Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 15

Kina på den økonomiske verdensscene

Charlie Hore

Kina stod ikke bare overfor en politisk krise i 1989 – det var også en økonomisk krise. Den kinesiske økonomi voksede massivt gennem 1980‘erne, men den kom i stigende grad ud af de kinesiske lederes kontrol.

I efteråret 1988 var inflationen steget til niveauer uset siden 1949, og mange af de nye jobs, der var skabt i løbet af 80‘erne, forsvandt.

Regeringens forsøg på at løse dette ved at kontrollere priserne gjorde kun tingene værre.

Det er derfor, arbejderne var så vigtige for bevægelsen i 1989. Lederskabet efter Mao havde lovet dem et bedre liv, men havde så fjernet meget af det, der var vundet i løbet af de tidlige 80‘ere.

De arbejderorganisationer, der var blevet dannet i Kinas største byer, lagde vægt på inflation og jobsikkerhed sammen med bredere spørgsmål angående demokrati og myndighedernes korruption.

Da regeringen slog hårdt ned efter den 4. juni, gjorde det den økonomiske krise værre – den kinesiske økonomi havde negativ vækst i et år og stagnerede derefter.

Da økonomien begyndte at komme sig i de tidlige 1990‘ere, var det i høj grad i kraft af to udefrakommende faktorer, som Kinas ledere var parate til at udnytte. Den ene var særegen for Kina, den anden havde bredere økonomisk betydning.

Den første var, at kapitalister fra Hong Kong flyttede deres virksomhed til det egentlige Kina forud for områdernes genforening i 1997.

I midten af 1990‘erne beskæftigede kapitalister fra Hong Kong flere personer i det sydlige Kina end i selve Hong Kong.

Den anden faktor handlede om fænomen, der var begyndt at hedde “globalisering“. Store vestlige firmaer lukkede i stigende grad deres fabrikker og fik underleverandører i den tredje verden med deres små og billige sweatshops til at stå for produktionen.

Dele af Kina var ideelt placeret til at profitere af dette. En stor del af den dynamiske vækst i 1980‘erne var kommet fra små fabrikker på landet, der producerede delkomponenter, sko og tøj. De kunne med lethed omstille sig til at producere til verdensmarkedet.

De lå koncentreret i kystområderne fra Shanghai ned til Hong Kong – områder som forandredes til ukendelighed.

Kinas økonomi voksede med over 10 procent om året gennem 1990‘erne, idet disse fabrikker blev den primære kilde til først forbrugsgoder og siden til virksomhedselektronik, der blev importeret af USA og Vesteuropa.

Kina producerer i dag de fleste af verdens DVD-afspillere og kopimaskiner.

Kinas arbejdere har betalt en høj pris for dette. De nye industrier underminerede indtjeningen på de statsejede fabrikker, og fra midten af 90‘erne og frem var der omfattende lukninger.

Omkring 45 millioner arbejdere mistede deres arbejde. Arbejdsløsheden nåede 50 og endda 60 procent i visse byer.

Samtidig blev 14-timers arbejdsdage og 6-dages arbejdsuger standarden i de fabrikker i de nyindustrialiserede områder, som producerede til eksport. Fysisk og seksuel mishandling var almindeligt, og de fleste arbejdere oplevede at få deres løn for sent eller slet ikke.

Vestens efterspørgsel efter billige importvarer sikrede, at økonomien fortsatte med at udvide sig selv gennem den asiatiske krise i 1997 og dot.com-boblens kollaps i 2000 og 2001. I 2003 tiltrak Kina mere udenlandsk kapital end noget andet land.

Men den ukontrollerede vækst i eksportindustrierne har i massiv grad forvredet Kinas generelle økonomi. Idet landets økonomi ikke selv kan producere de råmaterialer og komponenter, som eksportindustrierne har brug for, så er Kinas import steget næsten lige så hurtigt. Landet er nettoimportør.

Kinas fortsatte vækst er kommet til at afhænge stort set fuldstændig af eksport til USA, og selv en mindre nedgang kan have store konsekvenser.

Eksportindustrierne er også afhængige af et konstant tilskud af frisk arbejdskraft fra landområderne.

Bønder kan tjene langt mere i sweatshops, end de kan i landsbyerne, ligegyldigt hvor dårlige forholdene er, og arbejdsgivere er begyndt at tro, at der vil være tilstrømningen af ny arbejdskraft er uendelig.

Men så tidligt som 2006 kom der færre migranter til de nye fabrikker. Provins efter provins var tvunget til at øge deres minimumslønninger for at tiltrække dem, men regeringens forsøg på at sætte skub i fødevareproduktionen ved at betale bønderne mere undergravede dette.

Så ramte finanskrisen. Eksporten til USA er faldet siden 2007, men sidste år faldt det massivt.

Ingen kender det præcise tal, men det er sandsynligt, at omkring 20 millioner migrantarbejdere har mistet deres arbejde i de nyindustrialiserede områder og har været tvunget til at tage tilbage til deres landsbyer.

Regeringen forsøger at holde en egentlig recession fra døren ved at øge de offentlige investeringer massivt, men det er for tidligt at sige, om det vil virke.

Kinas voldsomme ekspansion siden 1989 har forandret landet til en økonomisk magt på verdensplan – men én der i høj grad er afhængig af verdensøkonomiens tilstand.

Hvis Kina i dag er et langt rigere samfund, så er det også langt mere ulige. For de fleste arbejdere og bønder stiger den økonomiske usikkerhed og ustabilitet.

Tyve år efter Den Himmelske Freds Plads har de grundlæggende forhold, der skabte det største udbrud af vrede i arbejderklassen i landet siden 1927, ikke ændret sig fundamentalt.

Fra Socialist Worker, 6. juni 2009

Se også:
SAA 289: Den Himmelske Freds Plads 1989: Kinas opstand

Flere artikler fra nr. 289

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Kina

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Hore

Siden er vist 3689 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside