Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 14
Den Himmelske Freds Plads 1989
Kinas opstand
Matthew Cookson
For tyve år siden slog Kinas diktatoriske regime ned på en landsomfattende demokratibevægelse. Matthew Cookson ser her på arven efter opstanden på Den Himmelske Freds Plads.
Billedet af en enkelt trodsig demonstrant, der stopper en konvoj af kampvogne, optog millioner af menneskers bevidsthed over hele verden for tyve år siden. Denne enlige mand, der stod imod hærens enorme magt, er kommet til at repræsentere opstanden på Den Himmelske Freds Plads i juni1989. Den rystede Kinas herskere i deres grundvold.
Magthaverne formåede at slå opstanden ned ved at gå til den yderste brutalitet. Men de har ikke formået at undertrykke dens inspirerende historie eller håndtere de problemer, der lå bag protesterne, og det er med til fortsat at udløse modstand i Kina i dag.
Mange kommentatorer hævder, at 1989-opstanden var en bevægelse mod kommunismen og for frie markedsreformer.
I virkeligheden gik millioner af mennesker på gaderne i Kina for at udfordre det korrupte statsbureaukrati og dets åbning overfor verdensmarkedet.
De kinesiske kommunister under Mao Tse Tungs ledelse tog magten i 1949. De ønskede at opbygge en selvstændig national økonomi, som kunne konkurrere på verdensscenen.
Med socialistiske retoriske floskler gennemførte Kinas nye ledere en politik, der ikke tog hensyn til behovene hos Kinas hundreder af millioner af udbyttede bønder og arbejdere.
Socialist Worker (Socialistisk Arbejderavis’ søsteravis, ovs. anm.) beskriver regimet som “statskapitalistisk“. Dets økonomi var baseret på klasseskel og udbytning, men det var staten, snarere end konkurrerende, private virksomheder, der ejede og kontrollerede produktionen.
Regimet efterlignede den måde, samfundet var organiseret på i Sovjetunionen, som selv var blevet statskapitalistisk under Josef Stalins ledelse.
Efter Maos død i 1976 tog Deng Xiaoping kontrol over staten. Han åbnede Kina for det globale kapitalistiske marked i et forsøg på at løse landets økonomiske problemer.
I de følgende år førte dette til et intensiveret pres på almindelige mennesker, og studerende, arbejdere og bønder blev ramt. Dette affødte spredte protester, som aldrig fik større udbredelse.
Situationen ændrede sig med den demokratibevægelse, der blev udløst af Hu Yaobangs død den 15. april 1989.
Hu havde været generalsekretær i kommunistpartiet i det meste af 80‘erne og ansvarlig for politiske reformer i Kina og Tibet.
Statsbureaukratiet tvang ham til at gå af i 1987 efter en række studenterprotester, som det mente, han var for venligt stemt overfor.
Dagen efter hans død begyndte studenter at samle sig på den gigantiske Himmelske Freds Plads, i centrum af Kinas hovedstad Beijing, for at mindes Hu.
Antallet øgede i løbet af de næste få dage til titusinder af mennesker, inklusiv mange arbejdere.
Talere på pladsen begyndte at rejse politiske krav – herunder demokratiske valg, presse- og forsamlingsfrihed og et stop for korruption i bureaukratiet.
Der fandt også protester og strejker sted i andre kinesiske byer, hvilket var afgørende.
Folk på højrefløjen har en tendens til at fokusere på de enkeltstående trodsige handlinger på Den Himmelske Freds Plads. Men bølgen af masseprotester, der bredte sig over Kina, var afgørende for at forstå, hvorfor Kinas magthavere var så bange – og hvorfor de handlede, som de gjorde.
En skræmt herskende klasse forbød alle demonstrationer lørdag den 22. april – dagen for Hus begravelse. Politiet og hæren stillede sig op på Den Himmelske Freds Plads.
Men gennem hele natten marcherede kolonner af studerende ind på pladsen bag politiets linjer.
Næste dag havde 150.000 demonstranter slået lejr på pladsen, hvor de lyttede til taler, viftede med røde flag og sang den socialistiske slagsang ‚Internationale‘, som var blevet bevægelsens sang.
Af frygt for konsekvenserne af at slå ned på studenterne, gjorde regeringen ingenting. Kinas herskere var i krise. Nogle var usikre på, hvordan hæren ville reagere på protesterne. De vidste ikke, om de kunne stole på, at hæren ville støtte regeringen.
Efter Hus begravelsesceremoni marcherede de studerende ud af pladsen, mens de råbte: “Op med demokrati, ned med diktatur.“
Omkring 150.000 mennesker – halvdelen studerende, halvdelen arbejdere – gik derefter gennem Beijing den 27. april. Alle de fabrikker og arbejdspladser, de passerede, lukkede, mens folk kom ud for at vise deres støtte.
Tusindvis af arbejdere greb ind for at forhindre soldater i at nærme sig demonstrationen.
Efter et kort dyk i bevægelsen indkaldte en lille gruppe studenterledere til en sultestrejke, der begyndte på Den Himmelske Freds Plads den 13. maj. Det fik bevægelsen til at nå nye højder.
Sultestrejken begyndte med 200 mennesker, men antallet steg hurtigt til 1000, mens tusinder af demonstranter ankom til Den Himmelske Freds Plads. De sultestrejkende forlangte, at Deng trådte tilbage, og at den kinesiske premierminister, Li Peng, blev fyret.
Den næste dag var der en million demonstranter og dagen efter to millioner.
Regeringen forsøgte at neddæmpe sultestrejkerne. Li Peng og Zhao Ziyang, kommunistpartiets generalsekretær, som blev opfattet som venligt stemt overfor krav om reformer, mødtes med demonstranterne.
Da disse samtaler fejlede, erklærede regimet undtagelsestilstand den 19. maj. Godt 300.000 soldater begyndte at rykke ind i Beijing.
Geledder af studerende og arbejdere dannede menneskelige barrikader i udkanten af byen for at stoppe hæren.
Arbejdere i Beijings metro afbrød strømmen til undergrundsbanen for at forhindre den i at transportere soldater. Arbejdere på jern- og stålværket nedlagde arbejdet, og mange andre arbejdere blev væk fra arbejde.
Barrikader lavet af busser, lastbiler og byggekøretøjer blev sat op. Millioner af mennesker gik på gaden for at stoppe hæren.
Denne fremvisning af deres magt tvang staten på retræte og afslørede hvor dyb en krise, den herskende klasse stod overfor.
To øjenvidner i Beijing rapportede i Socialist Worker:
“I 48 timer har byen Beijing nu været fuldstændig i folkets hænder. Selvom stemningen af spændt, er der ingen fuldskab, ingen plyndring og ingen vold. På en strækning af 1000 meter må der være over 100 busser arrangeret i komplicerede mønstre for at blokere vejen.“
“Barrikaderne kan ikke – og skal ikke – stoppe tanks. Idéen er at stoppe og sinke troppernes fremrykning, så folk kan diskutere med soldaterne og få dem til at vende om, som det er sket så ofte i de seneste dage. Hele byens centrum – et område på måske 10 gange 10 kilometer – er nu under arbejdernes og studenternes kontrol.“
“Overalt kører åbne lastvogne fyldt med arbejdere og studerende forbi. De har alle røde flag og bannere vajende, mens de kører fra barrikade til barrikade og checker op på situationen ... Og alle synger ‚Internationale‘ om og om igen.“
Store protester fandt også sted i resten af landet, og én million mennesker demonstrerede i Hong Kong, som skulle tilbageleveres til Kina af Storbritannien i 1997.
Et dødvande udviklede sig i Beijing, som tillod regimet at trække vejret og forberede sig. Deng Xiaoping og seks militære kommandanter sammensatte en task force, der skulle knuse opstanden.
Tropper rykkede ind i Beijing den 3. juni. Armerede biler og tanks smadrede ind på Den Himmelske Freds Plads tidligt om morgenen og skød på demonstranterne.
Den kinesiske hær hedder Folkets Befrielseshær, og frem til dette øjeblik troede de fleste demonstranter ikke, at de rent faktisk ville skyde på folk.
Chokerede arbejdere strømmede ud på gaderne i solidaritet med de studerende, og mange blev skudt ned. De kæmpede imod, satte ild til barrikader og kastede mursten, sten og benzinbomber mod hæren.
Det tog tropperne indtil aften den næste dag at kvæle modstanden, idet de brugte de mest voldelige og blodige metoder.
Det kinesiske Røde Kors anslår, at dødstallet var 2600 – hvad det senere trak tilbage efter pres fra regeringen. Mange tusinder blev såret, og sårede fyldte hospitalerne.
Undertrykkelsen fortsatte. Titusinder af mennesker blev arresteret, og mange blev henrettet. Ingen ved, hvad der blev af den anonyme demonstrant, som stoppede kampvognene den 5. juni.
Deng og Kinas magthavere var i stand til at fortsætte deres frie markedsfremstød og skabte et endnu mere ulige samfund.
I de seneste år er der sket en stigning i kampniveauet, idet arbejdere har demonstreret og strejket mod tyranniske ledelser og fyringer, og bønder har protesteret mod uretfærdige skatter og korrupte lokale bureaukrater. Studerende har også protesteret.
Den modstandsånd, der blev vist for tyve år siden på Den Himmelske Freds Plads. lever stadig.
Begivenhederne i 1989 viste, til trods for deres blodige slutresultat, at Kinas arbejdere, bønder og studerende har magten til at udfordre landets magthavere og i sidste ende potentialet til at vælte dem.
Det er dét mareridt, der stadig giver slagterne fra Beijing søvnløse nætter.
Oversat fra Socialist Worker, 6. juni 2009
Se også:
SAA 289: Kina på den økonomiske verdensscene
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed