Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 3
Det mener vi
Det er systemets skyld
Den såkaldte bandekrig er kommet meget belejligt for Fogh-regeringen.
I januar og februar var det fyringer, en upopulær skattereform og den galopperende krise, der trak overskrifter i medierne. Det er store, reelle problemer, som regeringen kun har upopulære løsninger på.
Bandekrigen ændrede alt dette. Nu kunne Brian Mikkelsen kræve hårdere straffe og mere politi. Pia Kjærsgård kunne igen give indvandrere og muslimer skylden for alt ondt.
Bandekrigen er også et seriøst problem for de få det er gået ud over. Men som samfundsproblem er det langt fra på samme niveau som arbejdsløshed og krise.
Syndebukke
Selv om årsagerne til og løsningerne på ‘bandekrigen’ er komplekse, så har de borgerlige i mange år haft de samme standardsvar: Mere politi, hårdere straffe – fjern disse udskud, som er “udenfor pædagogisk rækkevidde“.
Bandemedlemmer og især “indvandrerbander“ er blevet de syndebukke, der kan få alle andre problemer til at forsvinde.
Retorikken omkring bandekrigen er ikke ny. Flygtninge og indvandrere møder den hver dag: Hvis du ikke har arbejde er det din egen skyld. Hvis du møder racisme, så er det nok fordi du ikke vil lade dig integrere.
Individ og samfund
De borgerlige forsøger som altid at gøre samfundsproblemer til individets ansvar.
Det rammer ikke kun indvandrere og flygtninge. Det rammer også uddannelsessøgende, som har svært ved at gennemføre en uddannelse i et nedskæringsramt og markedsgjort uddannelsessystem. De skal bare tage sig sammen.
Det rammer offentligt ansatte, som har dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre deres arbejde ordentligt, fordi der er for få hænder til for mange opgaver.
Det rammer arbejdsløse, som konstant skal bevise, at de står til rådighed.
Alt sammen er det deres egen skyld, og systemet bruger enhver mulighed for give den enkelte dårlig samvittighed over for de umulige situationer, de står i.
Nej og ja
Krisen betyder, at disse ting enten kan blive meget værre. Eller den kan betyde, at vi begynder at sige nej og ja.
Nej til at have dårlig samvittighed over ting, vi ikke har kontrol over. Og ja til at slås for, at vi får kontrol.
Nej til at gøre andre til syndebukke for et system, der ikke virker. Og ja til i fælles at kræve forandring og fællesskab.
Nej til at betale for deres krise. Og ja til at slås mod fyringer, nedskæringer og krisepolitik.
Solidaritet
Vi ved fra tidligere kriser, at magthaverne kan splitte os med deres syndebukke-politik. At racisme og det der er værre kan vokse frem. At solidariteten kan nedbrydes.
Men historien fortæller os også, at solidaritet kan bekæmpe racisme og kønsdiskrimination. At fælles kamp kan sikre bedre velfærd. At vi kan slås sammen på tværs af køn, etnicitet, alder og de mange andre skel, systemet bruger til at svække vores solidaritet.
Set i det lys er det ikke sikkert, at Brian Mikkelsens politistat og Pia Kjærsgårds racisme har vundet bandekrigen. Det kan lige så vel være, at solidariteten på Nørrebro har vundet.
Det er ikke afgjort endnu. Men det fortæller os, at der er andre og langt bedre svar på samfundsmæssige problemer end syndebukke, politi og racisme.
Lad os bruge denne erkendelse til at placere ansvaret for krise, krig og racisme, hvor det hører hjemme: Det er systemets skyld – og vi vil bekæmpe det.
Se også:
SAA 287: Bandekrig – er mere politi svaret?
SAA 287: Bliv medlem af IS/U
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed