Socialistisk Arbejderavis
Nr. 297 – 30. april 2010 – side 4
På kanten
En gang problembarn ...
Anders Schou
Mange blev meget overraskede, da statsminister Lars Løkke Rasmussens regeringsrokade gjorde Venstres problembarn nummer et, superliberalisten Søren Pind til udviklingsminister. Det kunne da også umilddelbart virke lidt underligt, at partiets tidligere leder i København nu fik en belønning. Manden tabte trods alt forrige kommunalvalg i Købehavn med et brag, og det skete vel at mærke på et tidspunkt, hvor de borgerlige ellers udkæmpede reelle kampe om borgmesterposten i byer som Århus og Odense.
Herefter fortsatte Søren Pind målbevidst med at grave sin egen politiske grav. Regeringen fik på de mest upassende tidspunkter hug, fordi den ikke var liberal nok, og han kaldte FN “en meningsløs organisation“. Og så skulle man jo tro, at manden effektivt havde diskvalificeret sig selv, både når det gjaldt indenrigs- og udenrigspolitik. Hvis politik var et almindeligt arbejde, og Pind havde stået i Politikernes A-kasse, ville han have mistet dagpengene, fordi hans udtalelser vakte en mistanke om, at han reelt ikke ønskede et arbejde.
Men Søren Pinds politiske karriere var altså alligevel ikke forbi. Lars Løkke Rasmussen udnævnte tværtimod det utilpassede problembarn til minister. Flere politiske kommentatorer mente, at udnævnelsen var et hold-kæft-bolsje, som skulle forhindre, at Søren Pind blev ved at råbe op; Lars Løkke Rasmussen ville omklamre ham til tavshed.
Den forklaring syntes jeg var troværdig, for Søren Pind var et løsgående missil både internt i Venstre og i offentligheden. Og det var logisk, at udnævnelsen skulle gå ud over netop udviklingsministeriet. Regeringen har markeret sig ved at nedprioritere ulandsbistanden, så Danmark ikke længere bruger et beløb på verdens fattigste lande, der svarer til 1 % af bruttonationalproduktet, men nu kun 0,8 %. Det virkede derfor naturligt, at området blev nedprioriteret yderligere og brugt til at dæmpe Søren Pind.
Men det er åbenbart meget svært for Søren Pind at holde sig i ro, selvom han nu har fået ministerbil og mulighed for i en forholdsvis ung alder at optjene en høj livslang ministerpension. Lars Løkke Rasmussens mistanke burde nok være vakt, da Søren Pind fra starten udnævnte sig til “Frihedsminister“, som om dansk ulandsbistand eller manglen på samme skulle kunne vælte diktatorer. Eller da han udnævnte markedet til den store ulandsfrelser, selvom det for eksempel i flere lande har været en katastrofe at privatisere vandforsyningen.
Men nu må det i hvert fald stå klart for statsministeren, at han vil få problemer med Søren Pind. Han har udtalt, at børnearbejde er i orden, og at Danmark skal støtte projekter, hvor børn ned til 8-9 alderen arbejder, fordi børnearbejde kan være nødvendigt for børnenes og deres familiers overlevelse. Det burde ellers være klart, at børnearbejde er med til fastholde børnene og familierne i fattigdom, fordi børnene får mindre tid til skolegang, og der bliver færre jobs til de voksne. I stedet kunne et ulandsprojekt eksempelvis give børn penge for at gå i skole.
Men udviklingsministeren vælger altså at forsvare noget så ødelæggende og upopulært som børnearbejde. Han bliver – ja, undskyld – en pind til regeringens ligkiste.
Af Anders Schou
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed