Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 12
Bandekrig – er mere politi svaret?
Charlie Lywood
Den 12. marts havde Internationale Socialister/ISU i København inviteret til debat om den såkaldte bandekrig. Charlie Lywood, socialist, mangeårig SSP-konsulent og uddannet kriminolog, indledte debatten.
Herunder bringer vi hans indledning. Et kortere uddrag er er trykt i Socialistisk Arbejderavis.
Jeg vil komme og sige noget om det her spørgsmål, for jeg har måske en lille smule erfaring gennem mit arbejde som SSP-konsulent og uddannet kriminolog, som måske kan give nogle bud på hvordan man som menneske, som tænkende menneske, som socialt menneske, måske endda som socialist skal forholde sig til det her.
Surrealistisk
Det er lidt surrealistisk oplevelse at stå her i dag, for i sidste uge kunne jeg ikke have stået her og holdt det her oplæg, for stedet var lukket.
For en uge siden var hysteriet omkring det medierne har kaldt en bandekrig – hvilket jeg synes er et dårligt ord, men det er nu det vedtagne ord og mediernes magt er meget stor i den sammenhæng – hysteriet var så højt, at menigmand ikke engang kunne holde offentlige møder på grund af de personers sikkerhed, som skulle åbne og lukke dørene.
Heldigvis er stedet nu – på grund af mange gode kræfter – åbnet igen og i forgårs kunne man holde stormøde i en anden hal som også var lukket for en uge siden, i Korsgadehallen, hvor 700 mennesker stille og roligt kunne diskutere situationen.
En anden tone
Er de mennesker, der så udfører de her skyderier, er de så væk fra jordens overflade? Nej, selvfølgelig er de ikke det. Men måske er der kommet lidt en anden tone i debatten i forhold til sidste uge, hvor jeg havde lidt en fornemmelse af, at alle havde mistet forstanden og ikke rigtigt tænkte sig om.
Og i et eller andet hysterisk anfald syntes politikkerne at de skulle foreslå stramninger i lovgivningen, som er retspolitisk fuldstændigt uhørte i Danmarkshistorien, måske lige med undtagelse af efter 2. verdenskrig, hvor man tillod statsdødsstraf.
“Duk dig ikke, duk op”
Jeg synes som kriminolog, at det har været meget forstemmende den debat, der har kørt. Men det er også rart at der er mange mennesker som ikke synes, det skal være sådan. Da IS-medlem Henrik Christensen for snart mange år siden i 1992 blev sprængt i luften på IS’s kontor, havde IS et slogan på en 15.000 personers demonstration et par dage efter som hed: ”Duk dig ikke, duk op!”
Det synes jeg var et godt slogan, for det gav folk mulighed for at sige: Vi vil være her, og vi vil ikke acceptere politisk vold. Og det er den stemning jeg mest er til, ikke kun fordi det er godt for os selv at mærke, at vi er mange, men det er også rent præventivt godt ikke at dukke sig, for så overlader man gaden til nogle, man ikke vil overlade den til.
Derfor har jeg været glad for, at mange reflekterende mennesker har været i medierne og udtale sig om den her sag, bl.a. Eva Schmidt, formand for Det Kriminalpræventive Råd, i kraft af, at Rådet har foreslået to meget afgørende ting; mægling mellem de to grupper, men også at tilbyde bandemedlemmerne en vej ud.
Andre stemmer der har været fremme er Søren Willemoes, som i Politiken i går foreslog at dømme folk til uddannelser eller jobs i stedet for at dømme dem til fængsler, og det er også et meget tankevækkende og godt forslag.
Den slags erkendelser har været rigtig gode at høre i debatten, og det har fået det politimæssige og fængselssnakken lidt i baggrunden, og det kan jeg kun bifalde.
Hvis man ser på de sidste 14 dage i den her krig mellem de kriminelle grupper, er der to, der er blevet dræbt. Og så var der en i Tingbjerg i august. Det er faktisk kun dem der er blevet dræbt. Det kunne være meget mere. Siden den weekend for 14 dage siden, har der faktisk ikke været nogle episoder inden for denne her konflikt.
Der kan være tre mulige årsager til det. Det kan være, at politiets massive indsats på gaden har virket, og så har man stukket piben ind. Det er jeg nu ikke tilbøjelig til at tro.
En anden forklaring kunne være, at det er gået op for parterne, at det her, det er ”bad for business” i virkeligheden. At man ikke vinder den her slags krige, ikke for bestandig i hvert fald, og det er bedre at gå tilbage til den ikke-voldelige kriminalitet, som giver penge i kassen.
En tredje årsag kunne være, at betragte medlemmer af de her grupper som mennesker, som tænkende mennesker. Det kunne jo være, at de tænkte: Hov, det her, det er gået for vidt.
To slags holdninger
Grunden til at jeg siger det er, at hvis man skal stille det meget skarpt op, så er der to slags holdninger, som har præget debatten, og som siger meget om, hvilket samfund vi lever i, og siger meget om, hvordan vi tackler problemet.
Den ene er Venstres kandidat til overborgmesterposten, Pia Allerslev, som også er fritids- og kulturborgmester. Da hun hører, at to eller tre personer, som er relateret til den her konflikt har været ansat i Kbh.s kommune, så er det første hun tænker: Hvad skal vi gøre ved det?
Man kunne måske også tænke, at det kunne faktisk være en god idé. Så var der måske mulighed for at påvirke dem, for at inddrage dem i, hvordan de kunne komme ud af den løbebane de er i, og hvordan de kunne fastholde en position i samfundet.
For det vi ved om kriminalitet og om at mindske kriminalitet er, at jo mindre forhold du har til arbejdsmarkedet og til almindeligt liv, des mere risiko er der for at gentage kriminalitet. På den måde bliver den der monstergørelse af de her medlemmer overført til deres ansættelsesforhold, altså, at der må de slet ikke være. Hvor de så skal være, der er svaret nok, at de skal være i fængsel og nok for bestandig.
Den anden stemme, den er nok ikke så bevidst, men det er moren til Mustafa, som blev dræbt i søndags for en uge siden udenfor Mjølnerparken. Man kan diskutere om hans lig skal gå gennem de københavnske gader, men hendes holdning er, og det hun sagde i forhold til hendes søns død var, at hun tilgav. Hun tilgav de mennesker, der skød hendes søn. Hun mente ikke, at andre skulle dø eller komme til skade i forbindelse med det her. Det var hendes stemme.
Menneskesyn
Og det siger noget om forskellige holdninger, forskellige holdninger til mennesker. Og det er også de forskellige menneskesyn man finder bag de forskellige retspolitiske forslag.
Den ene forsøger at finde fejl hos det enkelte menneske, ondskab hos den enkelte, forsøger at fremstille de her mennesker som citat: “udenfor pædagogisk rækkevidde,” citat: “... personer, der er fuldstændig kolde, skruppelløse, har ingen menneskelighed.”
Det er at fratage dem deres følelser deres tanker, forstand, deres tilstedeværelse. Den logiske konsekvens er, at de skal ikke være til. Det siger de selvfølgelig ikke, for der er ingen politikere, der vil sige, at de går ind for dødsstraf.
Den anden holdning er dem, der prøver at finde ud af, hvorfor de her ting sker, hvorfor mennesker befinder sig i de situationer, de gør. Anerkende at de har menneskelighed, selv om de gør ting, der er umenneskelige. Jeg mener, det betegner et humant samfund, et samfund der passer på hinanden.
Alle der har haft med mennesker at gøre, som befinder sig i de her situationer, kan genkende hvad jeg siger: at på trods af de handlinger de begår er der et menneske bagved med følelser, relationer og holdninger.
Jeg bekender mig til den sidste måde at betragte det retspolitiske og kriminelle felt på. For alt andet er for mig simpelthen ikke virksomt. Og det er ikke underligt at alle, der har noget som helst forstand på forebyggelse og nogen som helst forstand på de ting politikerne foreslår, ikke har tilsluttet sig regeringens bandepakke.
Erfaringer
Men det er ikke kun et teoretisk spørgsmål eller et holdningsmæssigt spørgsmål, det bygger også på erfaringer.
Mine egne erfaringer gennem ti års forebyggelsesarbejde er, at når jeg har arbejdet med dybt problematiske familier har jeg aldrig fundet en forælder eller en familie, som ikke var interesseret i deres børns opvækst. Det kan godt være, de havde mange handicaps og var socialt belastede, men samtlige ville gerne ændre den situation de selv og deres børn stod i.
Og det er det udgangspunkt, jeg synes alle skulle have i dag. For det her er ikke kun et spørgsmål om det ene eller det andet skyderi, hvor tragisk det end måtte være. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får et samfund, som kan rumme de her mennesker og modsætninger.
Verden er ikke af lave
Inden jeg går ind på selve konflikten synes jeg nogle grundlæggende ting skal være på plads. Jeg kalder det: Verden er ikke af lave.
Det er fordi, at når sådan nogle ting her sker, så er der en tendens til at sige: det er meget værre, end det har været før. Folk er meget mere egoistiske og kriminaliteten er meget mere hård. Men jeg må sige, det er simpelthen ikke tilfældet.
Villy Søvndal og Bo Asmus Kjeldgaard har været ude at sige, at ungdomskriminaliteten er voldsomt stigende. Og det er bare ikke rigtigt. Man kan ikke finde belæg for det noget sted i statistikken.
Statistik
Der er ingen tvivl om, at ungdomskriminaliteten er den del af kriminaliteten, der er størst. Den procentdel af en årgang der laver kriminalitet falder med årene. Når man når 50 år, laver næsten ingen kriminalitet. Når de her gruppemedlemmer bliver ældre, stopper de også.
Hvis man kigger på voldsrelateret kriminalitet, så kan man se at det sidste tal i 2007 udgør voldsrelateret kriminalitet 18 pct. af al ungdomskriminalitet blandt de 15 til 20-årige. I 1998 blev 3,1 pct. af de 15-17-årige dømt for kriminalitet. I 2007 var tallet 3,5 pct. Det er altså den voldsomme stigning.
Og når man laver offerundersøgelser, er der heller ingen forskel. Og det er velkendt stof. Det er justitsministeriets egen forskningsenhed der producerer det. Det er fundamental viden.
Problemet er, at viden har ingen gang på jorden inden for det kriminalpræventive felt, det har det bare ikke.
For voldskriminalitet er tallet 0,5 pct. af de 15-17-årige. En uhyre lille minoritet. Og så kan man også se, at kriminalitet er et socialt fænomen. Det er ikke sådan, at der er ligeså meget kriminalitet i Hellerup som visse andre steder. Det er arbejdsløshed, det er boligforhold og det er først og fremmest uddannelsesniveau eller mangel på samme.
Og en ting til: når man hører om, at i Kbh.s dommervagt er der så og så mange procent af dem med en ‘forkert’ hudpigment, som bliver varetægtsfængslet, så skal I vide, at 69 pct. af de varetægtsfængslede 15-17-årige havde en psykisk lidelse. Så vi har at gøre med et socialt fænomen og et psykiatrisk fænomen, eller i hvert fald psykiske problemer.
Utryghed
Jeg synes også, det er væsentligt at gå ind i spørgsmålet om utrygheden. Roosevelt sagde engang at der ikke er andet at frygte end frygten selv. Den angst der opstår er nogle gange en forestilling om, hvordan det er.
Under 2 pct. har våben med sig i byen eller til privatfest. 18 pct. siger, de har venner, som går med våben. Enten er det en stor overdrivelse i forhold til hvor mange der rent faktisk går med våben, eller også er ens definition af venner meget bred.
Og så forestillingen om vold: 63 pct. af de unge tror, at en del eller alle unge går med våben. Antallet er 2 pct. Det er en vanvittig social overdrivelse. Medierne har været med til at præsentere den.
Altså: Vi har tal på det her, på hvem der bærer våben og kniv. Og det er faldende. Igen et vidensmæssigt spørgsmål, det trænger bare ikke igennem.
Dvs. at medierne er med til at skabe forestillinger om, hvordan tingene er. Det er selvfølgelig ikke kun mediernes skyld, det er også hvordan vi taler i det offentlige rum.
Til sidst: Unge er tit utrygge på andres vegne. 31 pct. er bange for selv at blive udsat for vold, men 63 pct. er bange på vegne af deres venner og kærester. Og dem der er mest bange, det er kvinder.
Vi har at gøre med en viden vi har, men vi har også at gøre med en angst. Og angsten må ikke få lov – heller ikke på det spørgsmål – at bestemme hvordan vi køligt, reflekterende bestemmer hvad vores retspolitiske og kriminalitetsbekæmpende politik beror på. Jeg appellerer til at vi begynder at tænke i de baner i stedet for følelsesladede hovsa-løsninger, som faktisk bare gør ondt værre.
Rigspolitiets rapport
Hvis vi kigger på bandekrigen, så har det undret mig meget, at medierne ikke har taget det, der er offentligt tilgængeligt omkring hvad det handler om. Det Nationale Efterforskningscenter under Rigspolitiet har produceret en rapport, som alle kan læse og downloade, hvor man kan læse om, hvad det var politiet indtil 2008 vidste om grupperinger. (Få dage efter mødet udsendte Rigspolitiet en statusrapport for 2008.)
Fx kunne de sige, at der er modsætninger mellem grupperinger. Disse modsætningsforhold er ikke nyopståede, de har været kendt af politiet i mange år. De går igennem de forskellige grupper og i København er der Amagergruppen, Enghavedrengene, Østerbrogruppen og så Blågårds Plads-gruppen. Og alt i alt tæller medlemmerne ikke mere end 30.
Jeg er godt klar over, at det tal sikkert er steget, men det er hvad de vidste i 2008. Og det er altså kun et år siden.
De skriver også – når vi taler om forskellen mellem det ‘rigtige’ og ‘forkerte’ hudpigment – at grupperinger har haft indbyrdes kontakt med hinanden. Dvs. Black Cobras har haft et godt forhold til Bandidos. Bandidos og Blågårdsgruppen har haft et godt forhold, som måske kunne forklare en del af den voldsomhed, som Blågårds Plads-gruppen har haft i forhold til at forsvare sig overfor HA og AK81.
I 2008 blev ca. 100 personer rekrutteret til AK81, hvoraf de fleste havde en form for kriminel baggrund. Og jeg citerer fra rapporten: ”Blågårds Plads-gruppen har siden 2005 formået at fastholde sit kriminelle territorium, som geografisk har koncentreret sig omkring Indre Nørrebro, og i 2006 har de presset HA ved hyppig anvendelse af vold.”
Det viser, at pressen slet ikke har forstået, hvad der måske kan lægge til grund for den her konflikt. Med den her viden, kan man jo undre sig over, at politiet ikke har gjort noget tidligere. Der står også i rapporten, at politiet forventer at konflikten vil optrappes i løbet af 2008. Og det må man jo sige, at den har gjort. Det jeg prøver at sige, det er, at man har vidst en masse om de her ting. Jeg siger ikke, at politiet har kunnet gøre meget mere, men de har haft en viden. Jeg synes bare ikke at det har været klart i debatten.
Regeringens svar
Man må også kigge på: kan regeringens svar løse det her? Det de foreslår, det er fordobling af straffen i forbindelse med kriminalitet mellem grupper, hvor begge parten bruger voldelige midler. Og i forhold til drab er det faktisk livstid, man har indført. Det er udvisning bare for besiddelse af våben for ikke-danske statsborgere. Og så har man foreslået overvågning. Og de tre ting vil jeg gerne kommentere lidt. Og så politi på gaden, det er det fjerde.
1. Fængsel
Det første omkring fængsling. Man kan ikke finde en kriminolog, som vil sige, at det her vil hjælpe. Men mere end det. Hvis det var sådan, at man kunne fængsle samtlige medlemmer af de her grupperinger, kommer der bare nogle andre. Vi ved, at når kriminelle bliver fanget, bliver de markedsandele, de har haft kontrol over, udfyldt af andre.
Jeg siger ikke, at det ikke har nogen effekt at fængsle overhovedet, for det har en generalpræventiv effekt. Men de mennesker som lever på kanten af det kriminelle miljø får mulighed for at glide ind i det, når andre kriminelle bliver fanget.
Det andet er, at vi ved, at fængsling – på trods af den enormt dyre foranstaltning det er, det er langt dyrere end nogen som helst ungdomstilbud – er meget meget dårligt til at stoppe kriminalitet. Så med mindre man har tænkt sig at have californiske tilstande, hvor man har plejehjem og hospicer på hvert eneste fængsel, og hvor man bruger flere penge på fængsler end på universiteter ...
For det er det, der er scenariet. Prisonering, som betyder at man lærer at være en fængselsperson. Havde man før en kæreste, en bolig, et arbejde, så mister man det. Og så har man meget svært ved at holde sig fra kriminalitet.
Derfor er forslaget om at dømme til jobs en rigtig god idé. Vi bliver nødt til at opfinde andre, mere moderne løsninger og mere fremadrettede svar.
2. Overvågning
Den anden ting man forslår, det er overvågning. Det vi kan sige om det, det er, at det generelt ingen effekt har på kriminalitet. Generelt set. Det er ikke det samme som at det ikke specifikt et bestemt sted eller i et bestemt område kan gøre en forskel. Men generelt spreder det bare kriminaliteten.
Så med mindre I gerne vil gå rundt med en chip i armen og aflevere jeres dna og gå rundt med et kamera i nakken hele tiden som i “1984”, så vil jeg ikke anbefale at gå den vej.
3. Udvisning
Så er der udvisning. Vi kan selvfølge godt sige, at alle ikke-danske statsborgere, som har lavet kriminalitet, de er ikke velkomne så ud med dem.
Men mange af de personer som er involveret i det her, de er født og opvokset i Danmark. Nogle af dem er måske kommet lidt sent, de kan være flygtningebørn, det ved jeg ikke, der kan være andre årsager til at de ikke er danske statsborgere.
Men en ting er sikkert: dansk statsborgerskab er meget svært at opnå, specielt hvis du begår kriminalitet som ung. Og det er svært at opnå, hvis du er i en situation, hvor du selv eller din familie er afhængig af det offentlige
Så det er på det plan meget uretfærdigt, også fordi det er en dobbeltstraf. Så det kan opfattes af de personer der har tilknytning til det her miljø som en diskrimination. Og det synspunkt deler jeg.
4. Mere politi
Så er der politiets tilstedeværelse i gadebilledet. Jeg anerkender fuldt ud, at folk som er blevet bange kan få en tryghed ved at have en politimand gående rundt.
Problemet er, at vi også ved fra den kriminologiske verden, at politiet – ligegyldigt hvor massivt de er til stede – selv hvis man smed alle Danmarks 10.000 betjente ind på Nørrebro, så ville det ikke gøre særlig meget. Det ville det måske for trygheden i en kort periode.
Har politiet så ingen rolle? Jo, måske et politi med en anden struktur. En demokratisk struktur, hvor man sågar kunne snakke om valg af politi. Et politi, som kom fra vores egen midte i området. De kan måske konfliktmægling eller nogle andre ting.
Forebyggelse
Så jeg mener ikke, at regeringens svar er et svar overhovedet. Oppositionen bakker op med undtagelse af enkelte partier. Men resten bakker op om det de kalder ’jernnæven’. Men de siger også, at der skal være forebyggelse og socialt arbejde.
Men det er ikke ligegyldigt hvordan man laver forebyggende arbejde. Når man snakker forebyggende arbejde, begynder man at tale om gademedarbejdere og sådan noget. Men forebyggelse handler om to fundamentale ting, som ikke har noget at gøre med specielle indsatser.
Skolerne
Den ene er: hvordan er det, skolerne fungerer i Danmark? Gennemførelse af skole- eller erhvervsuddannelse er en af de stærkeste risikofaktorer for at komme ud i kriminalitet. Dvs. hvis du dropper ud af skolen eller ikke får en uddannelse, er det en af de største risikofaktorer for, at du kommer ud i kriminalitet.
Omvendt, klasser med høj social kapacitet, med gode forhold mellem lærere og elever, gode forhold mellem eleverne selv, hvor der ikke er mobning, godt skole-forældresamarbejde er en af de mest stærke, beskyttende faktorer mod at komme ud i kriminalitet.
Dvs. at samfundet har en mulighed for rent faktisk, uden al mulig indsats i familier, at reducere antallet af unge der kommer i problemer med kriminalitet.
Næsten 30 pct. af unge i 9. og 10. klasse trives ikke i skolen. Over 10 pct. af dem kan aldrig lide at gå i skole. Derfor pjækker de eller gør andre ting. De tal har ikke ændret sig i 10-15 år.
Derfor kan vi ikke sige, at vi bare skal kaste nogle flere gademedarbejdere ud, og så er det nok godt nok. Nej, det er den fundamentale måde vores samfund fungerer på, også i skolen.
En af de største grunde til at unge i skolen ikke klarer sig – og det gælder internationalt – hvis du har et ‘forkert’ hudpigment, det er fordi lærerne har negative forventninger. Det er faktisk den største grund til at du ikke bliver set eller hørt.
En ting mere som er gode nyheder: PISA-undersøgelsen har sagt rigtig meget om læsefærdigheder og sådan noget, men det største fund i undersøgelsen var, at der var sammenhæng mellem trivsel og faglighed. De klasser som havde den bedste trivsel, havde også den højeste faglighed, de højeste karakterer.
Det sociale arbejde
Hvis vi tager socialarbejdet, så handler det om at være ‘hands on’. Det er vanskeligt, for det er klart, at når jeg siger, at kriminalitet bliver fostret af sociale forhold, uddannelsesforhold og familieforhold, så er familien selvfølgelig et forhold. Samfundet er jo ikke herre over familien, men det kan gøre noget. Det kan i hvert fald lade være med at straffe dem, der har unge, der begår kriminalitet. De kan lade være med at tvangsfjerne deres børn, hvis de ikke vil sende dem i vuggestue.
De kunne måske i stedet for gå i dialog med forældrene. Det er ikke sikkert, at dialog er nemt, men vi har masser af erfaring med det fra Kokkedal, fra Gjellerup, fra min egen kommune med at det kan lade sig gøre. Jeg siger: kig på den viden, der er.
Medierne
Studerende på Fred og Konflikt har skrevet i Politiken, at 73 pct. af samtlige artikler i november og december, der omhandlede den her konflikt, havde en etnisk terminologi.
Så skulle man tro at medierne ville tænke sig lidt om. Men for tre dage siden åbnede jeg op for TV-Avisen, og de præsenterede konflikten med: “Krig mellem indvandrere og rockere.” Det var ikke engang indvandrerbander eller kriminelle indvandrere. Jeg siger ikke, at alle medier siger sådan her, men medierne afspejler samfundet.
Jeg var til forældremøde i min egen kommune forleden dag, og der var en der spurgte: Hva’ så med de der 2. g’ere? Så svarede jeg, at de unge laver ikke så meget ballade, når de går i 2. g. Og det er flabet at svare sådan, men det er vigtig sprogbrug. Hvis vi fastholder den her sprogbrug, så fastholder vi også diskriminationen og racismen og forestillingen om ‘en anden’.
Som en pige skrev i dag i Politiken, at det der med, at jeg ser en gruppe drenge gå til fodbold og så bliver jeg bange. Er det det samfund, vi vil have?
For det er ikke bare sprogbrugen, der skal laves om, det er også vores holdninger. Og samfundet er jo ikke givet os. Det er jo ikke Moses, der har præsenteret det.
Verden er en foranderlig størrelse. Mennesker forandrer sig. De er ikke monstre, som aldrig kan ændre sig. Og det samfund som vi lever i kan også ændre sig. Det spørgsmål den her bandekrig, de her skyderier rejser, synes jeg, er: Er det den her måde tingene fungerer på i dag, vi vil have, eller vil vi have noget andet?
Frigiv hashen?
Jeg er helt enig, det er noget man kunne diskutere. Jeg vil dog alligevel give Tom Behnke en lille smule ret i, at selv om man gør det, så mennesker der befinder sig i det, befinder sig i en situation, hvor de lever af kriminalitet, hvor det er hele deres liv, så finder de ikke andre veje.
Så jeg synes, at diskussionen om hash er en diskussion i sig selv, og ikke fordi der er kamp om hashen lige nu. Den synes jeg, man skal have på et ordentligt grundlag. Det er ikke sådan, at kriminaliteten i Holland er blevet mindre af den grund, så jeg synes, der er nogle ting i det som gør, at man skal være varsom med at stikke folk blår i øjnene.
Men jeg synes at man i forbindelse med det her skal diskutere det, for det kan godt være en af de ting, man kan gøre.
Se også:
SAA 287: Det mener vi: Det er systemets skyld
SAA 276: Knive, visitationszoner og CCTV
SAA 263: Danskernes syn på straf
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed