Socialistisk Arbejderavis
Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 8
Irak
Romantiske billeder og realitet
Simon Assaf
Medierne er fulde af rapporter omkring USA´s såkaldte succes i Irak, men bag overskriften ligger der et land på randen af kaos, skriver Simon Assaf. Er Irak endelig kommet ovenpå? George Bush vil bestemt have os til at tænke sådant. Ved første øjekast ser hans argumenter overbevisende ud.
Store dele af landet – indeholdende hovedstaden Baghdad og den uroplagede Anbar-provins i vest – er blevet overladt til den irakiske hær. Det shiamuslimske oprør, ledet af Moqtada al-Sadr, er blevet inddæmmet og demobiliseret, mens sunnimuslimske oprørskæmpere er blevet nystemplet som de “vågne krigsråd“, og samarbejder nu med de amerikanske besættelsestropper.
USA kan pege på et tifoldig tilbagefald i angreb på dets tropper fra et højt antal med 2000 på en måned i sommeren 2006. Der har også været et udpræget fald i antallet af civile tab fra 3500 pr. måned i det tidlige 2007. USA kan langt om længe begynde med selvsikkerhed at forudsige, at en egentlig tilbagetrækning af tropper kan finde sted. Bushs såkaldte “bølge“ (“surge“), med dets satsning på at stabilisere besættelsen, betegnes som en succes.
Men faktum er, at Irak er på vej vej ind i en ny æra af ustabilitet – og USA finder sig selv låst fast af en række af beskidte aftaler og kontrakter, som vil komme tilbage og forfølge dem.
Først og fremmest handler det om aftalen som USA håbede på kunne blive lavet med den shia-dominerede regering. Denne aftale, kendt som “Enighed om styrker“, ville have givet USA retten til at foretage militære operationer inde i Irak, samt retten til at starte krige imod andre lande via permanente baser på Irakisk jord, – alt dette uden tilladelse fra den irakiske regering.
Men processen imod denne aftale, har været meget langsom. Snakken om Iraks olieressourcer, reformer af stemmesystem, samt amnesti for medlemmer af Saddam Husseins regime er gået i stå. Samtidigt blokerer kurderne konstituerende reformer som vil fratage dem deres selvstyre, der allerede er overdraget til dem i en tidligere fase af besættelsen.
Fanget af allierede
Det største problem som USA har, er at det har fastlåst sig selv i en alliance med Iraks regering, som prøver at ryste sig løs fra den amerikanske kontrol. Iraks premierminister Nouri al-Maliki har også erklæret at han ikke er bundet af USA’s løfter til sunni´erne og kurderne.
Maliki´s legitimitet beror på indflydelsen af de shia-religiøse instutitioner repræsenteret af Stor-Ayatollah Ali al-Sistani og på samarbejde med den iranske regering. Til gengæld vil både Sistani og Iran have Maliki til at blokere for de amerikanske nøglekrav i aftalen “Enighed om styrker“, ved at tvinge USA til at sætte en fast dato for tilbagetrækningen af tropper, samt forhindre dem i at bruge Irak som base for fremtidige angreb mod Iran.
Indtil videre ser det ud som at Maliki´s satsning er ved at give resultat. I april dette år, lancerede den irakiske regering en offensiv på Sadr´s Mahdi-hær i Basra og Sadr City-kvarteret i Baghdad.
Efter gentagne dage med heftige kampe, faldt den irakiske hær fra hinanden, skiftede side eller vendte hjem. Oprørslederen Sadr valgte dog, med sejren indenfor rækkevidde, at beordre oprøret til ophør, efter ordrer fra Iranerne, og med stor ærgrelse blandt hans støtter.
Idag er Sadr nærmest taget til fange af Iran. Han rejste angiveligt dertil på pilgrimsrejse, til den religiøse by, Qom, for at studere religiøse spørgsmål. Det er nu bredt accepteret at han bliver holdt under arrest af de iranske myndigheder. Under pres af Iran, har Sadr beordret hans bevæbnede støtter til at opløse sig selv.
Sadr har sat sig selv i en uløselig situation i Irak. Da hans bevægelse var del af et landsdækkende oprør, voksede hans popularitet og magt tværs over alle strækninger af samfundet. Men han mistede kontrol over store dele af støtterne, da shiadominerede områder kom under voldsomme, sekteriske angreb, fra elementer af det sunnimuslimske oprør.
Nogle fulgte med den sekteriske konflikt, og fordrev sunnimuslimer ud fra blandede kvarterer. Andre hoppede med på Maliki´s koalition, mens en tredjepart forsøgte at fastholde den enhed, som var dannet under det nationale oprør, der eksploderede i april 2004.
Det lykkedes til sidst Sadr at demobilisere de sekteriske bander indenfor hans egen organisation, men skaden var allerede sket. Han var blevet stemplet som fjende og agent for Iran af størstedelen af de sunnimuslimske modstandsorganisationer. Isoleret fra det bredere oprør, stod Sadr´s soldater nu alene imod USA’s fulde militære magt.
Modstand
Som tilfangetagen af Iran er Sadrs hænder bundet, men hans støtter er ikke nedkæmpet. Hans sidste ordrer var, at Mahdi-militsen skulle skifte navn, og at hans støtter skulle nedgrave deres våben og undgå militære konfrontationer indtil videre.
Maliki og USA er afhængige af Irans velvilje til at holde det shiamuslimske oprør tilbage. Men dette kan hurtigt sættes overstyr, hvis den amerikanske presser på med truslen om krig mod Iran.
Et andet problem for USA, bunder i en aftale som det dannede med sunnimuslimske modstandsorganisationer. I sommeren 2007, afbrød en stor del af den irakiske modstand i de sunnimuslimske områder, deres militære modstand.
De blev enige om at samarbejde med besættelsen om at uddrive krigere hvis loyalitet lå hos Al Qaida, – som til trods for deres modstand imod USA´s imperialisme, også foretog angreb på shiamuslimer som de betragtede som “frafaldne“.
Elementerne fra Al-Qaida havde altid været et mindretal i den irakiske modstand, men deres kampagner med selvmordsbomber direkte imod amerikanske styrker, gjorde dem trods alt til en stærk fjende.
Områderne der var blevet befriet fra USA´s kontrol af den sunnimuslimsle modstand, fandt dog dem selv blive omdannet til baser, hvorfra Al Qaida lancerede en morderisk kampagne imod shiamuslimerne.
Resultaterne af det var katastrofale – tusinde af uskyldige mennesker blev dræbt i masseslagterier. Områder der havde været forbilleder for sameksistens mellem shia´er og sunni´er, oplevede hvordan grupperne vendte sig mod hinanden. Haifa-gaden i det centrale Baghdad blev forvandlet fra en frontlinie mellem modstanden og besættelsesmagten, til en frontlinje mellem shiamuslimske og sunnimuslimske styrker.
Al-Qaida’s mål og metoder, stødte størstedelen af Iraks sunni´er, hvoraf mange havde tætte bånd til Shia’erne, fra sig. Meget hurtigt begyndte dele af sunnimuslimske modstandbevægelse at vende sig imod dem.
Amerikanerne, der stod overfor et knusende guerilla-felttog, bestemte sig for at skabe fred med sunnimulimske oprørere. Hemmelige møder blev holdt i Jordan, hvor USA forpligtede sig til at holde tilbage med sine angreb på sunni-områder, for til gengæld at få hjælp til at fordrive krigere allieret med Al-Qaida.
Som nyhederne af disse hemmeligholdte møder sivede ud, erklærede Al Qaida ubetinget krig mod andre sunnimuslimske oprørsbevægelser og organisationer. På højdepunktet af konflikten forlangte de at alle sunnimuslimske organisationer skulle acceptere deres lederskab.
Nøglepersoner der ledede oprøret blev snigmyrdet, og blandt dem var overhovedet af de indflydelsesrige “1920 Revolutionsbrigader“. I mellemtiden anerkendte USA dannelsen af de “Vågne krigsråd“ og gjorde de tidligere fjender til allierede.
Over 100.000 af disse tidligere modstandskæmpere blev betalt 300 dollars pr. måned for at angribe Al Qaida i stedet for amerikanske tropper. Inden for få måneder, fandt Al Qaida sig selv isoleret og på flugt. På denne måde var USA altså i stand til at købe fred i de sunnimuslimske nøgleregioner.
Men problemerne for USA hober sig op. De tidligere sunni-krigere blev lovet at de skulle indgå i de irakiske sikkerhedsstyrker. Men Maliki har nu erklæret disse løfter for værdiløse.
For kort tid siden bekendtgjorde USA at det vil stoppe med dets 300-dollar-betalinger pr. 1. oktober. I mellemtiden har den Iranske regering erklæret de “Vågne Krigsråd“, værende en illegal milits, og har sat en arrestordre på dem.
Sunnimuslimske ledere er blevet skuffede over udviklingen. For nyligt boycottede de den ceremoni som markerede USA´s officielle tilbagetrækning fra Anbar-provinsen. – og de nægter at samarbejde med den irakiske regering. Amerikanerne laver en farlig satsning ved på denne måde at klippe båndene til deres nye allierede.
Etniske konflikter
Endelig står Irak overfor udsigter til endeløse etniske konflikter mellem arabere, turkmenere og kurdere i det nordlige landområde. I risikozonen er Kirkuk, en etnisk blandet by der er en af de største økonomiske gevinster i Irak, da enorme oliereserver ligger begravet under den.
Kurdiske partier kom til magten i kølvandet på den amerikanske invasion, støttet af Peshmerga guerilla-hæren, – oprindeligt dannet for at kæmpe Saddams regime. Disse partier håbede på at deres alliance med amerikanerne, ville muliggøre deres nærende håb om uafhængighed. De lokale kurdiske myndigheder har underskrevet separate olieaftaler, udnyttet forskellige love og styrer selv deres egen domstole, politiet og hæren.
Men den kurdiske region er håbløst omringet af fjendtlige styrker. I nord ligger Tyrkiet, – en af USA’s hovedallierede, der frygter at kurdisk uafhængighed kunne antænde separatistiske bevægelser blandt sine egne store kurdiske mindretal.
I øst ligger Iran, der frygter at den kurdiske region vil blive opsætningspost for amerikanerne for at fremme en opstand hos netop de kurdiske minoriteter i Iran.
I syd ligger den Irakiske regering, hvis hensigt er at genoprette kontrollen over de olierige regioner i nord.
Det er nu ved at gå op for kurderne af Amerikanerne betragter dem som noget der kan ofres. Som følge af USA indrømmelser til til både shia´er og sunni´er, begynder forsøgene med kurdisk selvstyre, nu at gå den modsatte vej.
Den truende konflikt over Kirkuk kunne antænde en langvarig konflikt med etniske stridigheder i en region, der indtil nu er blevet forskånet for Irakkrigens fulde rædsler. Dusinvis af kurdiske demonstranter blev i sidste måned dræbt, da de stormede et turkmensk partis kontor. Denne protest skete i kølvandet på et selvmordsangreb på kurderne. Den irakiske regering nægter at organisere en folkeafstemning om Kirkuks status, som var blevet lovet af USA.
Så bag dækket om succes ligger dybe og farlige problemer for den amerikanske besættelse af Irak. Det har skabt vaklende alliancer med shiamuslimske, sunnimuslimske og kurdiske styrker, – ved at spille dem ud mod hinanden, for at fremkalde sekterisk splid, med det endelige formål om at knuse den nationale modstandsbevægelse.
Men nu finder denne modstandsbevægelse sig selv som tage til gidsel, grundet begivenheder, som den mistede kontrol med for længe siden. Irak forbliver en sump for USA – og besættelsen er stadig i en permanent tilstand af krise.
Bragt i Socialist Worker nr 2118 – 13. september.
Oversat af Danni Mork Jensen
Se også:
SAA 282: Nato vil skjule massakrer i Afghanistan
SAA 282: Et rids over Somalias nyere historie
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed