Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 10
NATO 60 år
Fra kold til varm krig
Lene Junker
I starten af april fejrer NATO sit 60-års jubilæum med et topmøde i Strasbourg. På topmødet skal der vedtages en ny strategi for Afghanistan, hvor USA og NATO er kørt helt fast.
Frankrig vil genindtræde i NATOs øverste kommando efter 33 år på sidelinjen. Præsident Obama kommer til Europa – først til G20 møde i London og dernæst til NATO-topmødet i Strasbourg. NATO-landenes regeringsledere samt lederne fra de 22 lande, som i øjeblikket har en “Partnerskab for Fred“-aftale med NATO, vil også være der.
Samtidig i Strasbourg vil titusinder af antikrigs- og fredsaktivister fra 33 lande samles til et alternativt topmøde for at udvikle fredelige og socialt retfærdige alternativer til den oprustning og ekspansion, som kendetegner NATO. Der er planlagt en demonstration og masser af aktioner og happenings. Alt dette er samlet i den internationale kampagne NEJ TIL KRIG – NEJ TIL NATO.
Kold krig
USA oprettede NATO (North Atlantic Treaty Organization) i 1949. Det var i starten på Den kolde Krig, hvor de to supermagter, USA og Sovjetunionen, kørte et atomrustningskapløb af enorme dimensioner. Warszawa-pagten blev dannet 6 år senere af Sovjetunionen.
Dermed holdt de to supermagter hinanden skak i en såkaldt terrorbalance. Den kolde Krig sluttede med Sovjetunionens sammenbrud i 1989, og kort tid efter blev Warszawa-pagten opløst. Et kort øjeblik håbede mange, at der nu kom en tid med nedrustning, fred og social fremgang i verden.
Men NATO udnyttede Sovjetunionens sammenbrud til at udvide sit domæne i Europa. Gennem såkaldte “Partnerskab for Fred“-aftaler indledte NATO et samarbejde med de tidligere østeuropæiske lande. Og i marts 1999 blev Polen, Ungarn og Tjekkiet medlem.
Ekspansion
Ved NATOs 50 års jubilæum i april 1999 fik NATO en ny strategi. Fra nu af definerede NATO sit interesseområde til at være hele Europa og Asien. Med den 11 uger lange krig mod Serbien i 1999 viste NATO både styrke og vilje til at gennemsætte sin nye strategi.
NATO fortsætter sin ekspansion både i Europa og i Kaukasus. Stort set alle tidligere Sovjetrepublikker og tidligere Warszawa-pagt-lande kommer under NATO-kontrol. Dermed er NATO strategisk godt placeret til at fortsætte sin ekspansion i Asien.
Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 bliver USA’s påskud til at angribe Afghanistan. Uden sikre baser og forsyningslinjer gennem Kaukasus ville besættelsen af Afghanistan have været meget vanskelig.
For første gang nogensinde aktiverer NATO den særlige bestemmelse, som pålægger alle medlemmer at støtte et andet NATO land – her USA’s angreb på Afghanistan.
NATO i Afghanistan
NATO spiller en afgørende rolle i Afghanistan. Siden 2003 har NATO ledet ISAF styrken, der nu tæller 50.000 soldater. Flere soldater er på vej til Afghanistan, og sammen med de amerikanske OEF styrke, vil der snart være omkring 100.000 besættelsestropper i Afghanistan.
Alligevel har hverken USA eller NATO kontrol med Afghanistan efter 7 års krig. Det er en trussel mod NATO troværdighed og fremtidige eksistens.
NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer sagde det meget klart i starten af 2008 i et foredrag om NATO og Afghanistan: “En permanent NATO-tilstedeværelse, som grænser lige op til de tidligere Sovjetrepublikker, Kina, Iran og Pakistan, er alt for vigtig at miste“. USA har da også allerede i 2005 fået aftale om at have permanente baser i Afghanistan i al fremtid.
Mere ekspansion
I foråret 2004 bliver Estland, Letland, Litauen, Slovenien, Slovakiet og Rumænien også medlemmer. NATO soldater står nu ved grænsen til Rusland. I april 2008 bliver Albanien og Kroatien medlemmer. Ukraine og Georgien er på vej ind i NATO, men da det har øget spændingerne i forhold til Rusland, er deres aktuelle medlemskab sat på standby.
NATO alliancen tegner sig for 75% af verdens militærudgifter. Alliancen udøver sin magt gennem et netværk af militærbaser i medlemslande og “Partnerskab for Fred“-lande. Thulebasen på Grønland er én af dem. Men også Tyskland, Italien og Grækenland har NATO-baser.
Desuden leder USA et samarbejde, som rummer 1000 krigsskibe. De kontrollerer verdenshavene under dække af at ville sikre sig mod spredning af masseødelæggelsesvåben til slyngelstater. De sikrer olietransporten og containertrafikken. De befinder sig desuden på strategiske steder, så som ud for Somalias og Gazas kyster, tæt på Iran osv.
Reagans Stjernekrigsprojekt lever i bedste velgående og kaldes nu et missilforsvar. Det er nu indarbejdet i NATOs strategi.
Allerede i 2004 underskrev den danske regering i al stilhed en aftale med USA om, at Thulebasen på Grønland skal moderniseres og derefter indgå i missilforsvaret. Nu skal der også placeres en missilbase i Polen og en radarbase i Tjekkiet. I begge lande er der stor modstand mod at blive en del af missilforsvaret.
Farlig strategi
NATO oprustning og udvidelse er med til at øge spændingerne i verden og faren for, at nye krige bryder ud, sådan som det skete i Georgien i 2008.
NATO er en atombevæbnet alliance, ledet af USA. USA er den eneste supermagt. Men USA er ikke stærk nok til at sikre sig global dominans alene. Derfor forsøger USA mere og mere at gøre sin strategi til NATOs strategi. Under Bush, Cheney og Rumsfeld blev NATO landene stillet overfor et diktat. Obama og Clinton har valgt at have en debat i NATO først. Men også i dette tilfælde er det underforstået, at USA position som supermagt ikke må antastes.
Det er en farlig strategi. Den betyder fortsat krig i Irak og Afghanistan. Den betyder faren for at nye krige kan bryde ud – endda en atomkrig.
Men supermagten USA er omgivet af stormagter som Kina, Rusland og Europa. Dertil kommer regionale magter som Iran og Pakistan. Alle har de deres egne interesser at forsvare. I sådan en multipolær verden kan selv en supermagt som USA og en stærk alliance som NATO hurtigt svækkes, når de møder modgang.
En sådan svækkelse vil åbne nye muligheder for afghanerne, irakerne, palæstinenserne og alle andre folk, som er besat af USA eller NATO. Det vil også åbne nye muligheder for folk, som lever i diktaturlande, støttet af USA og NATO. Og det åbner nye muligheder for alle os som lever i USA eller i et NATO land.
Det er alle de muligheder vi rækker ud efter. Det er de håb vi forfølger, når vi den 21. marts og den 4. april råber: Nej til Krig – Nej Til NATO.
Se også:
SAA 287: Tag med Nej til krig til Strasbourg 2. – 5. april
SAA 287: Efter Gaza-krigen
SAA 287: Afghanistan: Intet nyt under solen
SAA 287: Nej til krig: Bliv medlem – Debatmøder
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed