Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 10
Konflikt i Congo
Leo Zeilig
Vestens ledere har fordømt kampene i Den Demokratiske Republik Congo. Men som Leo Zeilig viser, er det vestens handlinger, der ligger til grund for konflikten.
Antallet af dræbte mennesker gennem den ti år lange krig, som har ødelagt Den Demokratiske Republik Congo (DRC), er i sandhed forfærdende.
De Forenede Nationer (FN) estimerede, at krigen i perioden mellem 1998 og 2003 kostede livet for op imod 5,2 millioner civile. Det er den blodigste konflikt siden Anden Verdenskrig.
Krigen er ikke en “borgerkrig“, men en international krig. Den har inddraget nabostater, der har bevæbnet oprørsgrupper og involveret vestlige multinationale og regeringer, som har støttet forskellige sider i deres forsøg på at kontrollere miner og mineraler i DRC.
Ifølge enhver beregning burde DRC være et velhavende land. De østlige provinser i Nord og Syd Kivu – hvor de nuværende kampe er brudt ud – er rige på guld, coltan og tin-kilder. Tin-kilderne, udvundet fra minerne i Nordkivu, er en stor del af årsagen til de nuværende kampe om kontrol over minerne.
Krigen fremstilles i vesten som en etnisk konflikt, skabt af et had, som har eksisteret i regionen i generationer. Det er noget sludder.
Congos velstand har betydet, at landet har været genstand for vedvarende interventioner af stormagter, først med koloniseringen fra Belgien i slutningen af det 19. århundrede, og i den senere tid af de naboliggende afrikanske stater, der er blevet bevæbnet af vesten.
David Miliband var i DRC i denne uge, hvor han talte om at sende britiske tropper ind. Men samtlige vestlige interventioner har medvirket til og tilskyndet blodbadet.
De nuværende etniske spændinger er knyttet til dem i andre dele af regionen – især det naboliggende Rwanda hvor 800.000, tilhørende minoritetsgruppen Tutsi’erne, blev dræbt i 1994 af medlemmer fra majoriteten Hutu’erne.
Disse etniske spændinger havde ligget og sydet under mange års kolonisering og kogte over, da kollapset på den internationale kaffepris ødelagde økonomien.
Styrtet
Da den regering, der havde støttet folkedrabet, blev styrtet, flygtede mange Hutu’er til det østlige Congo. Selvom flertallet af dem ikke havde haft noget med den forudgående massakre at gøre, blev mange af flygtningelejrene alligevel ledet af dem, der var ansvarlige for mordene.
Etnisk rivalisering er stadig det dække, under hvilket den blodige udplyndring fortsætter uden mindsket styrke. Men kampene i dag handler ikke om at beskytte Tutsi’erne.
Tag fx Laurent Nkunda og den gruppe, han leder, som er ansvarlige for størstedelen af den nuværende vold omkring Goma, hovedstaden i Nord Kivu.
Nkunda er ikke, som han hævder, i gang med “at forsvare lokale Tutsi´ere“ fra de hævntørstige “genocidaires“ – dem, som er ansvarlige for folkedrabet. Han er en krigsherre, der forsvarer vitale mineinteresser for hans Rwandiske bosser.
Francois Grignon fra den Internationale Krisegruppe forklarer, at “Nkunda bliver støttet af Rwandiske forretningsmænd, for at de kan opretholde kontrollen over minerne i Nordkivu. Dette er hovedkernen i hele konflikten. Det, vi ser nu, er dem, der drager fordel af den illegale krigsøkonomi, der kæmper for at opretholde deres ret til at udnytte.“
Samtidig har præsidenten for DRC, Joseph Kabila, nægtet at kappe båndende mellem Congos bevæbnede styrker og Rwandiske Hutu-militser, der kontrollerer lukrative miner.
Men historien har vist, at der er et alternativ til etniske konflikter og uenigheder over ressourcer. Fra 1990 var Zaire – som DCR dengang blev kaldt – styret af protester og en urban opposition bevægelse, der truede diktatoren Joseph Mobutu.
De fleste af landets store byer og landsbyer var modstandere af det styrende parti.
Protesternes højdepunkt skete i 1992, hvor én million mennesker marcherede ind i hovedstaden Kinshasa og mange flere i andre byer. Mellem 1990 og 1994 var Mobutu tæt på at blive styrtet af en græsrods oppositionsbevægelse, der blev ledet af fagforeninger, studenter og de fattige.
Men svagheder i oppositionsbevægelsens lederskab betød, at Mobutu forsat klamrede sig til magten.
Oppositionen vendte sig nu mod øst og fokuserede på den landsforviste oprørsleder Laurent Kabila – Joseph Kabilas far – som havde en radikal fortid. Kabilas rebeller rykkede frem mod Kinshasa. De var støttet af vesterlandske virksomheder, assisteret af amerikansk militærlogistik og den rwandiske og ugandiske hær.
De så støtten til Kabilas oprørshær som en mulighed for at udøve deres indflydelse i det mineralrige øst af landet.
I maj 1997 væltede Kabilas tropper Mobutu regimet. Zaire blev omdøbt til Den Demokratiske Republik Congo.
Da de havde taget magten, kom Kabila under pres fra internationale styrker i forhold til ikke at agere marionet for de naboliggende magter. Han brød med sine rwandiske og ugandiske støtter i 1998.
Begge lande prøvede derfor at styrte deres gamle allierede og hurtigt brød en krig ud – med Angola og Zimbabwe som støtter af Kabila mod Uganda og Rwanda. Men snart bekæmpede Uganda og Rwanda hinanden for at opnå kontrol over mineprovinserne i den østlige del af Congo.
Både Rwanda og Uganda bruger den fortsatte tilstedeværelse af dem, som er ansvarlige for folkemordet, og som befinder sig i de to landes grænseområder, til at retfærdiggøre deres tilstedeværelse i DRC. Dette er et figenblad, der skjuler deres udnyttelse af Congos ressourcer.
Hver især understøtter, forsyner og finansierer militser for at styrke deres egne projekter i Congo.
I de indledende faser plyndrede det rwandiske og ugandiske militær kun tømmerforråd, mineraler og kreaturer. Men som tiden gik, blev de direkte involveret i at aftvinge rigdomme fra Congaerne.
For eksempel tvang den rwandiske hær lokale samfund i Walikale regionen til at minere efter coltan – et mineralmetal, der er vitalt for mobiltelefoner og bærbare computere. I 2000 tjente Rwanda 20 millioner dollars om måneden på coltan.
Bag disse regionale spillere stod vestens regeringer. USA og England gav stor økonomisk, politisk og militær opbakning til begge stater.
Involverede
Vestlige virksomheder var stærkt involverede. I 2002 konkluderede et FN panel af eksperter, at udenlandske selskaber “var parate til at gøre forretninger uagtet elementer af ulovligheder. (...) Virksomheder, der handlede med mineraler, som eksperterne anså for at være “motoren bag konflikten i Congo“ har skabt grundlaget for illegale mineaktiviteter i landet“.
I 2003 mæglede den sydafrikanske regering en aftale rettet mod at afholde valg i DRC i 2006. Vestlige multinationale, som samarbejdede med lokale militser, der kontrollerede minerne, følte sig nu mere sikre ved at arbejde i det nye “lovlige“ miljø.
Men flere grusomheder fandt sted under den nye aftale.
Minegiganten AngloGold Ashanti (tidligere kendt som Ashanti Goldfields) har arbejdet sammen med en lokal milits for at sikre, at virksomheden kunne opnå adgang til guldreserverne omkring byen Mongbwalu.
Denne bande introducerede et brutalt regime af “landsby-arbejde“ – en eufemisme for slavearbejde.
Kampene fortsatte på trods af løftet om valg. Militser, finansieret og støttet af Rwanda, fortsatte med at operere ustraffet. I mellemtiden kæmpede den nationale hær – støttet af regeringen i Kinshasa – for kontrol over minerne, i alliance med Hutu-ledede oprørsgrupper.
Regeringer i Vesten er direkte involveret i at støtte og bevæbne Rwanda, mens minegiganter ofte direkte opkøber eller eksporterer mineraler mineret af militser.
Tag et eksempel. Afrimex er en britisk virksomhed og har længe handlet med mineraler udvundet i det østlige DRC.
Virksomheden foretog betalinger til en oprørs militsgruppe, og købte mineraler mineret gennem tvang og børnearbejde. I 2007 var Afrimex stadig listet som en importør af tin-kilder fra Goma.
Udbytte
Afrimex var en af adskillige britiske virksomheder, der blev nævnt i FN rapporten i 2002, og som havde udbytte af og promoverede krigen i DRC.
England og USA er Rwandas vigtigste allierede. Hvis Nkundas oprørshær er Rwandas stedfortræder i DRC, så er Rwanda også den militære og politiske stedfortræder for USA og England.
Men det centrale element i at forstå dette forhold er ikke at se det som hjælpeløse afrikanske regeringer, der er under tøflen hos vestlige stater.
Der er et reelt sammenfald af både interesser og profitter mellem en imperialistisk herskende klasse, der skaber indflydelse og rigdom i regionen, og en afrikansk elite, der profiterer fra og deltager i de udplyndringer, som den ofte dirigerer.
Som modsvar til konflikten i øst kræver mange en mere robust indblanding fra FN. FN har sin største fredsmission i DRC – omkring 17.000 FN soldater er udstationeret i den østlige del af landet.
Monuc – navnet på missionen – opfattes internationalt som en grinagtig fejltagelse, og for dem, som bor i den østlige del af DRC, anskues det med foragt. I sidste uge blev FN styrker bombarderet med sten af folk, som flygtede fra kampene.
FNs historie i Congo er en historie der hænger sammen med imperialismen. FNs første militære intervention var i Congo i 1960. landets første premierminister, Patrice Lumumba, håbede på at FNs styrker ville tvinge udenlandske pengespekulanter til at forlade landet. I stedet samarbejdede de om mordet på ham.
FN er ikke løsningen på kampen. Ej heller er den “ansvarlige investering“, der ubøjeligt advokeres for af de NGO´er, der har berettet detaljeret om menneskerettighedsbrud i det østlige DRC.
Ydeligere involvering og investering fra vestlige virksomheder ville være en katastrofe. Krigen er blevet kæmpet af bevæbnede grupper, tilknyttet et globaliseret marked af stjålne mineraler købt og handlet af multinationale i vesten.
Plyndringen af det afrikanske kontinent er voksende. Jagten på mineraler og olierigdomme er produktet af en fornyet runde af imperialistisk konkurrence. Multinationale og regeringer fra USA, EU og Kina konkurrerer om adgang til kontinentets ekstraordinære rigdomme.
Dette er en katastrofe for millioner af mennesker i Afrika.
Mange uger inden han blev myrdet af belgiske og congolesiske agenter, skrev Lumumba:
“En dag vil historien fortælle sit, men det vil ikke være den historie som Bruxelles, Paris, Washington eller FN belærer om... Afrika vil skrive sin egen historie, og det vil, fra nord til syd for Sahara, være en historie om ære og værdighed.“
Dette alternativ afhænger af modstanden fra dem, der lever i regionen, fri for interventionen fra vesten.
Oversat af Sara Andersen fra SW 2126, 8/11-08
DRC
Den Demokratiske Republik Congo – også blot kaldet Congo eller DR Congo, men ej at forveksle med det noget mindre naboland Republikken Congo – ligger i voldsom borgerkrig. Det er der dog en del i Vesten, der stadig ikke er klar over, og de, der er, kender næppe omfanget.
Det er ikke så mærkeligt, for vestlige medier og politikere er overraskende tavse, når det gælder konflikter i tidligere kolonier. I mellemtiden myrdes tusindvis af uskyldige mennesker som resultat af imperialismen. Det er på tide at bryde tavsheden og afkræve politikerne en holdbar løsning!
Yderligere info
Vil du vide mere om situationen i Congo – og ikke mindst den reelle baggrund for krigen?
Læs kronikken Congobajere, krig og kannibaler af den danske fotograf Jørn Stjerneklar på http://politiken.dk/debat/kroniker/article601479.ece.
Se filmen Hotel Rwanda om folkedrabet i 1994 og Vestens ligegyldighed – den samme situation, som nu blot udspiller sig på ny grund.
Tjek www.leksikon.org, som er et alternativ til de gængse leksikas borgerlige sludder.
R. Kipling: Hvid mands byrde
Så løft en hvid mands byrde
Send ud den bedste søn
At tjene andre racer
For en landflygtigs løn;
Hos rådvildt folk og vilde
At tage tunge tørn
En tvær og kuet stamme,
Halvt djævle og halvt børn.
Så løft en hvid mands byrde -
Lær tålsomt at se til
Og sløre rædslens trussel
Og sløve hovmods spil;
Ved åbenlys forklaring
Et hundred gange mindst
At søge andres fordel
Og skaffe dem gevinst.
Så løft en hvid mands byrde -
Den vilde krig for fred -
Fyld hungersnødens munde
Og slå al sygdom ned;
Og når et mål er nærved,
Et mål for andres vel,
Se døs og hedensk dårskab
Slå ned hvert håb om held.
Så løft en hvid mands byrde -
Ej fyrsters gyldne magt,
Men slid som gadefejer, –
En hverdag uden pragt.
De havne, I ej bruger,
De veje, I ej går,
Byg dem af liv, I lever,
Og af den død, I får.
Så løft en hvid mands byrde -
Høst lønnen og vær glad:
Fra dem, I hjælper: Vrede,
Fra dem, I vogter: Had –
Fra dem, I (langsomt!) lokker
mod lyset: hyl, besat:
“Hvi drev I os af trældom
Og sød, ægyptisk nat?“
Så løft en hvid mands byrde -
Og ingen mindre sag –
Og tal ej højt om frihed.
Det røber, man er svag.
Tal højlydt eller sagte,
Lad falde eller stå,
Det måler tavst folk Eder
Og Eders guder på.
Så løft en hvid mands byrde –
Læg barnedrømmen bort -
Om lauren let i hænde,
Og æren uden tort.
Da vinder Eders manddom,
Når trælse år svandt hen,
En hyldest, køligt skærpet,
En dom fra ligemænd.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed