Socialistisk Arbejderavis
Nr. 300 – 12. august 2010 – side 16
Arbejdsløs i Danmark
Arbeit macht frei
Lisa M. Ødegaard
Jeg sidder og kigger ud over jobklubben; et stort lokale med omkring halvtreds computere med tilsvarende antal mennesker. Her har jeg haft min daglige gang de sidste fem måneder.
Efter to uger på kontanthjælp blev jeg sendt fra Jobcenteret i København til virksomheden Hartmanns, der tilbyder staten jobaktivering for de ledige. Fem timer per dag, fem dage om ugen. Næsten som et job, bare med mindre løn og uden rettigheder.
Folk går på listetæer på Hartmanns for tiden. Både jobsøgende og konsulenter. Chefen har det sidste stykke tid passeret lokalet nogle gange og været vidne til, at folk har siddet i et hjørne og spillet kortspil, benyttet computerne til at spille kabale eller læse nyheder. Nogle har endda stået udenfor og røget cigaretter flere gange i løbet af en time.
Konsulenterne har givet os for løse tøjler. Mere kontrol skal sørge for, at vi arbejder mere effektivt. Hartmanns skal ikke være nogen hyggeklub, hvor folk kommer i stedet for at få sig et arbejde.
Fra nu af får man kryds i protokollen en gang i timen. Man må ikke ryge uden for de nye pausetider. Og man kan ikke længer melde sig syg, medmindre man har en lægeerklæring fra en speciallæge man har haft i mere end tre måneder.
I virkeligheden er det mangelen på ting at lave, der driver folk til kortspillet og de mange rygepauser. Normalt spiller jeg ikke kort flere timer per dag. Der er faktisk en million meget mere konstruktive ting jeg kunne tænke mig at gøre i stedet for at spille kort. Søge jobs er en af dem.
Men når man har været arbejdsledig i flere måneder, har man allerede søgt de jobs der er. Når man kommer om morgenen, tager det ikke særlig lang tid, før man har gået igennem de nye jobs, der har kommet siden i går og leveret en ansøgning til de af dem, man er kvalificeret til. Så spiller man kort bagefter. Eller ryger en pakke cigaretter.
Konsulenterne på Hartmanns skal have en hånd. De er oprigtigt engageret i de lediges situation, og de gør hvad de kan, for at folk skal komme ud i arbejde. Efter lang tids erfaring sidder de fleste af dem igen med en forestilling om, hvordan de kan gøre vores aktiveringsproces mere konstruktiv.
Desværre har de en masse regler sendt fra højere hold, de skal håndhæve. Regler der forhindrer dem i at udføre de ideer de har.
Sandheden er vel egentlig at jobaktiveringen ikke er designet for at bygge folks selvtillid op, den er ikke lavet for at gøre folk bedre egnet til arbejdsmarkedet. Den er designet for at bryde folk ned.
Den totale mangel på tillid til de søgende, det overvældende antal regler, undervisning på børnehaveniveau – det hele er med til systematisk at nedbryde den søgende, umyndiggøre dem, gøre dem desperate, til det punkt hvor man siger ja til hvad som helst.
For jobs er der ikke mangel på. Jeg har da både fået tilbud om at sælge fiskepiller på gaden og parfume i lufthavnen. Når man først kommer til Hartmanns, ser man på sig selv som overkvalificeret til den slags. Men efter 5 måneder, hvor man bliver behandlet som en folkeskoleelev, er der mange der bukker under og tager de jobs, ingen andre vil have.
På en af tavlerne i gangen har nogen skrevet ’Arbeit Macht Frei’ med store bogstaver. Og det er slet ikke for at bagatellisere det, der foregik i Hitlers koncentrationslejre. Det er et ordspil, et udtryk for, hvor gerne man vil væk herfra. Mere end noget andet, vil man have et job lige som alle andre.
Det er ikke fedt at være kontanthjælpsmodtager. Det er på ingen måde noget man praler af i byen, når nogen spørger, hvad man laver til dagligt. Der er ingen af os, der med stolthed har stået i Ydelsesservice, og leveret de papirer ind.
Nogle har måske været lettet over at kunne betale huslejen, men der er ingen af os der råber hurra over, at staten giver os 60 kr. i timen, for at søge de jobs ingen andre vil have.
Vi er 80 mennesker, med helt forskellige baggrund og lige så varierede fremtidsvisioner. Men vi har det til fælles, at vi som voksne, kompetente mennesker rigtig gerne vil have ansvar og kontrol over vores eget liv og fremtid. Den ret forsvandt i det svaghedens øjeblik, hvor man blev nødt til at bede om hjælp.
Se også:
SAA 300: Jobfirmaerne: At tjene penge på andres spildtid
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed