Socialistisk Arbejderavis
Nr. 293 – 8. december 2009 – side 4
Angreb på fagligt aktive
Jakob Nerup
En millionbod truer københavnske fagforeningsledere. Den Kommunale Arbejdsgiverforening (KL) har indklaget Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) for arbejdsretten med påstand om, at de støtter strejker. KL anklager Jan Hoby, socialist og næstformand i LFS, for at støtte strejkerne og forældreblokaderne op til kommunalvalget 17. november.
For en faglig aktivist er det et hædersmærke at støtte en strejke, fordi det er arbejdernes stærkeste våben i kamp for retfærdighed. Men sådan er det naturligvis ikke ment fra KLs side. Det er payback time for, at de københavnske forældre og pædagogiske personale gjorde valgkampen til noget konkret om velfærd for børn. Politikerne blev tvunget til at forholde sig til deres egne besparelser over for vælgerne, og det kostede stemmer. Politikerne på Københavns Rådhus har i årevis været meget pressede af forældre og det pædagogiske personale fra daginstitutioner og fritidshjem, fordi de ikke har accepteret nedskæringer uden protester. Den kamp har LFS stået i spidsen for. Derfor skal LFS nu angribes og deres medlemmer bære en millionbøde.
Når KL rejser sagen, så har det selvfølgelig en langt større rækkevidde, fordi deres mål er at skræmme alle fagforeningsfolk fra at støtte kampen mod nedskæringer. De ønsker at lukke munden på kritikerne, så ytringsfriheden kun tilhører de mægtigste. Besparelser på børn og antipædagogiske tiltag må forventes at fortsætte, så længe den nyliberale politik dominerer rådhusene. For der er desværre ingen tvivl om, at den offentlige sektor skal have mere New Public Management suppleret af øget privatisering i de kommende år. For KL handler det om at stække de stærkeste modstandere i denne kamp. Hidtil har fagbevægelsen generelt været relativt svag i kritikken og handlingerne, men FOA og LFS ønsker at udfordre dem, og det eksempel ønsker KL ikke fulgt. Derfor skal de faglige ledere have mundkurv på.
Bliver de dømt?
Ingen tvivl om LFS’ hjerte og holdninger ligger hos medlemmerne, og de har støttet kampen mod nedskæringerne. Men det er ikke ulovligt; det er vel nærmest fagforeningens kerneopgave. Det springende punkt er, hvorvidt en fagforeningsleder kan udtale at han: “Støtter medlemmernes kamp“ og fremfører medlemmernes holdninger/trusler om strejker uden at bryde arbejdsmarkedets fredspligt. Fagforeningsfolk må nemlig ikke støtte overenskomststridige strejker eller møder, hvilket i praksis betyder alle strejker, undtagen i selve overenskomstforhandlingen som i 2008.
Det er i strid med hovedaftalen, som er den ramme, det danske klassesamarbejde fungerer i. Den stammer helt tilbage fra 1899, hvor fagbevægelsen indgik en aftale med arbejdsgiverne om, at de anerkendte ledelsesretten og indførte fredspligt mod at få fagbevægelsen anerkendt og mulighed for at lave overenskomster. Dette institutionaliserede klassesamarbejde er den grund, den danske model er bygget op ud fra, og som 20.000 fagligt ansatte administrerer dagligt.
Om LFS bliver dømt afhænger både af beviser og styrkeforholdet. De beviser, som KL har fremlagt, indeholder ingen konkrete udsagn om opfordring eller støtte til strejke men derimod en masse postulerede indicier. Men arbejdsretten er ingen almindelig domstol. Det er derimod klassesamarbejdets højesteret, hvor enhver dom er en styrkeprøve mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
Hvad mener fagbevægelsen?
Når sagen kommer for arbejdsretten i januar afhænger meget af, hvor stærkt resten af fagbevægelsen bakker op om LFS, eller om de faktisk ønsker dem dømt for brud på fredspligten. Derfor er der brug for at både Enhedslistens faglige topfolk og andre faglige ledere støtter om LFS, og en mulighed fra andre der vil støtte LFS, er at opbygge støttekommitteer.
Der er ingen tvivl om, at den danske fagbevægelse hverken er en kamporganisation eller vant til ytringer som dem, LFS kommer med. De faglige ledere er så vant til at tie og øve selvcensur, at de aldrig støtter strejker officielt. Angiveligt fordi de vil spare medlemmerne for en stor bod i arbejdsretten, men reelt også fordi de ikke støtter utidige strejker. En sådan bod kan også være enormt dyr, fx fik SID (en del af det nuværende 3F) en bod på 80 millioner i 1985 for at støtte overenskomststridige strejker, som resten af LO var imod. Også langt ind i venstrefløjen er der modstand mod utidige strejker. Fx støtter Enhedslistens faglige topfolk Hovedaftalen og fredspligtens overholdelse, hvilket svækker de menige medlemmers muligheder for at få støtte til strejker.
---
LFS: Landsforeningen af Socialpædagoger, Fagforening der organiserer det pædagogiske personale ansat i pædagogiske tilbud i København og omegn. Ca. 10.000 medlemmer.
Se også:
SAA 293: Pædagoger i kamp mod nedskæringer
SAA 293: Nok er nok!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed