Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 5
Kampen mod nazismen
Erfaringer fra 90-erne
Hans Erik Madsen
Utallige gange indenfor de sidste par år har nazisterne i Århus – med rekrutteringsbasis i den højreekstremistiske fanklub White Pride – manifesteret sig med voldelige overfald og evnet at vokse medlemsmæssigt.
I dag er de en reel voldelig trussel for indvandrere og aktive på venstrefløjen. Og alle ved – eller burde vide – at nazismen og fascismens mål er fjernelse af demokrati og ytringsfrihed, brutal vold og undertrykkelse og smadring af enhver form for arbejderbevægelse.
I 90erne – efter Berlin-murens fald – begyndte nazisterne igen at stikke snuden frem. Forvirringen og skuffelsen over såvel “socialismens fallit“ i Sovjetunionen som den sejrende kapitalismes mangel på demokrati, velfærd og en fredelig verdensorden gav grobund for det ekstreme højre igen – også herhjemme.
Bombeattentat
I 1992 blev Internationale Socialisters kontor bomberamt, og socialist og antiracist Henrik Christensen blev dræbt. Bomber og terrordrab var nu også den uhyggelige virkelighed herhjemme. 15.000 mennesker deltog i demonstrations mindehøjtidligheden under slogans som “Aldrig mere nazisme“ og “Duk dig ikke – duk op!“
Netop det sidste slogan blev et nøgleord i den succesrige modstand og smadring af nazisterne, som blev opbygget op gennem 90erne. Gennem massemobilisering blev vreden mod nazisterne vendt til aktiv modstand, og nazisterne mistede den selvtillid, de ellers ville have brugt til at angribe især indvandrere.
Eksemplerne herpå er mange, som er gode at lære af i dag.
Da nazisterne i august 1995 ville fejre nazibødlen Rudolf Hess’ dødsdag med en international demonstration i Roskilde, blev de smidt ud af byen.
Det var almindelige mennesker i Roskilde, som jagede nazisterne på flugt, selvom politiet forsøgte at forhindre det. Politiet havde hele dagen brugt alle sine kræfter på at beskytte nazisternes march.
En fredelig anti-nazistisk demonstration blev angrebet med hunde og tåregas, mens nazisterne fik lov at slå folk ned og kaste med sten og flasker, uden at politiet greb ind.
Havde alle i Roskilde fulgt borgmesterens råd om at blive indendørs og forholde sig i ro, ville marchen være gennemført. Nazisternes selvtillid ville være vokset, og de ville opmuntret have arrangeret flere hærgende marcher.
Smidt ud
Effekten var det modsatte, fordi nazisterne blev smidt ud. Det knækkede deres selvtillid, og siden har nazisterne ikke turdet demonstrere offentligt.
I Kollund og Kværs i Sønderjylland var det de almindelige indbyggere, der gennem et par måneders demonstrationer, borgermøder og underskriftindsamling i efteråret 1994 fordrev nazisterne fra området.
Havde indbyggerne i Kværs og Kollund ikke smidt dem ud, ville de have været i stand til at producere og sprede mere nazi-propaganda og tiltrække flere medlemmer.
Et par år efter gentog beboerne i Nørresundby med succes den antinazistiske kamp og tvang nazisterne ud af deres “højborg“, Skansen.
Aktivitet nedefra
De metoder og handlinger som benyttes i dag er de samme som i 90erne. Gennem deltagelse i hooliganmiljøet omkring visse superligaklubber samt gennem vold og terror opbygger de deres organisationer og tiltrækker ikke mindst unge frustrerede mænd. De marcherer og organiserer ’tæskehold’, der kan tage sig af politiske modstandere og uønskede elementer i det hele taget, såsom indvandrere, homoseksuelle, anti-racistiske aktivister osv.
Nazisterne får desuden lettere spil, når politikere raser mod indvandrere og fx som landets justitsminister taler om, at visse unge er “uden for pædagogisk rækkevidde“. Den slags udtalelser gør faktisk indvandrere umenneskelige og baner vejen for, at det er acceptabelt at overfalde dem.
Det er afgørende, at nazisterne bliver mødt med kompromisløs modstand. Det er nødvendigt at begrænse deres ytringsfrihed, netop fordi de arbejder imod demokrati og ytringsfrihed, både på langt sigt, men i høj grad også nu og her, i og med at de med deres tæskehold og terrormetoder forsøger at lukke munden på deres modstandere.
Dette kan ikke gøres med forbud, men kræver, at de bliver mødt af modstand, der bygger på aktivitet og massemobilisering.
Samtidig med at man konsekvent konfronterer nazisterne og fascisterne, er det også vigtigt at have øje for, hvad det er, der kan fjerne grundlaget for, at de overhovedet kan vokse frem.
Henrik Christensen gav en god forklaring herpå i sin sidste artikel:
“Der findes nemlig kun en virkelig effektiv medicin mod racismen, som samtidig kan gøre noget ved de dårlige sociale forhold: Hæv dagpengesatserne og bistandshjælpen, så folk kan leve et ordentligt liv, og ikke behøver at finde syndebukke for deres egen elendige økonomiske situation. Byg flere boliger, så folk ikke skal slås om de få, der er. Byg flere daginstitutioner, stop skolenedlæggelserne og nedskæringerne i den offentlige sektor.“
Og måden at gøre det på er gennem aktivitet nedefra. Anti-racister og fagforeningsaktivister, politiske partier, fagforeninger og uddannelsesorganisationer, sociale bevægelser og enkeltpersoner må gå sammen på gaden og demonstrere mod nazisterne – hver gang de stikker deres voldelige hoveder frem, og samtidig finde sammen i kampen for en bedre velfærd, mod den udstødning, fascisterne kan rekruttere ud fra, og som også konstant udnyttes af de parlamentariske populister til at hetze minoriteter.
Se også:
SAA 287: Århus: Forstærk kampen mod nazisterne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed