Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 12
Pakistans nye katastrofe
Geoff Brown + Asim Jaan
Pakistans seneste angreb på Swat-regionen har udløst en dyb politisk krise i landet. Geoff Brown vurderer situationen sammen med Asim Jaan, en pakistansk socialist.
Siden starten af maj er der åbnet en ny front i Barack Obamas såkaldte AfPak-krig – Swat-regionen i Pakistan, et bjergrigt område i det nordlige Pakistan med en befolkning på blot 1,5 millioner. De fleste indbyggere lever et hårdt liv og regeres af godsejere, hvis korruption ikke kender nogen grænser. Mange rejser til storbyerne i Pakistan eller udenlands i håb om et bedre liv.
I løbet af de sidste 25 år har radikale islamister langsomt haft succes med at etablere sig i området. New York Times har beskrevet, hvordan de præsenterer sig som Robin Hood-typer, der skræmmer godsejerne og har tvunget nogle af dem på flugt. En af lederne, Fazlullah, har indført Sharia-domstole i mange landsbyer og udfordrer de officielle domstole.
USA’s angreb i Pakistan er blevet udført ved hjælp af droner ved angreb på Al Qaeda. Resultatet af disse angreb er 14 dræbte Al Qaeda-ledere – sammen med 700 civile. Den vrede, som disse angreb har skabt, har ikke blot øget Fazlullahs popularitet, de har også hæmmet den pakistanske hærs evne til at kæmpe. Mange soldater anser ikke Fazlullah og hans militante islamiske støtter for at være fjender.
GB: Asim, kan du fortælle om baggrunden for den seneste udvikling?
AJ: Den første militære operation i Swat startede i november 2007 under Musharraf-regimet. 900.000 mennesker blev tvunget på flugt, men operationen havde ikke succes med sit erklærede formål, “at genetablere statens indflydelse“ – dvs. at smadre enhver civil modstand mod militære operationer.
Den anden militære operation begyndte i juli 2008 samtidig med andre operationer tæt på grænsen til Afghanistan. Fra Swat blev 650.000 drevet på flugt, 450.000 yderligere fra Bajaur-distriktet. Operationen var en fiasko.
Den seneste operation startede den 26. april efter en officiel “militær pause“, hvor den pakistanske provinsregering i den nordvestlige provins, North West Frontier Province (NWFP) formidlede en magtdeling med en ellers fredelig militant gruppe, TNSM (Bevægelsen for Indførelse af Islamisk lov). TNSM ledes af forstandere for islamiske seminarier og har været aktiv i kampagner for islamisk lov siden 1984. De fik indført, at imamer kunne indtræde som dommere ved domstolene i Swat.
Det er ikke første gang, at staten uden held har forsøgt at knuse militante organisationer som TNSM og derefter give magten tilbage til godsejerne. Den gamle godsejerklasses økonomiske magt er ved at smuldre, fordi den neoliberale politik har ramt landbruget hårdt, samtidig med at velhavende pakistanere i udlandet er ivrige for at opkøbe jord og udfylde det tomrum, som staten har skabt inden for områder som uddannelse og sundhed.
Aktuelt er en skrøbelig fred blevet afløst af en frygtelig krig. De fattige klassers bekymringer bliver aldrig taget op ved fredsforhandlingerne. Således er TNSMs sharia-love en udfordring til de gamle magthavere, men de ender altid med at indgå kompromisser, fordi de aldrig rejser spørgsmålet om de grundlæggende klassemodsætninger i samfundet. I sin kamp mod imperialismen appellerer den islamiske modstand til de laveste niveauer med deres fordømmelse af godsejerne, samtidig med at de gennemfører en ny undertrykkelse, som tillader godsejerstyret at fortsætte.
Fredsaftalen blev indgået, fordi der var militær stilstand. Militæret modtog mange tab, og der var voksende lokale protester og gentagne store demonstrationer med krav om stop for kamphandlingerne.
Men mod slutningen af april invaderede den pakistanske hær pludselig Swat. Angrebet har skabt 2,5 millioner flygtninge. I Landhi, som er et stort arbejderklassedistrikt i Karachi, hvor vi arbejder, ankommer nye flygtninge hver dag. Der oprettes lejre overalt for at hjælpe dem.
Hvorfor har Taleban opnået en vis folkelig opbakning?
Det juridiske system i Pakistan er korrupt ind til benet og tjener kun de magtfuldes interesser. Swat var et fyrstedømme, før det tilsluttede sig Pakistan i 1969, og havde et meget mere effektivt juridisk system. Efter 30 år som en del af Pakistan er folk begyndt at ønske sig tilbage til det gamle system, ikke mindst når det drejer sig om tvister om jord, hvilket er et stort problem i området.
Hvordan har resten af Pakistan reageret?
Da Taleban kom til magten i Swat, begyndte de straks at begå uhyrlige overgreb mod enhver, som var imod dem eller som repræsenterede staten, men de gik også til angreb på de rige godsejere. Mange er imod alle autoritære udgaver af Islam. Den veluddannede elite er naturligvis totalt imod. Medierne har bakket regeringen 99 procent op, så folk får kun det at vide, som de militære talsmænd fortæller i medierne om, at de hver dag har dræbt 100 eller flere talebanere. Der findes ingen uafhængige kilder. Medierne fortæller ikke, at overgrebene fortsætter. Mange mennesker støtter regeringens offensiv og siger, at man ikke kan have en stat i staten. Men det vigtigste er, at selv om folk støtter brutaliteten, så spørger de samtidig: “Hvad er dit forslag? Hvilke andre løsninger er der?“
Hvordan reagerer venstrefløjen?
Den egentlige venstrefløj er meget svag. Vi har i vores arbejde erfaret, at nogle af de mennesker, vi har mødt, og som tilhører de religiøse partier, har været yderst villige til at protestere imod krigen. De er klare på, at dette er en imperialistisk krig, mens venstreorienterede og liberale er meget forvirrede. De ser alene Taleban som barbarer, der vil tage alle deres friheder fra dem.
For det andet kommer størstedelen af venstrefløjen ikke fra arbejderklassen, men fra den intellektuelle middelklasse. Krisen har tvunget dem til at fjerne den tynde progressive fernis, de havde, og står nu frem med, hvad de egentlig mener. De hylder pakistansk nationalisme og siger: “Vi må forsvare Pakistan.“ På grund af deres frygt for islamisering er de villige til at bakke op bag drab på tusindvis af mennesker.
Hvad vil der ske nu?
Regeringen siger, at dette bliver et kort og kirurgisk indgreb. I øjeblikket er de fleste optaget af hjælpearbejde og af at hjælpe folk med at flygte fra området. Vi diskuterer med dem. I de sidste uger har vi organiseret protester her i byen imod krigen. Nu har vi flyttet vores opmærksomhed mod Landhi-området. Vi argumenterer for, at regeringens strategi er langvarig og kan tage årevis at gennemføre. Hvor længe magter vi at tage os af de mange flygtninge her?
Vi planlægger en meget stor protest i området, så vi kan lægge pres på regeringen for at stoppe krigen, som er årsag til denne menneskelige katastrofe.
Problemerne stopper ikke med Swat. Der er tale om en guerillakrig, som kan sprede sig til hele grænseområdet, og de humanitære problemer vil bare vokse. Med mindre der kommer store protester i alle de store byer, så kommer det til at fortsætte, og det kan udløse en borgerkrig i hele Pakistan.
Socialist Review, June 2009 (fork. udg.)
Se også:
SAA 289: 5 millioner irakiske flygtninge
SAA 289: Øjenvidne til ødelæggelsen af Irak
SAA 289: Mørke skyer over Afghanistan
SAA 289: John Pilger om Barack Obama: Tigerens smilende ansigt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed