Socialistisk Arbejderavis
Nr. 28 – April 1987 – side 12
Libanon
Gidsler for stormagterne
Peter Wedel
Endnu en bombe er sprunget i Libanon. Hver dag bringer medierne nye beretninger om bombesprængninger og gidseltagninger. Men hvem fortæller os at det libanesiske folk i 70 år har været holdt som gidsler i stormagternes spil?
Syriens invasion af Libanon i januar ligner endnu en uforståelig handling i en uforståelig krig. Borgerkrigen fremstår i dag nærmest som en religiøs fejde, men krigen har sin rod i den europæiske imperialisme.
Libanon blev som land skabt med tilfældige streger på et kort. Stregerne blev slået af de franske og britiske sejrherrer efter første verdenskrig, hvorefter området blev overgivet til franskmændene.
Libanon var, og er, en stat med mange etniske og religiøse mindretal. Franskmændene valgte at favorisere et af disse mindretal, nemlig de kristne maronitter. Maronitterne opnåede i de følgende år en rigdom og en magtposition, som også gør sig gældende i Libanon i dag.
I sidste halvdel af halvtredserne oplevede Mellemøsten en bølge af opstande. Feudale monarkier i Egypten, Syrien og Irak blev væltet. Også i Libanon var der oprør. Af frygt for at lide nederlag til en samlet muslimsk front, anmodede den kristne regering om hjælp fra USA. Hjælpen kom, og oprøret blev slået ned.
I yderligere 15 år var Libanon et paradis for rige arabiske forretningsmænd. Samtidig voksede fattigdommen i de muslimske kvarterer.
Palæstinenserne
I 1947 var 100.000 palæstinensere blevet fordrevet fra Israel til Libanon. De lever den dag i dag i flygtningelejre, udelukket fra det øvrige lands velstand.
PLO opstod i tresserne som en organisation af radikale palæstinensere, og havde sit rekrutteringsgrundlag i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og Jordan.
I Jordan blev PLO hurtigt et politisk og militært problem for kong Hussein, og i 1970 blev det jordanske militær sat ind imod de palæstinensiske flygtningelejre. Størstedelen af PLO flygtede til Libanon, hvor en ny base oprettedes med udgangspunkt i flygtningelejrene.
I Libanon blev PLO snart tvunget til at deltage i den ulmende borgerkrig. PLO indgik i en alliance med flere venstreorienterede muslimske fraktioner. Alliancen blev hurtigt så stærk, at den truede, ikke bare den israelsk støttede Falange, men også syriske interesser i Libanon.
Invasion efter invasion
I 1975 invaderede 40.000 syriske soldater Libanon. Aktionen var først og fremmest rettet mod PLO. Det samme gjaldt den israelske invasion i 1978. Således presset fra to sider blev PLO’s indflydelse i Libanon alvorligt svækket.
Denne svækkelse af PLO var dog ikke nok for Israel. Man ville have PLO helt ud af Libanon.
Det lykkedes i 1982, hvor Israel invaderede hele Libanon. De mødte ikke nævneværdig modstand, hverken fra den libanesiske hær eller fra syrerne. PLO blev tvunget til at forlade landet og oprettede et nyt hovedkvarter i Tunesien.
I flygtningelejrene var der kun civile palæstinensere tilbage. De var ude af stand til at gøre modstand, da falangisterne med israelernes hjælp gennemførte massakren i Sabra og Chatila flygtningelejrene.
Efter den israelske invasion i 1982 er der gjort adskillige forsøg på at skabe fred i Libanon og samtidig bevare den vestlige indflydelse. En FN-styrke blev sendt til området, og en kristen regering fik magten. Regeringen blev holdt kunstigt i live af USA. Men det mislykkedes og USA trak sig ud.
I stedet forøgede Syrien sit engagement ved at støtte den shia-muslimske Amal-milits, der siden er blevet en betydningsfuld faktor i Libanons borgerkrig. Og i slutningen af januar understregede synerne deres magtposition ved simpelthen at invadere Libanon. Officielt efter anmodning fra den libanesiske regering, men reelt for at beskytte egne interesser.
Socialisme eneste løsning
I dag virker den politiske situationen i Libanon mere kaotisk end nogensinde. Men uanset hvem der i sidste ende får overtaget, vil de store tabere være de palæstinensiske flygtninge og den libanesiske arbejderklasse.
Som socialist kan man derfor kun pege på én løsning på konflikten: At den libanesiske arbejderklasse og de palæstinensiske flygtninge forenes i en fælles kamp for at skabe et socialistisk samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed