Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 7

Fattigdommen vokser i USA

Poul Erik Kristensen

37 millioner mennesker – eller 12 pct. af befolkningen – i et af verdens rigeste lande lever i fattigdom, viser ny analyse. Det er en langt flere end i de rige lande i Europa.

Alligevel spiller fattigdommen kun en marginal rolle i valgkampen op til præsidentvalget den 4. november. Her er det skattelettelser for middelklassen, der er i centrum.

Den dybe indkomstkløft er ikke noget nyt fænomen i USA. Kløften er støt blevet dybere siden 1970’erne. Det nye er den hurtigt voksende gruppe af ekstremt fattige nederst i samfundet. Antallet af mennesker, der er tvunget til et liv i ekstrem fattigdom, er nu den hurtigst voksende befolkningsgruppe i USA.

16 millioner mennesker – næsten halvdelen af de 37 millioner, der lever under fattigdomsgrænsen – er så fattige, at de må leve af en indkomst på mindre end 5.000 dollars om året. Det svarer til rundt regnet 28.000 danske kroner.

Analysen, der er udarbejdet af en sammenslutning af dagblade kaldet McClatchy-gruppen, viser, at antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i USA, er steget med 26 procent siden år 2000. – Altså siden George W. Bush kom til Det Hvide Hus.

Uligheden værre end nogensinde

Det er dybtliggende strukturer, som medfører øget fattigdom i USA. Millioner af arbejdspladser i industrien er lukket og flyttet til lavtlønslande. I stedet for et fast arbejde med mindsteløn, sygeforsikring og pension må flere forsøge at overleve på midlertidig deltidsansættelse i en lavtlønnet servicesektor.

Hertil kommer, at omkring 30 procent af arbejdsstyrken i USA, svarende til cirka 42 millioner arbejdere, er “individuelle kontraktører“, eller reelt selvstændige daglejere, som ikke er omfattet af arbejdsmarkedslove og sygeforsikring. De er totalt overladt til sig selv.

Samtidig er arbejdsløsheden begyndt at stige. Opgørelser fra før, finans- og boligkrisen satte ind, viser stigende arbejdsløshed. Alene i juni blev 62.000 arbejdspladser nedlagt. Arbejdsløsheden er officielt på 5,5 procent, men det reelle tal er, ifølge Arbejdsministeriets egne tal, på 9,7 procent i forhold til 8,3 procent sidste år. Arbejderne oplever desuden, at arbejdstiden stiger, og at lønningerne ikke kan følge med inflationen.

Dermed har uligheden i USA aldrig været så høj som nu. I 2006 tjente de 0,01 procent rigeste amerikanere 976 gange så meget som de 90 procent fattigste. Sagt på en anden måde: En arbejder, der tjener 10 dollars i timen, skal arbejde i over 10.000 år for at tjene det samme, som de 400 rigeste amerikanere tjente i 2005. 46 procent af amerikanerne har derfor ikke råd til en sundhedsforsikring, hvilket er en katastrofe i et land som USA med privatiseret sundhedssektor.

Nyt liv i fagbevægelsen

Et af de store problemer er, at arbejderklassen er ekstremt dårligt organiseret. Fagforeninger er blandt andet stækket af centrale love, som begrænser fagforeningernes arbejde.

USA har tidligere haft en meget militant arbejdertradition med store strejker og demonstrationer. Tidligere har blandt andre minearbejderne og jernbanearbejderne i 20’erne og 30’erne været ude og gå forrest med Wildcat-strejker. Staten har så svaret igen meget hårdhændet med at hyre mange strejkebrydere, politibetjente og andre agenter til at slå ned på disse strejker.

Noget tyder imidlertid på, at der efter mange års stilstand i den amerikanske arbejderklasse igen er ved at komme røre og modstandskraft. Således har der inden for det seneste år været store strejkekampe på Boeing-fabrikkerne og inden for transportsystemet i New York.

Utilfredsheden er specielt steget efter oversvømmelseskatastrofen som følge af orkanen Katrina i New Orleans for to år siden.

Hvordan udviklingen vil blive under den nuværende finans- og boligkrise, kan man kun gisne om – men der er ingen tvivl om, at USA’s arbejderklasse og fattige går hårde tider i møde.

Se også:
SAA 283: Farvel, Bush
SAA 283: Går det amerikanske århundrede på hæld?

Flere artikler fra nr. 283

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
USA internt efter 1990

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 4476 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside