Socialistisk Arbejderavis
Nr. 293 – 8. december 2009 – side 5
“For den mindste forbedring“ – om venstrefløjen, reformer og magten
Freddie Nielsen
Gang på gang støder man på sætningen “loven er vedtaget af alle folketingets partier minus Enhedslisten“. Der er ganske vist dem, der mener, at det betyder at EL har sat sig uden for indflydelse, men i virkeligheden er det et styrketegn for socialister, at de ikke lader sig fange ind af alle hånde forlig og politiske studehandler.
Fra tid til anden bliver der selvfølgelig vedtaget love, som er fornuftige, og som det er rigtigt at stemme for. Men det er efterhånden mange år siden der er blevet gennemført reformer af virkelig – eller bare minimal – fordel for arbejderklassen.
Alle større forlig og love gennem de seneste mange år har haft til formål at styrke magthaverne og sikre kapitalens profitter, på bekostning af arbejderklassen. Det gælder alt fra skatte- og socialpolitik til sikkerheds- og uddannelsespolitik.
Derfor er det også vigtigt at et socialistisk parti som EL fastholder nogle redskaber, til at styre klart i den del af klassekampen der udspiller sig i parlamentariske forsamlinger. Et vigtigt redskab er princippet “for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse“.
At balancere i praksis
Det er utvivlsomt rigtigt, når nogle hævder at der kan være sager hvor det kan være svært entydigt at sige hvad der er forbedringer og hvad der er forringelser, men det vigtige er at have en rettesnor. Det helt centrale er at erkende at vi lever i et klassesamfund, hvor et lille mindretal ejer de fleste værdier og i kraft af det bestemmer det meste, hvor staten og de organer der administrerer samfundet er designet til at bevare samfundet i sin nuværende form, og ikke mindst er det vigtigt at erkende, at i et klassesamfund er der ikke noget der hedder “til samfundets bedste“.
Det er den opfattelse der adskiller socialistiske partier fra reformistiske. For eksempel bør det være utænkeligt for revolutionære socialister at stemme for finansloven, fordi det vil være en faktisk accept af det eksisterede samfund, af dets prioriteringer til fordel for borgerskabet, og hele dets undertrykkelsesapparat vendt mod arbejderklassen.
Budgetforlig i kommunerne
Når det så kommer til kommunernes budgetter, er det så sådan at socialister skal have en helt anden tilgang i byrådene end de har i folketinget?
Nej, der er overhovedet ingen grund til at se forskelligt på det. Selv om selve undertrykkelsesapparatet ikke er noget kommunernes økonomi styrer, så er et budgetforlig en principiel accept af tingenes tilstand – en accept af at tage ansvaret for fordelingen af dårligdommene.
Det har aldrig været fornuftigt, og i takt med at regering og statsmagt mere og mere indskrænker det kommunale demokrati, handlefrihed og økonomiske råderum, bliver det mere og mere ufornuftigt for socialister at indgå i budgetforlig.
Mange vil sige, “jamen kommunen er noget andet, den skal jo køre“. Det er muligt, men det er vigtigt at gøre sig klart at borgerlige politikere ikke lader sig vælge til byråd bare for at det skal køre. De gør det for at få den til at køre til deres egen og deres klasses fordel. Og hvis ikke socialister indtager samme attitude, og siger “Lad dem der vil tage ansvaret for elendigheden gøre det. Vi afstår, for rammerne er kun til bagdel for vores klasse“, så afskærer man sig fra sin klasse, og især fra de dele der ønske at kæmpe for bedre forhold.
Når man hører borgerlige (og ofte også reformistiske) politikere og medier, så får man indtryk af at socialstaten måske nok er nødvendig, men mest et nødvendigt onde, som det hele tiden er nødvendigt at beskære og holde igen på. Det er også den linje der føres ud i livet i de kommunale budgetforlig, og den linje der heldigvis af og til fører til bevægelser og strejker nedefra. Her må der vælges side. Socialister skal selvfølgelig vælge modstanden og kampen side frem for budgettet, og det også selv om der måske ikke lige aktuelt er nogen kamp.
En stor del af kampen mod regeringens omfordeling fra fattige til rige, må nødvendigvis foregå i kommunerne, hvorfor enhver ide om fællesskab med borgerlige og reformistiske partier der accepterer spillereglerne burde være bandlyst. Socialister må omvendt kræve at de øvrige partier i et byråd går med ind i kampen mod regeringens politik, hvis de skal tages alvorligt.
Se også:
SAA 293: Kommunalvalg: Muligheder for Enhedslisten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed