Socialistisk Arbejderavis
Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 2
Kommentar
Radikale ekstremister med skarpladte våben
Alexander Lassithiotakis
Skal man tro det almindelige borgerlige mediebillede, er vores samfund og demokrati truet på livet. Men hvor er det lige at truslen kommer fra?
Truslen er tilsyneladende voksende og kommer fra en blanding af radikaliserede unge, muslimske, ekstremistiske, venstre- og højre-fløjs-grupper. De forskellige sociale tendenser bliver kogt sammen til et stort trusselsbillede hvor kodeordet er radikaliserede ekstremister (læs terrorister in spe).
Helt perfekt kunne det være, hvis det lykkedes de borgerlige rænkesmede, i disse økonomiske krisetider, at opdatere fjendebilledet til også at indeholde griske finansspekulant-jøder. Man kunne frygte at det faktisk bliver tilfældet.
Under alle omstændigheder er billedet allerede absurd. Men også virkeligt. Pakket ind i pseudovidenskab og kørt frem på forsider og i primetime.
Billedet eksisterer, fordi det rammer en kerne af sandhed. For der er nemlig en voksende ekstremistisk trussel mod demokratiet. Sammenhængen er bare en helt anden end den mediebilledet og den tilslørende borgerlighed forsøger at vise.
Optrapning på fløjene
Trusselsbilledet er ikke nyt, men fik nyt liv i sensommeren, da PET i deres risikovurdering for 2006-07 konkluderede, at der er risiko for eskalering af konflikten mellem højre- og venstre-ekstremister. PET har “konstateret en øget aktivitet i højre- og venstreekstremistiske miljøer med henblik på at anskaffe våben som led i den gensidige voldsudøvelse“.
Hvem der prøver at anskaffe sig våben, skal undertegnede ikke kunne udtale sig om. Men vurderingen giver et helt fordrejet billede af situationen. For der er ikke tale om en konflikt mellem to rabiate grupper. Derimod handler den reelle trussel om, at nazisterne vokser og går i offensiven.
Nazisterne, og andre ultra-højre-racister, blev ellers slået tilbage i midthalvfemserne, efter at være blevet konfronteret effektivt med brede venstrefløjsmobiliseringer.
Men efter år med fremgang for Dansk Folkeparti, hvor de racistiske ideer er blevet stadig mere skingre og mainstream, har de igen fået en situation, hvori de kan bygge op.
Truslen er reel og skal imødegås. Nazisterne stoppes ved ikke at lade dem få noget talerør i det offentlige rum, og det kræver brede demonstrationer og konfrontationer. Ikke indkøb af pistoler, men mobilisering og masseaktivitet. Og så er det selvfølgelig nødvendigt at venstrefløjen generelt kommer ideologisk i offensiven for at udfordre mainstream-racismen, så der ikke er voksende miljøer for nazisterne at bygge op i.
Så nazisterne skal konfronteres af venstrefløjen. Men opfattelsen af to rabiate grupper, der bliver mere voldelige i deres kamp mod hinanden er misvisnede, og hjælper ikke på hverken forståelsen af, hvad der foregår, eller hvordan vi skal imødegå truslen.
Bandevold og skud i gaderne
Opfattelsen af ekstreme grupper der bruger vold og våben, bliver hjulpet frem af den seneste tids bandeopgør. Og at der er tale om rigtige våben kan ikke fornægtes. Ligesom det ikke kan undre at almindelige mennesker bliver utrygge over at færdes på gaden.
Men igen hjælper medierne ikke meget på at forklare hvad det er vi taler om. Vi bliver præsenteret for borgerlig sociologisk lommefilosofi, om gruppesammenhold i en forvirret senmoderne tid, hvor rodløse unge har brug for stærke fællesskaber.
At problemerne bunder i en kombination af opgør om hashmarkedet og generel nyliberalistisk politik, er nok et bedre sted at starte forklaringen. Og hvor voldsomme og chokerende skyderierne end er, så er det værd at bemærke at det var præcist de konsekvenser, som blev forudsagt da regeringen lukkede Christianias hashhandel.
Det burde være regeringen der blev stillet til ansvar for skyderierne; de bunder i deres ideologiske korstog mod Christiania, som et socialt symbol, og en generel asocial politik.
De skarpskydende ekstremister på magtens tinde
Regeringen bliver hverken kritiseret eller stillet til ansvar for deres politik. De gennemfører den og bliver fremstillet, som pragmatiske og humanistiske socialliberalister. Og når de sociale problemer kommer, så bliver kritikken rettet, i form af et moral-angreb, på de individer der bliver det konkrete udtryk for konsekvenserne af den regerende politik.
Ingen medier bruger den ytringsfrihed de så højlydt forsvarer, og ingen opposition går til angreb på regeringen. Problemet er, at ekstremistiske, voldelige og udemokratiske holdninger er blevet mainstream i dansk politik.
Det er OK at bombe irakere og afghanere for at stjæle deres ressourcer. Helt OK at erstatte offentlig, gratis og lige sundhed med private sundshedsordninger og profit-hospitaler. Og helt OK at omlægge uddannelsessystemet fra demokratisk læring til disciplinerende og markedsorienterede erhvervsuddannelser. Og helt OK, i nødvendighedens hellige navn, at udhule et relativt egalitært velfærdssamfund, og i stedet omfordele fra de fattige til de rige. Og skulle nogen brokke sig, så er det helt OK at aflede og legitimere det hele i racisme og islamhetz. Når “objektive“ CEPOS analyser ikke er nok, kan de heldigvis suppleres med andre “eksperter“ – for eksempel en Ralf Pittelkow eller Michael Burleigh, som man kan holde mikrofon for.
Når en voksende gruppe unge, offentlige ansatte og andet godtfolk rykker radikalt til venstre for midten, kan det ikke undre. Og det er ikke en trussel; derimod er det heri, at håbet for vores fælles fremtid skal findes.
Og synes man det hele lyder som noget en ekstrem socialist har fundet på, kan man prøve at læse Politikkens leder-svar på regeringens finanslovs-forslag. I stedet for at kritisere Fogh for at fortsætte omfordelingen fra fattig til rig, går Politiken i stedet til angreb på Fogh for ikke at være nyliberal nok. Han burde i stedet have foretaget “nødvendige og visionære“ angreb på syge, arbejdsløse og efterlønsmodtagere, mener politiken!!
Den rabiate nyliberalisme er blevet centrum i dansk politik. Og de voldelige, udemokratiske ekstremister sidder på magten.
Det er på tide at kalde en spade for en spade, og tilbage-erobre realismen i det offentlige rum. Eller er det bare mig, der forblændet af ekstrem propaganda ikke kan se skovlen?
Se også:
SAA 282: Århus: Smilets by eller nazi-hovedstad?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed