Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 8
Amerikas sande ansigter
Jess Hurd
Fotojournalist Jess Hurd rejste op til præsidentvalget tværs igennem de sydlige amerikanske stater i juni for at snakke med folk om Barack Obama, racisme, økonomien og deres daglige kamp om overlevelse.
Min rejse startede i Miami, Florida – en by med iøjnefaldende rigdom, hvor kæmpe herskabsvillaer maser sig på langs afblegede hvide strande. Men der er en anden side af Miami, nemlig fattigdommen omkring den såkaldte Magiske Bys trailer-park, hvor jeg mødte Marcos Antonio Prado – en migrant fra Guatemala.
“Jeg arbejder fra 7 morgen til 22 som sikkerhedsvagt, men tjener ikke nok penge“, sagde han. “Jeg har ikke råd til at leve andre steder. Der er ikke meget magisk by her, som vi havde håbet på. Jeg håber, at den ny præsident vil gøre noget for alle udlændingene, for vi har ingen jobs – vi har ingenting. Hvis jeg havde fået valgkort, ville jeg have stemt på Demokraterne. Jeg tror, Obama vil være god for os og hele folket. Den republikanske kandidat, John McCain ville have fortsat den samme krigspolitik som George Bush.“
Ved et forladt hus ved Miamis grænsedistrikt, snakkede jeg med Billy Jewel Garrett Jr., der havde arbejdet som kok i 25 år. Oprindeligt fra North Carolina, tog Billy til Miami for at få bugt med sit alkoholproblem for at kunne vende tilbage til universitetet. Han deler stedet sammen med 300 andre mænd, der sover på betongulvet i køkkenet. Kun de, der er med i stoffri-programmet, får senge.
“Miami er flot og smukt“, sagde han til mig. “Det ligner paradis, når du går til stranden med dets million-dollar dyre huse. Men lige så snart du passerer de øer der, og du kommer til Miami by, så er du lige her i ghettoen. Dette sted plejede at være folkets by, men de skubber det sorte folk ud herfra og de pengestærke ind. De smider folk ud og placerer dem i socialt boligbyggeri, samtidig med at de rige bygger alle disse skyskrabere, der bare står der tomme, da ingen har råd til at bo i dem. Det er hårdt herude bare at få et job. Du kan få et job på McDonalds, men hvis du vil have et godt job, ansætter de dig ikke, hvis du har begået en forbrydelse, også hvis det gælder 20 år tilbage.“
Jeg spurgte Billy om hans forhåbninger til den nye præsident: “ Jeg håber, Obama kan rydde op efter det, som Bush efterlod og tilbagebringe roen i landet. Vi mangler jobs og flere gode jobs. Vi har brug for hjælp herude og hjem, vi har råd til at betale for.“
Fra dårligt til værst
Mit næste stop var Atlanta, Georgia. Jeg sad på en proppet Greyhound-station ved siden af Nekeeta Salamne, en ung mor fra Trinidad.
“Gud, hvor ville jeg ønske, jeg kunne stemme“, sagde hun. “Jeg ville ønske, jeg havde en stemme i dette land, og så ville jeg prøve at forandre det mest muligt, da landet er ved at gå fra dårligt til værst. Denne George Bush og nu denne John McCain – de tænker alle kun på krig. Er det, hvad du har lyst at lære dine børn – at krig er, hvad verden drejer sig om? De taler om oprørske angreb, men hvad er en oprører da? De er normale mennesker, der blot angriber hæren.
Bush har en bunke af idioter omkring sig, såsom Dick Cheney og Condoleezza Rice. Condoleezza Rice har beskidte hænder – hun er en af dem. Hvordan kan man både være sort og republikaner? I New Orleans faldt bladene ikke af på grund af orkanen. Hvis du sammenligner New Orleans med de heftige brande, som de havde i Californien, hvor alle millionærernes herskabsvillaer brændte, og herefter ser på forskelsbehandlingen af begge, så ser du en kontrast, der får dig til at græde.
Folk i det her land må til at vågne op, og vi er ved at vågne nu. Obama er et smukt tegn på, at dagen ændrer sig i Amerika. Jeg føler, at han relaterer sig til mig – at han ikke snakker om mig, men til mig.“
Jeg kan ikke lide Obama
Jeg rykkede videre til Birmingham, Alabama – en forfaldende industriby, hvor selv supermarkedet Wal-Mart har lukket ned. Jane sad ved sit dørtrin og havde et anderledes syn på Obama.
Cornette, Vera og Keynnon fra Birmingham, Alabama. (Foto: Jess Hurd)
“Jeg kan ikke lide Obama“ siger hun. “Alle vil have en sort, men jeg ville have en kvindelig præsident. Hillary Clinton droppede ud for hurtigt – hun burde være på hans hold. Alle ville have, at dette skulle blive den nye forandring – den første sorte i det hvide hus, men han kommer ikke til at gøre mere, end hvad resten af dem har præsteret. Vi har ingenting i Birmingham, ingen offentlig transport, ingen teatre eller barer. Det er ikke muligt at købe et hus, og de, der befinder sig i deres egne hjem, overtages af pantefogeden. Benzin og strøm er ikke til at betale, og grøntsager er heller ikke til at købe. Hvis der ikke er nogen depression, hvorfor synes det hele så at ryge ud i toilettet?“
Videre ud til byen Brighton, talte jeg med Elnora Golden, en pensioneret og sengeliggende dame med akut leddegigt.
“Min farmor var slave“, fortalte hun. “Den hvide mand voldtog hende, og hun fik da et hvidt spædbarn. Hun døde, før jeg blev født, men min mor havde altid sagt, at hun ville have os til at være anderledes og ikke forudindtaget. Martin Luther King sagde: “Det kommer til at forandre sig“. Der har været en forandring. Et af mine børn startede på en blandet skole for sorte og hvide, og hun havde flere hvide venner end sorte. Børnene plejede at komme i huset, og naboen sagde, “hvorfor har du hvide rendende i dit hus?“ Jeg sagde, “de forstyrrer mig ikke, og jeg er ligeglad med hvilken farve de har – de er børn. Hvis mine børn fortjener respekt, så gør de også.“
Jeg mødte familien Smith i et nedkørt industridistrikt ved Birmingham. De kunne fortælle mig om manglen på job i byen.
“Vi klarer os knapt nok med alt, hvad vi slår sammen. Det er umuligt at klare sig selv“, forklarede Vera. “De kaster os tilbage depressionen.“
Keynnon troede ikke, at valget ville ændre deres situation. “Som præsidenter kan de ikke skelne dig fra mig, så snart de påbegynder deres embede. De lover guld og grønne skove nu, men alle kan jo fortælle en løgn.“
Cornette supplerede: “ De tænker ikke på os, men tænker kun på deres punge. Så længe de lever godt, lever vi dårligt.“
Glem hadet
Jeg fortsatte min rejse til Montgomery, en anden by i Alabama, hvor jeg mødte James Charles Jr., der var den første sorte taxachauffør i byen.
“Jeg startede i 1977“, fortalte han. “Tilbage i 60’erne var der ingen sorte chauffører i gule taxavogne. Racismen fortsætter stadig, men foregår mere “undercover“. Det ville være bedre, hvis folk prøvede at elske hinanden mere og glemme alt hadet.“
James deltog i Mongomery-optoget i 1965, ved højdepunktet af Borgerretsbevægelsen.
“Det var både et godt og et dårligt optog. En masse mennesker døde, en masse blev skambidt af hunde, og mange kom i fængsel – men vi nåede til Montgomery. Det handlede ikke om sort og hvid, men om at være fri til at gå hvor i Montgomery, du nu ville. Før optoget måtte vi ikke være på bestemte restauranter og teatre. Efter optoget var gennemført, da kunne vi endelig. Jeg kendte Rosa Parks. Hun var en kvinde, der ikke gik i vejen for andre“, fortæller han.
Rosa Parks antændte gnisten for Borgerretsbevægelsen i 1955, da hun nægtede at give sin plads i bussen til en hvid person.
“Det eneste, hun gjorde, var at sidde i den bus. Hun blev bedt om at sætte sig bagerst i bussen, men nægtede. De anholdte hende, smed hende i fængsel og tog hendes fingeraftryk. Hvis du betaler for en tur med bussen, da er du berettiget til at sidde, hvor du vil. Hun var en stor dame, en smuk dame og stærk dame – det har vi brug for mere af. Jeg er bange for, at Obama som præsident for USA er som enhver anden på posten. Han kan kun gøre noget i en hvis udstrækning. Hvem end der vinder valget, bliver det en lang proces at bygge landet op igen med krigen og alt andet. Jeg beder til Gud, at hvem der end vinder vil prøve på at hjælpe de fattige og få benzinpriserne ned og så hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp.“
I Chisolm-distriktet af Montgomery snakkede nogle unge mænd om, hvor frustrerende livet i USA var blevet.
Ronaldo McGee (midten), Jerome Jackson og Charles Fuller fra Montgomery, Alabama. (Foto: Jess Hurd)
“Jeg tror ikke, at det kan blive værre“, sagde Ronaldo McGee. “Skulle det blive værre, ville vi da blive kategoriseret som et tredjeverdensland. Folk skal ikke sidde rundt omkring og sulte. De skal lave det, de kan for at kunne brødføde deres familier. Jeg ville ønske, at jeg havde nok penge til at tage et andet sted hen, hvor der er lige muligheder for alle. De er mere opmærksomme på fængslerne end på børnene i skolerne, og hvis børnene ikke får en ordentlig uddannelse, så ender de i fængslet.“
Vennen Jerome Jackson tilføjede: “Vi lider hernede, og vi kommer aldrig ud af ghettoen.“
Medicinen må vente
I den fattige landsby Greenville, Mississippi, sad Laura Charles uden for sin bagdør med en håndfuld regninger.
“Jeg havde ikke pengene til strømregningen, og elektrikeren kom bare og sagde, at han blev nødt til at lukke ned for det“, fortalte hun. “Min regning er på over 100 dollars, da jeg kører på klimaanlæg. Jeg er på hjerte- og blodtryksmedicin for at kunne holde mig ovenpå. Min medicin venter på mig hos lægen og koster 149 dollars, men det har jeg ikke engang råd til.
Min søn har været i Irak to gange nu, og jeg er på en måde bange for, at han vil tage sted igen til en tredje omgang. Jeg ved ikke, hvem der kommer i det hvide hus, men jeg håber, det bliver Obama. Jeg tror på, at han vil gøre, hvad han kan for os, for lige nu forbereder vi os på et tab på 90 millioner dollars til medicinunderstøttelse. Det er så slemt, at når vi kommer til lægen, gør de intet for os, men sender os i stedet hjem. Folk kommer simpelthen til at dø.“
Folk står i kø ved den katolske velgørenheds-organisation Society of St Vincent de Paul, som uddeler madrationer og tøjpakker til lavindkomstfamilier i Greenville, Mississippi. (Foto: Jess Hurd)
I køen til St. Vincent de Pauls velgørenhedscenter mødte jeg en ung mor, hvis indkomst nu ligger under fattigdomsgrænsen.
“Vi klarede os fint indtil for to år siden, hvor regeringen skød olie- og benzinpriserne i vejret. Penge har ødelagt mit ægteskab, og gjort min mand forrykt. Benzinpriserne er nået over 4 dollars pr. gallon (3,79 liter, red), og jeg ved ikke, om jeg lige nu har nok benzin til at forlade parkeringspladsen. Jeg er virkelig død-fattig. Jeg er kommet her for at finde nogen, som kan hjælpe mig med at brødføde mine børn, da jeg ikke selv har råd til det, indtil jeg får løn. Vores livsstil har forandret sig totalt. Folk som mig, der arbejder for 12 til 20 dollars i timen, kunne lige så godt arbejde for 2 dollars i timen, da vores penge ingen steder når.
McCain er en af vores olieborere. Han kommer med alle disse løfter, men jeg vil hellere se Obama eller Hillary i spidsen. Jeg har aldrig haft brug for sociale ydelser, men her står jeg, grædende og bedende til at disse mennesker kan hjælpe mig. Jeg får ikke fødevarekuponer, men betaler min skat og gør, hvad der forventes af mig. Bush bruger stadig milliarder af dollars hver måned på en krig, der aldrig burde være startet. Min fætter er lige død i Irak for to måneder siden, og du fortæller mig, at der ingen krig er? Normalt er jeg en meget politisk person, der tror på Gud, lederskab og vores militær, men den øverstbefalende sender vores militær direkte til helvede, hvor ked jeg end er af at sige det.
Jeg beder til, at Obama gør en forskel, men tror først på det, når jeg ser det. Jeg er klar til at se en sort præsident, ligesom jeg er klar til at se en kvindelig præsident. Jeg er klar til forandring, for det siger jeg dig, at så længe, at republikanerne sidder på den post, kommer det kun til at blive værre. Præsident Bush har ikke gjort andet end at starte krig, og vi kommer til at kravle ud af den, når mine børn er 90 år gamle.“
Oversat af Danny Morck
Se også:
SAA 284: Det andet Amerika
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed