Socialistisk Arbejderavis
Nr. 285 – 17. januar 2009 – side 14
Var “New Deal” en god deal?
Chris Harman
Det er den gængse opfattelse, at præsident Franklin D Roosevelt fik USA ud af depressionen med sin “New Deal“. Men faktisk var der flere kræfter i spil.
Wall Street 1929. De finansielle krak indledte 30’ernes store depression
Vil Barack Obama blive en ny Franklin D. Roosevelt? Det spørgsmål er der mange, der stiller. Bag spørgsmålet ligger en antagelse om, at Roosevelt, der blev valgt første gang i november 1932, ene mand skabte radikale forandringer i USA og derved gennemførte en løsning på Den Store Depression, som fulgte efter krakket på Wall Street i 1929.
Den antagelse er forkert. Roosevelts valgkampagne indeholdt den samme vægt på offentlige nedskæringer, som vi får fra de borgerlige i dag. Hans arbejdsminister sagde senere: “New Deal var ikke en plan med form eller indhold. Det var en glad parole, som han formulerede under valgkampen.”
Men da han skulle indsættes i marts 1933, var en allerede frygtelig lavkonjunktur ved at blive værre. Industri-produktionen var faldet drastisk, og i 24 stater havde banker stoppet eller begrænset deres aktiviteter. Landmændene, som dengang stadig udgjorde en stor del af befolkningen, var ude af stand til at sælge deres afgrøder og beholde deres gårde. En tredjedel af befolkningen var arbejdsløse, og den eneste understøttelse kom fra myndighederne i delstater og byer, som var ved at løbe tør for penge.
I alle klasser var der en desperat følelse af, at noget måtte gøres – selv om der var diametralt modsatte opfattelser af hvad. Dele af kapitalen var så bekymrede, at chefen for General Electric iværksatte en kampagne for stats-intervention i sommeren 1932. Bankfolk følte, at de halvhjertede tiltag, som den afgående Herbert Hoover-regering havde iværksat for at hjælpe dem, ikke var nok.
Landmændene begyndte at holde deres afgrøder tilbage fra markedet, og de begyndte at bruge magt for at forhindre, at deres jord blev taget fra dem pga. gæld. Og, til stor bekymring for USA’s kapitalister, begyndte nye radikale stemninger at sprede sig blandt USA’s arbejdere.
Der er i dag en myte om, at arbejdere ikke vil slås, når der er lavkonjunktur. Og faktisk var det vanskeligt for arbejderne i begyndelsen af 1930erne at vinde med de metoder, som “moderate” fagforeningsledere anbefalede dem. Men der var gentagne forsøg på at slå igen.
I Detroit, USA’s hovedstad for bilindustrien, eksisterede der knapt nok fagforeninger, men selv om venstrefløjen var meget svag, så begyndte dens budskaber nu at få et publikum. I marts 1932 åbnede Fords sikkerhedsvagter ild mod en kommunistisk organiseret demonstration uden for River Rouge-fabrikken og dræbte 4 mennesker. B. J. Widdick, en aktivist fra dengang, fortæller, at kommunistpartiet blev “en betydelig politisk kraft i en ny bølge af radikalisme, der bredte sig i bilindustrien”.
Roosevelt havde måske ikke lovet noget konkret til arbejderne, men hans vage ord fik dem til at føle, at han var på deres side. Som Widdick formulerede det: “Et nyt håb udløste hidtil usete sociale protester, som skulle ryste Detroit fra top til bund.” En række strejker mod lønnedgang brød ud i byen i januar 1933.
De centrale tiltag, som den nye præsident gennemførte i marts, havde til hensigt at redde kapitalismen. Han løste bankkrisen med, hvad en af hans medarbejdere, Raymond Moley, beskrev som “konservativ politik”, mens en mere radikal politik havde været mulig, så “kapitalismen kunne være reddet på 8 dage”.
Han stoppede en lov, der var vedtaget i begge kongressens kamre, som ville have skåret arbejdstiden ned til 30 timer for 40 timers løn. Hans National Industrial Recovery Act (NIRA; ‘National Industriel Genopretnings-Lov’) gav sammenslutninger af virksomhedsledere magt til at fastsætte priser og genoprette profitter. I forhold til landbruget iværksatte han destruktion af fødevarer for at hæve priserne.
Men utilfredsheden var så stor, at han måtte gøre mere. Han tog initiativ til at sætte beskæftigelsesarbejder i gang for de arbejdsløse – men det hjalp kun omkring hver sjette og gav dem kun mindstelønninger og ofte hårde arbejdsforhold. NIRA gav arbejderne ret til at danne fagforeninger, men, som historikeren Basil Rauch viser, så “åbnede det for, at virksomheder kunne danne deres egne fagforeninger”. Arbejdsgiverne var i stand til at holde rigtige fagforeninger ude af deres fabrikker.
I anden halvdel af 1933 førte angreb på fagforeningers massemøder og blokader til, at 15 strejkende blev dræbt, 200 såret og flere hundrede arresteret. Med sådanne metoder blev en landsdækkende strejke blandt 200.000 tekstilarbejdere stoppet, og den stigning, der var begyndt i de rigtige fagforeningers medlemstal, blev vendt til nedgang.
Den nye generation af radikale socialister, som blev skabt af lavkonjunkturen, var ikke indstillet på at give op. En revolutionær socialist, John Anderson, fortæller i sine erindringer en typisk historie om, hvordan han som ung mand fik et job, begyndte at opbygge en fagforening, så en strejke blive smadret, blev fyret og sortlistet og forsøgte herefter igen et andet sted under et andet navn.
Tingene begyndte at vende i 1934. Grupper af venstrefløjs-aktivister ledede strejker i San Francisco, Minneapolis og Toledo, hvor de brugte masseblokader og flyvende blokader for at kæmpe angreb tilbage fra politiet og virksomhedernes bøller. Deres sejre ændrede stemningen blandt aktivister overalt. De fik endda en tidligere konservativ fagforeningsleder, John L. Lewis, til at stifte et nyt fagforbund, CIO, som bakkede op om militant organisering. Millioner af arbejdere tilsluttede sig CIO, og der blev skabt en massiv bølge af sit-in-strejker (strejker, hvor man besætter virksomheden; o.a.), hvoraf 90 pct. blev vundet.
Roosevelt svarede igen med en ny lov, som fastsatte regler for fagforeningernes aktivitet, og ved at tillade politiet, Nationalgarden og delstaternes beredne tropper at stoppe en strejke i stålindustrien i slutningen af maj 1937, hvorved 18 blev dræbt. Det var først, da USA gik ind i 2. verdenskrig fire år senere, at lavkonjunkturen endelig blev afsluttet.
Der er en simpel lære fra Roosevelt-perioden. Den bitterhed, som en økonomisk krise udløser, kan føre til, at folk kæmper imod. Og det håb, som er forbundet med Obamas valgsejr, kan opmuntre dem. Men at vinde kampen afhænger af beslutsomheden i kampen fra neden – og her kan socialister spille en vital rolle. Det er ikke nok at håbe på “en ny Roosevelt”.
Se også:
SAA 285: Bankpakke 2
SAA 285: Krisen er også kommet til Danmark
SAA 285: USA: Over 11 millioner arbejdsløse
SAA 285: Økonomisk ustabilitet skaber større fare for voldelige konflikter
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed