomiske forretninger.”

“Fagforeningernes inderste natur er konkurrence-mæssig, ikke kommunistisk. Fagforeningerne er ikke et instrument til radikal fornyelse af samfundet...”

Ordine Nuovos oplag steg på kort tid fra 3.000 til 6.000 og dets indflydelse nåede inden længe uden for Torino. Alle de øvrige fraktioner i PSI var yderst skeptiske over for Ordine Nuovos linje, som de beskyldte for at være spontanistisk. Gramsci fortsatte blot polemikken og fastholdt, at “hverken en partisekretær eller et dekret fra republikkens præsident, men kun masserne kan udføre revolutionen”.

Gruppen omkring Ordine Nuovo kaldte sig allerede fra 1919 kommunistisk. De brød dog først med PSI og dannede en selvstændig kommunistisk organisation i november 1920.

Partiets rolle

Gramsci indså senere, at man havde undervurderet betydningen af “et sammenhængende og stærkt disciplineret parti, som i sin centralkomité koordinerer og centraliserer hele proletariatets revolutionære aktivitet.” Et parti som er “den grundlæggende og nødvendige betingelse for at forsøge et hvilket som helst eksperiment med sovjetter”.

Men situationen skulle tilspidses yderligere, inden det blev tydeligt, at fraværet af et revolutionært parti var katastrofalt for den italienske arbejderbevægelse.

I slutningen af marts 1920 besatte arbejderne fabrikkerne i Torino i protest mod afskedigelsen af nogle tillidsmænd. Arbejdsgiverne svarede igen med lockout, og 50.000 soldater blev posteret i og omkring byen. Til trods for, at den lokale PSI-afdeling bad om hjælp i form af solidaritetsaktioner, tog hverken PSI eller det socialistiske fagforbund (CGIL) initiativ til nogen form for støtte.

Strejken sluttede efter en måned. For at undgå det blodbad, arbejdsgiverne og staten truede med, havde bevægelsen accepteret et kompromis. Men det var reelt et nederlag.

Gramsci gav bureaukraterne i partiet og fagforeningerne skylden. En landsdækkende aktion kunne være blevet starten til en revolution. I det mindste kunne man have undgået et nederlag.

Metalarbejderne nedlagde igen arbejdet i slutningen af august. Denne gang var det i protest mod, at arbejdsgiverne ikke ville indlede lønforhandlinger. Svaret var en lockout den 31. august. Lockouten medførte straks permanent besættelse af fabrikkerne i de store industricentre i Torino, Milano og Genua. Bevægelsen bredte sig hastigt ud over hele landet også fra metalindustrien til andre brancher.

Der var tale om noget, der lignede en revolutionær situation. Men ledelsen af det største fagforbund og det mest indflydelsesrige parti i arbejderklassen valgte at lukke øjnene for mulighederne. De ville ikke føre bevægelsen videre. Kominterns ledelse sendte brev til PSI, som kritiserede partiets linje.

“I vinder ikke ved fabriksbesættelser alene. Bevægelsens sigte må udvides og gøres kendt for alle. Kampen må føres op på et politisk niveau, med andre ord ud i et almindeligt oprør med det formål at løbe borgerskabet over ende gennem arbejderklassens magtovertagelse.”

Brevet havde desværre ingen virkning.

Nederlag

Besættelsen af fabrikkerne varede næsten en måned og sluttede på ny med et kompromis, som reelt var et katastrofalt nederlag for arbejderklassen. Vejen var nu banet for, at arbejdsgiverne kunne gå langt videre i deres offensiv.

Med fiaskoen fulgte en udbredt desillusionering i arbejderklassen. Døren var åbnet for, at Mussolinis fascistbander kunne gå voldeligt til angreb på arbejdernes organisationer.

I 1922 marcherede fascisterne mod Rom.

Billedtekst:
I 1920 besatte de italienske arbejdere fabrikkerne. Rødgardister beskyttede besættelserne fra militæret. Men militansen var ikke nok. Lederne lukkede øjnene og indgik et kompromis. Arbejdsgiverne fortsat deres offensiv uden hæmninger.

Antonio Gramsci så fabriksrådene som et redskab for en radikal ændring af samfundet. Han lærte også, at et revolutionært parti var ligeså nødvendigt.

Flere artikler fra nr. 28

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Italien
Samtidige revolutioner (1917-23)
Antonio Gramsci

Se flere artikler af forfatter:
Anne Kaltoft

Siden er vist 1090 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside