Socialistisk Arbejderavis
Nr. 288 – 30. april 2009 – side 3
Det mener vi
Lær af Frankrig
Hvorfor er det, at mens fyresedlerne bliver delt ud i bundter og arbejdsløsheden forventes at nå 200.000 inden årets udgang, så er der kun meget få, der protesterer?
For blot et par år siden var der kæmpestore velfærdsprotester, der krævede “Flere hænder – Mere i løn“. I 2008 var titusinder på gaden og endnu flere i strejke for en bedre overenskomst for offentligt ansatte.
I dag er situationen helt anderledes: Den aktionsdag 15. maj, som Fagligt Ansvar havde foreslået, blev aflyst kort før 1. maj. Måske vil man lave noget ved Folketingets åbning om næsten et halvt år ...
Frankrig
I Frankrig er situationen anderledes: “Franske arbejdere tager chefen som gidsel for at blive hørt“ lød en overskrift i Politiken 16. april.
Flere millioner mennesker har deltaget i to generalstrejker i foråret. Den borgerlige Sarkozy-regering er dybt upopulær.
Iflg. en meningsmåling ønsker 40 pct. af franskmændene, at Olivier Besancenot, talsperson for Nyt Antikapitalistisk Parti ‘kommer til at spille en større rolle i fransk politik’.
Præsidentens rådgiver taler om et næsten ’revolutionært klima’ i Frankrig.
Selv om det mere afspejler en trængt regerings frygt end den reelle virkelighed, så er kontrasten til den danske virkelighed slående.
Krisen presser to veje
Både den danske og den franske virkelighed afspejler det pres, som krisen udsætter arbejderklassen for.
Fyringer og angreb fra arbejdsgivere og regering kan enten betyde, at man dukker nakken – eller det kan betyde, at man begynder at slå igen.
Om det er det ene eller det andet, der sker afhænger ikke af “fransk mentalitet“ kontra dansk. Arbejderklassen i Danmark har en lang historie om kamp og modstand.
To faktorer er afgørende: Klassekamp og venstrefløj.
I fx Frankrig og Grækenland har der i en række år været store arbejdergrupper, som har nægtet at acceptere nyliberalistiske nedskæringer. Så man skal ikke så langt tilbage i hukommelsen for at finde inspiration, når der trues med fyringer.
Tilsvarende: Når der er strejker og protester andre steder, er det nemmere selv at blive inspireret og overvinde frygten for arbejdsgiverne.
Så kampniveauet i det omgivende samfund er en helt afgørende faktor – især når den vinder indrømmelser eller forhindrer forringelser.
Venstrefløj og klassekamp
Men det handler ikke bare om at vente på, at “klassekampen vender“. Der er en anden afgørende faktor: Venstrefløjens egen tilstand, størrelse og perspektiv.
I Frankrig er venstrefløjen ikke kæmpestor. Men den har været en aktiv del af fx at organisere det franske Nej til EU-forfatningen i 2005. Og den har været en aktiv del af at organisere strejkerne og protesterne.
Men først og fremmest har den været klar til reelt at være en anti-kapitalistisk, socialistisk venstrefløj.
I foråret blev Nyt Antikapitalistisk Parti dannet af det tidligere LCR. På kort tid er det nye parti vokset fra ca. 3.000 til op mod 10.000 medlemmer. De står nu til at få 10 pct. af stemmerne.
Det har gjort partiet til regeringens mest synlige modpol. Selv om der stadig er langt flere arbejdere, der vil stemme socialdemokratisk eller borgerligt, så bliver der lyttet til venstrefløjen, når der skal organiseres kamp og modstand.
Udfordring for venstrefløjen i Danmark
Der er næppe 40 pct., der mener at fx en Johanne Schmidt-Nielsen eller en Per Clausen skal ‘spille en større rolle i dansk politik’, som tilfældet er for Olivier Besancenot i Frankrig. Og det har ikke noget med deres personlige kvaliteter at gøre.
Det handler om, at de ikke er talspersoner for en venstrefløj, som organiserer på gulvplan. En venstrefløj, som er stolt over at være venstrefløj. Er stolt over at kræve radikale løsninger. Er stolt over at gå op imod islamhetz og ‘mere politi og straf’-propagandaen. Og er klar til at omsætte de stolte ord til organiseret modstand.
Venstrefløjens valg kan blive den afgørende faktor for, hvordan bredere dele af arbejderklassen svarer på krisen.
Hvis venstrefløjen laller videre med folketingspolitik eller som småbureaukratiske fagforeningsfolk og dukker nakken, så snart regering og medier angriber muslimer eller snakker om mere lov og orden – ja, så overlader man banen til borgerlige og socialdemokrater.
I værste fald betyder det, at mange begynder at søge radikale svar på den modsatte fløj. Det var hvad vi så i 30’erne.
Omvendt: Hvis venstrefløjen begynder at organisere reel aktivisme som en radikal strømning i fagbevægelsen, i uddannelsesorganisationer, på gaden og hvert eneste sted folk går til modstand – ja, så står vi med muligheden for at vende systemets krise mod magthaverne selv.
Så kan vi ikke kun stoppe fyringer og nedskæringer – vi kan skabe et nyt samfund, et socialistisk samfund, der sætter en permanent stopper for kapitalisme kriser, krige og øvrige vanvid.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed