Socialistisk Arbejderavis
Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 11
Lenins Hvad må der gøres?
Jørn Andersen
Få bøger har været udsat for den skæbne, som Lenins pjece fra 1902 “Hvad må der gøres?“. Borgerlige har i den set Lenins plan for Stalins Gulag. Revolutionære smågrupper har læst den som en konkret vejledning i alle mulige situationer. Men hvad kan vi bruge den til i dag?
Lenin selv advarede få år senere, i 1907 mod at: “... trække dette værk helt ud af dens specifikke historiske sammenhæng, ud af en specifik og nu for længst overstået periode i vort partis udvikling.“
Så lad os glemme de konkrete polemikker mod for længst glemte personer og holdninger. Lad os starte med den “specifikke historiske sammenhæng“.
Udviklingen i Rusland
Lenin opdeler Socialdemokratiets (på den tid navnet på revolutionær marxisme) udvikling i Rusland i 3 perioder:
1884-94: “... teori og program opstod og fæstnedes. Antallet at tilhængere af den nye retning i Rusland taltes i enere. Socialdemokratiet eksisterede uden arbejderbevægelse og gennemlevede som politisk parti fosterstadiet.“
1894-98: “Socialdemokratiet træder frem i dagens lys som social bevægelse, som en rejsning i folkemasserne, som politisk parti. Det er barndoms- og opvækstalderens periode.“
Det er oftest meget unge og uerfarne, ofte studenter, som tilslutter sig bevægelsen. Mange fængsles af zarens politi. Men det foregik i en tid, hvor arbejderklassens kampe voksede og begyndte at omfatte ti- og hundredtusinder.
“Oprettelsen af partiet i foråret 1898 var den mest udtryksfulde og samtidig den sidste bedrift af dette kuld af socialdemokrater.“
Det er i den tredje periode (Lenin: “1898-?“), at Hvad må der gøres? bliver skrevet.
Arbejderkampen er som sagt i vækst, men for marxisterne kalder Lenin det “en periode med forvirring, opløsning og svingninger“. Netop forholdet mellem arbejderklassens kamp og de organiserede socialister er temaet for Hvad må der gøres?
Men for at få det fulde billede med, skal vi kigge internationalt. I Tyskland var det socialdemokratiske parti, SPD, blevet lovligt i 1891 og havde hundredtusinder af medlemmer. Dets Erfurt-program fra 1891 og dets organisation blev set som modellen for alle andre – ikke mindst af Lenin.
For Lenin var formålet med Hvad må der gøres? ikke at lave et nyt banebrydende værk. Det var snarere at fastslå den grundlæggende SPD-model – men i en russisk sammenhæng.
SPD-modellen
“Arbejderne har ét af sejrens elementer i deres hånd – deres antal: men antal har kun vægt, når det sammenfattes af en organisation og ledes af erfaringen.“
Sådan skrev Marx allerede i 1864 i 1. Internationales stiftelses-erklæring (“Inauguraladressen“).
For såvel den tyske SPD-leder Karl Kautsky som for Lenin var det en central ledetråd, at marxisters opgave var at sammensmelte arbejderbevægelsen med socialismen – med det formål at erobre den politiske magt.
Når Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest kritiserede fx de “utopiske socialister“, så var hovedpointen, at en socialisme, som ikke forbandt sig med arbejderklassen, ikke ville have en chance for at blive virkeliggjort. Og omvendt: En arbejderklasse, der (som i England) ikke var ledet af en marxistisk forståelse, ville for evigt være begrænset til at kæmpe om konkrete kampe inden for kapitalismen – og ikke for at afskaffe den.
Begge dele er tegn på, at socialismen og arbejderklassens kamp i starten ofte udviklede sig hver for sig.
Så socialisters opgave var på den ene side at tilegne sig en videnskabelig socialistisk, dvs. marxistisk, forståelse af kapitalismen, klasserne, deres historiske udvikling osv. – kort sagt både en teoretisk og konkret forståelse for kampbetingelserne.
På den anden side var det at forbinde sig med arbejderklassens kamp med det formål at vinde opbakning for et revolutionært perspektiv: Erobringen af den politiske magt med det formål at afskaffe klasserne.
Fra mindretal til revolution
Det helt centrale er altså at forene to elementer i den kapitalistiske klassemodsætning: Den konkrete “spontane“ kamp, som arbejderklassen fører, uanset om der er organiserede socialister til stede eller ej – og den teoretiske, videnskabelige forståelse af kampbetingelserne og perspektiv for kampen.
Kautsky havde udviklet dette grafisk i en række “bevidstheds-cirkler“. Marxisterne ville først kunne vinde opbakning i den organiserede arbejderbevægelse, dernæst i (industri-)arbejderklassen i bredere forstand og endelig i andre arbejdende lag.
Lenin gik endnu videre end til arbejderklassen:
“... idealet af en socialdemokrat bør ikke være fagforeningsformanden, men folketribunen, som evner at reagere på alle former for vilkårlighed og undertrykkelse, hvor de end forekommer, og hvilket lag eller hvilken klasse de end berører ... som evner at udnytte hver lille sag til over for alle at fremlægge sine socialistiske opfattelser og sine demokratiske krav og til at forklare alle og enhver den verdenshistoriske betydning af proletariatets frigørelseskamp.“
Med andre ord: Marxister ville i starten være et mindretal. Men skærpelsen af klassemodsætningerne under kapitalismen ville skabe muligheden for at vinde de bredere masser for deres program.
Økonomisme eller politisk kamp
Det konkrete problem i Rusland var ifølge Lenin, at mens arbejderklassens kampe udviklede sig med hastige skridt (som nævnt steg antallet af strejker enormt i midten af 1890erne), så var der forvirring blandt de organiserede socialister.
En stor del af Hvad må der gøres? bruges på at angribe forskellige varianter af “økonomisme“. Det var strømninger, som mente, at socialisters opgave primært var at “hjælpe“ arbejderklassen konkret med at organisere den økonomiske kamp (“arbejde i bevægelsen på bevægelsens præmisser“, som nogle i Enhedslisten i dag formulerer det).
For Lenin var det at misse problemet – af flere grunde:
For det første havde arbejderklassen i praksis vist, at den selv uden socialisters hjælp sagtens kunne organisere konkret kamp.
For det andet så overlod økonomisterne den politiske kamp til de liberale partier.
Men vigtigst så “glemte“ man de organiserede socialisters hovedopgave: At vinde arbejderklassens for det historiske perspektiv om socialistisk revolution.
For Lenin foregik dette livsvigtige socialistiske arbejde på et amatøragtigt plan. At begrænse sit fokus til den enkelte fabrik, den enkelte branche eller den enkelte by betød at socialister ikke kæmpede i arbejderklassen for en helhedsopfattelse.
At undlade at inddrage andre forhold end dem på arbejdspladsen, fx undertrykkelsen af nationale eller religiøse mindretal, politiforfølgelse osv. gjorde at man “glemte“ at gøre det til en kamp mod systemet som helhed.
Derfor var det afgørende at samle socialisterne om et fælles perspektiv, en fælles organisation og en fælles landsdækkende avis som samlingspunkt.
Lenin og Enhedslisten
Der er selvfølgelig mange konkrete forskelle fra Lenins russiske virkelighed dengang, men der er mange fællestræk til den situation, vi i Enhedslisten står i i dag.
Vi har også oplevet et opsving i såvel arbejderklassens kamp som i et bredere ønske om forandring de seneste år.
Venstrefløjen vokser, men der er udbredt forvirring om perspektivet for Enhedslisten. Har vi et fælles revolutionært perspektiv? Eller 25 forskellige projekter, som tilfældigvis samles, hver gang der er valgkamp?
Læst i “dens specifikke historiske sammenhæng“ kan Hvad må der gøres? tjene til inspiration. Enhedslisten har mange aktive medlemmer. Men vi savner at trække det revolutionære, socialistiske perspektiv i forgrunden.
Også i dag er socialisters særlige hovedopgave at vinde opbakning blandt arbejdere, studerende og andre som kæmper for forandring til perspektivet om socialistisk revolution.
“Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne!“ skrev Lenin i Hvad må der gøres? Det lykkedes for bolsjevikkerne 15 år senere.
Lad os starte forberedelserne til vores revolution. Det er på høje tid.
Læs Hvad må der gøres? på Marxisme Online: www.marxisme.dk
Se også:
SAA 283: Bøger til socialister og antikapitalister
SAA 283: Weekenden 15.–16. nov 2008 i København: Marxisme 2008
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed