Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 7. april 2010 (Kun online)
Klima
Klimakampen efter topmødet
Jørn Andersen
Budskabet fra verdens ledere på klimatopmødet var enkelt og klart: Ja, vi er godt klar over, at den globale opvarmning er alvorlig. Ja, vi er klar over, at der kræves kraftige reduktioner. Vi har bare ikke tænkt os at gøre noget ved det.
For socialister betyder det to ting: 1) At vi skal forklare, hvorfor de ikke ville. 2) At vi skal opbygge en bevægelse sammen med alle de mange andre, som er skuffede over topmødet.
Hvorfor ville de ikke?
For det første skal man gøre sig klart, hvor bastant det var, at de ikke ville gøre noget.
Københavns-erklæringen indeholder ingen målsætninger om nogen som helst reduktioner. Hvert land kan melde ind til FN inden udgangen af januar, at de vil reducere så og så meget – eller rettere lidt.
Som Jonathan Neale skrev: “Vi forventede, at de ikke ville nå til enighed og fortsætte forhandlingerne. Dette er ikke en fiasko. Dette er en hurtig, koordineret, brutal ødelæggelse af enhver mulighed for en international aftale om at reducere udledningerne. Det er en succes for dem, der ønsker at forhindre handling.”
Jeg vil opfordre alle til at læse hans opsummering: http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=29331
Ikke-resultatet er langt værre end Kyoto – og milevidt fra selv de mest moderate forventninger om en eller anden form for handling.
Årsagen til, at de ikke gjorde noget, handler om kapitalisme. Kapitalismen er både et konkurrence-system og et magt-system. At tage skridt til CO2-reduktioner ville udfordre begge dele. Seriøse CO2-reduktioner ville både forringe de største CO2-udlederes konkurrenceevne og svække positionen for de største selskaber, der typisk er olieselskaber eller bilfabrikker. Eller selskaber som Mærsk, der ud over at være et olieselskab er afhængig af brændstof til sin containerflåde og sine supermarkeder.
Men vi havde også kapitalisme i 1997, da de trods alt indgik Kyoto-aftalen. Hvorfor kunne de ikke bare gøre lidt nu?
Årsagen er den økonomiske krise. Den har strammet konkurrence-kravene for hver enkelt kapitalist og for hvert enkelt land. Lande som Tyskland og USA har givet massive tilskud til fx bilfabrikker for at holde gang i økonomien.
Derfor blev enhver forventning til handling brutalt saboteret i København. Og derfor er det tidligst i 2015, at der åbnes for at kigge på reduktionsmål.
Læs også Alex Callinicos opsummering i Socialist Worker: http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=19918
Læs Københavns-erklæringen: http://www.berlingske.dk/klima/copenhagen-accord-foreloebig-paa-engelsk
Opbyg en stærk klimabevægelse
12. december deltog omkring 50.000 fra Danmark i demonstrationen ved klimatopmødet. Det var langt flere end nogen af os havde forventet.
De – og mange andre, der var blevet skræmt af politi, politikere og medier fra at deltage – er helt sikkert skuffede over det manglende resultat.
Skuffelse kan betyde afmagt og passivitet – men det kan også betyde vrede og ønske om handling. Det er op til socialister og klima-aktivister at sikre, at de mange (og det er langt, langt de fleste af dem), der ikke hidtil har været aktive i klimakampen, får en mulighed for at blive det.
For at det kan ske kræves der 3 ting:
1. At de organisationer og netværk, der har organiseret aktiviteter op til og under topmødet, ikke lukker sig om sig selv igen.
Hverken 12. dec.-demoen eller KlimaForum09 kunne være blevet en succes, hvis ikke det var fordi folk fra forskellige organisationer gik sammen om det. Ved at gå sammen åbnede de samtidig for at andre, uorganiserede, kunne deltage.
Derfor må organisationer og netværk fortsætte med at samarbejde og dermed skabe rum for langt flere.
2. At der kommer åbne diskussioner om mål og midler i klimakampen. Topmødet viste, at det ikke nyttede at appellere til politikernes bedre jeg. Individuelle løsninger er helt utilstrækkelige og kun for de i forvejen bedrestillede.
Socialister vil argumentere for, at der er behov for kollektive løsninger og kollektiv kamp. Omstilling til 100 pct. vedvarende energi er klart det vigtigste krav. Det er det vigtigste krav mod klimatruslen, og det kan skabe arbejdspladser i den økonomiske krise.
Men der er mange mindre krav, der peger i samme retning: Stop for indenrigsflyvning. Billig og effektiv kollektiv trafik i stedet for motorveje og havnetunneler.
3. At der i januar og februar bliver holdt offentlige debatmøder så mange steder som muligt om “Efter topmødet – hvem skal løse klimakrisen?” (eller noget i den retning).
Det kan både være i byerne, på uddannelsessteder, i fagforeninger osv. Det er afgørende, at det ikke er én organisation, der står for det, men sker i samarbejde mellem en række af dem, der har samarbejdet op til topmødet. Og det er afgørende, at de opreklameres vidt og bredt. Det er forudsætningen for at få andre end de i forvejen frelste med.
I København er Klimabevægelsen i gang med både at tage initiativ til en række offentlige møder og til et én-dags-seminar 27. februar. Mere så snart det begynder at falde på plads.
Omfanget af magthavernes forræderi og den store deltagelse i demonstrationen og KlimaForum09 giver mulighed for at skabe en langt stærkere klimabevægelse, der er i stand til at stille krav til de hjemlige magthavere.
Åbne debatmøder skal være starten på en proces, der både formulerer krav og skaber aktiviteter og kampagner. Men det er op til organiserede socialister at sikre. at det sker.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed