Socialistisk Arbejderavis
Nr. 297 – 30. april 2010 – side 5
Dårlig overenskomst uden opbakning
Jakob L. Krogh
Selvom 63,8 procent stemte ja til overenskomstforliget er det ikke udtryk for overvældende opbakning. Med en stemmeprocent på 33,9 procent, den laveste siden 1997 betyder det at kun 21,6 procent har stemt ja til overenskomsten.
At flertallet ikke støtter en overenskomst, hvor realløn ikke sikres, hvor der ikke er indført kædeansvar og hvor 50 procents reglen fastholdes er ikke overraskende. Når det alligevel blev et ja er det fordi der heller ikke er mange, der tror på at de kan strejke sig til en bedre overenskomst. Der er flere grunde til at troen på strejker er begrænsede.
Den vigtigste er den økonomiske krise og den sigende arbejdsløshed.
Dette ses tydeligt af, at de 3F forbund, der er hårdest ramt af arbejdsløshed, og som plejer at stemme nej til overenskomstforligene, denne gang stemte ja.
Den anden er manglende lederskab i en nej-kampagne. Dette ses tydeligt på at HK/Privat, der har ført en offensiv nej-kampagne, fik stor opbankning. 87,9 procent af medlemmerne stemte nej og stemmedeltagelsen var den højeste stemmeprocent for HK nogensinde – kun overgået af stemmeprocenten ved den allerførste overenskomst-afstemning.
Endelig har det også haft en betydning at venstrefløjen ikke har formået, at organisere en slagkraftig nej-kampagne.
Hvorfor radikaliserer krisen ikke arbejderklassen?
Accepten af overenskomsten viser tydeligt, at krisen ikke radikaliserer arbejderklassen. De dele af venstrefløjen, der har troet på at krisen af sig selv radikaliserede arbejderklassen bliver modbevist.
Men der har aldrig været en entydig sammenhæng mellem krise og radikaliseringen af arbejderklassen.
I sin analyse af de politiske konsekvenser af krisen i begyndelsen af 1920’erne skrev den russiske revolutionære Leon Trotskij:
“Krisens politiske følger (ikke kun omfanget af dens indflydelse, men også dens retning) er bestemt af hele den eksisterende politiske situation og af de begivenheder, som går forud og ledsager krisen, specielt kampene, arbejderklassens sejre og nederlag forud for krisen.”
Op til den nuværende krise har arbejderklassen i Danmark kun været i offensiven under de offentlige overenskomst-strejker i 2008. Strejkerne gav en lille lønforbedring, men ikke nok til at indfri de forventninger som mange af de strejkende havde. Derfor kom strejken ikke til at betyde at store dele af arbejderklassen drog den konklusion, at strejker kan sikre bedre overenskomster.
Samtidig har det ideologiske modsvar til krisen været stort set fraværende.
Når Villy Søvndal på SF’s landsmøde fremhæver at danske virksomheders konkurrenceevne skal sikre velfærdssamfundet og Enhedslistens hoveddiskussion på deres årsmøde er om de evt. skal stemme for finansloven, bliver militante arbejdere overladt til selv at formulere argumenterne imod den herskende ideologi og for at man kan vinde en overenskomststrejke.
Socialister kan ikke sikre arbejderklassens positive erfaringer med strejker, men de kan på grundlag af historiske erfaringer argumentere for hvordan strejker kan vindes og give klare forbedringer.
Når der hverken er konkrete erfaringer eller socialister, der fortæller at strejker kan betale sig, er det forståeligt at de fleste vælger at bøje hovedet og acceptere en dårlig overenskomst.
Billedtekst
HK-kampagnen om 50%-reglen gav 87% nej-stemmer, desværre var det ikke nok til et samlet nej til OK10.
Jakob Lausch Krogh
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed