Socialistisk Arbejderavis
Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 4
Farvel, Bush
Lene Junker
Med udgangen af dette år, forlader George W. Bush posten som USA´s præsident. Han forlader posten som den mindst populære præsident i USA, nogensinde. Nedturen har været en kendsgerning siden republikanerne tabte midtvejsvalget i november 2006. Irak krigen var den direkte årsag.
Da Bush kom til magten i 2000, fik de nykonservative mere indflydelse. De havde længe kritiseret præsident Clinton for at føre en alt for forsigtig kurs i bestræbelserne på at sikre USA, verdens eneste supermagt, det globale overherredømme. Det var på tide for alvor at realisere “Project for a New American Century“
Da den ene supermagt, Sovjetunionen brød sammen og Muren faldt i 1989-91, blev USA den eneste supermagt og fik dermed frie hænder til at invadere Panama og kidnappe deres tidligere agent, daværende præsident Noriega. De angreb og bombede store dele af Irak i 1991, og fik permanente baser i Kuweit og Saudi Arabien. De forsøgte at få fodfæste på Afrikas Horn og invaderede Somalia i 1994, men blev tvunget til at trække sig tilbage. Endelig angreb de Serbien i 1999 via Nato.
Samtidig udbyggede USA sin dominans i Europa ved at optage tidligere østeuropæiske lande i NATO. Dermed pressede USA Rusland, som intet kunne stille op. Tidligere Sovjetrepublikker i Kaukasus fik tilbudt amerikanske militærbaser.
Alligevel kunne USA ikke standse sin globale økonomiske tilbagegang. Da 2. verdenskrig sluttede i 1945 tegnede USA sig for 50 pct. af verdens produktion. I dag er det kun 25 pct.
Henry Kissinger gjorde dette helt klart allerede i 1994: “USA i dag er ikke i en bedre position til at diktere sin egen globale dagsorden end vi var i begyndelsen af den kolde krig. USA vil stå overfor en økonomisk konkurrence af en karakter, som vi aldrig før har oplevet under den kolde krig. Hvis en magt kommer til at dominere enten Europa eller Asien, så er USA i fare. Denne magt vil kunne overgå USA økonomisk“.
Hvis USA skulle blive ved med at være den eneste supermagt og bevare det globale herredømme, måtte det forhindre at Europa (EU) blev for selvstændig en magt. Det måtte også sikre sig, at Ruslands magt i regionen ikke voksede. Og endelig måtte det være på forkant med Kinas økonomiske vækst.
Med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, opstod der en situation og en politisk mulighed for at realisere “The Project for a New American Century“. Krigen mod terror blev iværksat under Bush´ berømte slogan: “Enten er I med os eller også er I med terroristerne.“
Krigen mod Afghanistan startede i oktober 2001 – angiveligt for at finde Osama Bin Laden og bekæmpe Taliban. Begge var de USA´s egne opfindelser tilbage under den kolde krig, hvor det først og fremmest gjaldt om at knække Sovjetunionen. Afghanistan krigen har nu varet i 7 år, og er en krig, som USA og NATO ikke kan vinde. Perspektivet er permanente baser i Afghanistan for at sikre olie og gasledningerne og den geopolitiske position tæt på Kina, Rusland og Indien.
Irak krigen startede i marts 2003 – angiveligt for stoppe Saddam Hussein, som havde masseødelæggelsesvåben og støttede terroristerne. Også Saddam var en tidligere allieret i kampen mod Iran. Irak krigen har nu varet i 5 år og er en krig USA ikke kan vinde. Perspektivet er kontrol over Iraks olie og permanente baser i Irak for at kunne kontrollere Mellemøsten.
USA står nu med 2 krige, som ikke kan vindes. To krige, som de så disparat havde brug for at vinde, for at kunne sikre sin globale dominans. Så Bush og venners Project for a New American Century har slået fejl og haft den modsatte virkning. Næsten hele USA´s militære kapacitet er låst fast i Irak og Afghanistan. USA har derfor svært ved at forsvare sine interesser i resten af verden.
Den svækkelse viste sig tydeligt i krigen i Georgien, hvor USA intet kunne stille op overfor Ruslands invasion af Georgien, en nær allieret. Det eneste USA og vesten kunne, var at genoplive koldkrigsretorikken og truslen om at “russerne kommer“
Men frem for at tale om en tilbagevenden til den kolde krig, er det mere præcist at forstå krigen mellem Georgien og Rusland som den seneste episode i “krigen mod terror“ – dvs USA´s forsøg på at bruge sin militære styrke til at sikre sig global dominans. USA har oprustet og opbygget Georgiens militær og havde stillet landet et Nato medlemskab i sigte.
Rusland er langt fra en supermagt, men en regional magt med en vis styrke. Rusland under Putin har fået styr på økonomien og genopbygget sit militær og er derfor bedre i stand til at sikre sine interesser end før. Rusland er gået styrket ud af krigen i Georgien, der samtidig har afsløret USA voksende svaghed – end ikke centrale europæiske lande, som Frankrig, Tyskland og Italien var indstillet på andet end verbale øretæver til Rusland.
Selvom USA har store problemer, skal man ikke glæde sig for tidligt. USA vil forsøge at komme i offensiven på den ene eller den anden måde, og det har stadigvæk en vældig styrke at gøre det med.
Brændpunkterne for en ny krig kan skifte – til Iran, Pakistan eller et helt andet sted. Også der vil det afstedkomme tab af menneskeliv og ødelæggelser. Vi må fortsat være forberedte til at sige Nej til USA´s krige, men huske at vores vigtigste opgave at bekæmpe vores egne magthavere, som støtter USA´s ret til at skaffe sig global dominans i håb om at få en lille bid af kagen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed