Socialistisk Arbejderavis
Nr. 293 – 8. december 2009 – side 6
Krisen er ikke forbi
Jakob Nerup
“Nu bliver det bedre.“ “Finanskrisen er fortid.“ “Til næste år kommer væksten igen.“ Politikere, bankøkonomer og medier står i kø for at tale krisen væk og væksten i gang. Selvfølgelig ønsker vi, at de har ret, for så bliver vi ikke fyret, velfærden kan undgå besparelser, og vi kan finde en billig bolig. Men desværre taler realiteterne imod dem.
Verdensøkonomien er fortsat hårdt ramt. De største økonomier, USA, Japan og Europa, har stadig negative vækstrater, faldende BNP og historisk lave investeringsrater i produktionen. Og Danmark er ingen undtagelse.
Det danske bruttonationalprodukt (BNP) er faldet med næsten 5 pct. siden 2007. I 2009 bliver faldet på mere end 3 pct. Den danske industriproduktion er faldet med mere end 21 pct. i år og investeringer i industrien med 8 pct. Forbrug, hushandler, bilsalg og andre symbolske barometre falder fortsat. Og for almindelige mennesker er det værste, at arbejdsløsheden stiger eksplosivt, ikke mindst for de unge.
Når politikerne siger, at krisen er forbi, så bygger de det blandt andet på, at forventninger til 2010 er lysere. Fx tror flere, at de vil bruge flere penge næste år, og erhvervslivet forventer en bedring. Men fakta er anderledes. Ordreindgangen er stadig meget lavere end før finanskrisen. Selv om den forventes at stige i 2010, så er det stadig et fald på mere end 10 pct. Industriproduktionen forventes at falde med 4 pct og investeringer i maskiner med hele 36 pct.
Heller ikke verdensmarkedet kan trække hverken den globale krise eller den danske økonomi ud af dødvandet. Kina kan ikke holde gang i fabrikkerne, når ingen køber varerne. Kapitalen står ikke i kø for at smide penge efter noget, som giver lav profit eller kan tabes, hverken i Kina eller resten af verden. Det centrale er, at krisen ikke kun er en finanskrise, og at den stikker langt dybere.
Mere end bare finanskrise
Politikere og bankfolk omtaler kun krisen som en midlertidig krise for finanssektoren afledt af boligboblen. Man kan ikke komme uden om, at finanssektoren er ude på dybt vand og kun blev reddet fra et globalt sammenbrud af en gigantisk statsstøtte. Finanssektoren havde skabt et finansielt cirkus, hvor risikobetonet låntagning blev flettet sammen med globale finansprodukter. Det skabte en situation, som satte en kædereaktion i gang, da de amerikanske sub-prime-lån kollapsede, og dermed blotlagde bankernes virkelige situation.
På overfladen var det den bristede boligboble og spekulative banker, som var forklaringen. Men ondets rod stikker langt dybere, for hvorfor kastede kapitalen sine penge efter spekulative værdipapirer i stedet for profitabel produktion? Den virkelige årsag til finanskrisen skal findes i den langvarige krise, som kapitalismen har befundet sig i siden 1970’erne.
Kapitalismens logik er, at der skal tjenes penge. Penge tjenes først og fremmest gennem den merværdi, som skabes, når en ansat producerer værdi gennem sit arbejde, hvorefter kapitalejeren tilegner sig den ekstra værdi, kaldet profit. Denne profit omsættes i mere produktion, nye investeringer (kapitalakkumulation) og kapitalejerens privatliv. Men profitten er ikke evigt stigende, da kapitalejernes indbyrdes konkurrence bliver stadigt hårdere.
Det tvinger kapitalejeren til at investere i ny teknologi for at få et forspring, som dog kun holder indtil de andre kapitalister anvender denne nye teknologi. Jo flere penge kapitalen tvinges til at anvende i maskiner/teknologi, des mindre bliver den menneskeskabte værdi, det vil sige den reelle profit. Denne proces gentages over tid og i en global skala og betegnes som profitratens tendens til fald.
Zombie-kapitalisme
Det er denne udvikling som forklarer krisens dybde. Den nyligt afdøde marxistiske økonom, Chris Harman, har påvist denne udvikling i sin sidste bog Zombie Capitalism.
Profitraten er faldet til næsten halvdelen af niveauet i vækstboomet fra 1945-1970. Harman analyserede allerede i 1980’erne, hvordan profitratens tendens til fald kunne forklare krisens dybde og internationale karakter i modsætning til andre økonomer, som fokuserede på oliekrise og overproduktion. Harman argumenterede for, at den kapitalistiske økonomi havde faldende vækstrater, og at en stigende investering i teknologi skabte en konkurrence, hvor kapitalen ikke længere kunne afsætte varer profitabelt.
Et dansk eksempel på denne tendens er A.P. Møller Mærsk. Det dominerende forretningsområde er den globale containertrafik, hvor Mærsk gennem opkøb har sikret sig en position som verdens største med 1/6 af verdensmarkedet. Problemet for Mærsk er, at profitten er meget lav. Officielt skyldes det de lave fragtrater og forhøjede oliepriser. Men i virkeligheden findes forklaringen på de lave profitter i de enorme investeringer i nye kæmpestore containerskibe og de store opkøb. Det tvinger profitten nedad og Mærsks konkurrenter til at gøre det samme. Igen med fald i fragtraterne og dermed profitten.
Chris Harman fastholdt gennem 1990’erne og indtil finanskrisen i modsætning til de fleste andre økonomer – også de socialistiske – at krisen i den kapitalistiske økonomi fortsat eksisterede, fordi profitraten fortsatte med at falde. Harman påpegede at væksten ikke steg i den virkelige økonomi, det vil sige i den produktion som skaber profit af arbejde. Han påviste, at kapitalakkumulationen var faldet med op til 20 pct. siden 1970’erne. Harman forudsatte derfor, at krisen ville bryde ud med fuld kraft, når den lånefinansierede overfladevækst bristede.
Harman anvendte Marxs grundlæggende analyse af kapitalismen, hvor profitten kommer fra og hvordan kapitalen fungerer til at belyse kapitalismen i dag. Vi kan bygge videre på denne analyse til at pege på, at hverken bankpakker eller øget forbrug i sig selv vil bringe kapitalismen ud af sin dybe krise. Forudsætningen for at genskabe profitten er en destruktion af kapital. Ikke fordi Chris Harman ønsker denne udvikling, da den enten kan antage form af en ødelæggende krig eller en meget dyb krise med massearbejdsløshed og voldsomme angreb på løn- og arbejdsforhold. Men Harmans pointe var, at kapitalismen som system ikke fungerer; den avler kun flere og dybere kriser. Og når den krisefri kapitalisme blot er en illusion, så har denne verdens store flertal ingen interesse i at reparere og bevare kapitalismen.
Se også:
SAA 293: Finanslov 2010: Kapitalens husholdning
SAA 293: Finanslov 2010: Nyliberalistisk krisepolitik kørt fast
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed